Ring til os på 29 72 06 77

Et øjeblik

Et øjeblik
25. marts 2019 author

Forleden havde jeg én af de der “aha”-oplevelser, hvor en masse af de spørgsmål, jeg ikke havde været opmærksom på, pludselig blev besvaret på og ved et øjeblik.

 

Jeg sad i en samtale, med en klient, som jeg har haft et langt forløb med. Undervejs i forløbet, har hun fået stor forståelse for sine egne problemer, men bliver alligevel ved med at hænge fast i dem. På den pågældende dag, var hun godt træt af det hele, havde ondt i hele kroppen, og så også helt udmattet ud. Faktisk så udmattet, at det var svært for mig, overhovedet at komme til at se hende i øjnene. Jeg spurgte, om hun selv var opmærksom på dette, hvilket hun ikke var, så jeg opfordrede hende til rette sin opmærksomhed mod sit eget blik, samtidig med at hun kiggede på mig. Efter to sekunder, flakkede hendes blik væk igen, så jeg gjorde hende opmærksom på dette, og ige og igen med få sekunders mellemrum, og sådan blev vi ved i et minuts tid, indtil hun udbrød, at det altså var helt vildt svært.

 

Fra mit arbejde med traumatiserede flygtninge, er jeg vant til, at mennesker med posttraumatisk stress, kan finde det ekstremt angstprovokerende, at have øjenkontakt, eller at blive inviteret til at se i en bestemt retning. Dette kan skyldes, at de har været tvunget til at se på ekstreme grusomheder. Det kan også være en måde, at undgå at tiltrække sig opmærksomhed på, hvilket desværre kan være relevant, hvis det sted man bor, er besat af soldater eller andre bevæbnede mennesker, hvis aggressionstærskel er væsentligt sænket af alkohol og stoffer, eller af de grusomheder de selv har været igennem. Som mange af dem siger, “jeg er bange for, at du kan se igennem mig”, med andre ord, “aflæse hvad jeg tænker og føler”. Og dertil kan ofte tilføjes angsten for, hvad jeg måtte tænke og føle om dem.

 

Og det er jo rigtigt nok. Der sker noget, når vi ser hinanden i øjnene. Prøv bare, at holde øjenkontakt i et minut eller to med en anden person, og læg mærke til hvor meget kroppen bliver aktiveret. Det er en udfordring! Prøv det!

 

Kvinden som jeg talte med denne dag, fortalte, at hun ikke var bange for, at have øjenkontakt, hun var bare ikke så vant til det. Hun ville dog gerne prøve det af, så vi sad bare og kiggede på hinanden et stykke tid. Øjnene flakkede stadig en smule, men hun blev hurtigt bedre til at holde øjenkontakten, og begyndte langsomt, at slappe af med det. Vi snakkede videre om, at det med at holde øjenkontakten, betød, at vi bedre kunne se hvordan hinanden havde det, og det var som om vi kom tættere på hinanden. Faktisk nævnte hun en fornemmelse i kroppen, som svarede til dengang hun var nyforelsket i sin mand. Pludselig udbrød hun: “Hov, jeg har jo helt glemt, at have ondt!” De bekymringstanker, som hun ellers er konstant plaget af, var også gledet i baggrunden.

 

Det var tilsyneladende lykkedes, at finde en metode til at kurere hendes bekymringstanker og kroniske smerter. Da jeg spurgte, om hun også troede denne metode ville kunne bruges derhjemme, svarede hun skeptisk. “Det kan godt blive svært, det kommer i hvert fald til at kræve nogle forandringer”. Hun fortalte videre, at når familien spiste aftensmad, sad børnene ofte med en ipad ved siden af, der bippede ofte en sms ind, og efter maden, sad hun og hendes mand som regel med hver deres telefon og læste nyheder, mens børnene spillede computer eller så fjernsyn. “Det er nok derfor jeg ikke er så god til at se dig i øjnene,” konkluderede hun “jeg er ude af træning.

 

Næste gang jeg skal tale med kvinden, har hun været hjemme og prøve, om behandling via øjenkontakt også kan praktiseres med de mennesker hun elsker allermest. Jeg havde selv et betydeligt mere intenst blik, da jeg kom hjem til min egen familie den aften, og kunne faktisk også mærke den der forelskede fornemmelse i kroppen.

 

Jeg ved godt, at det er nemt, at give sit barn en ipad, når man har brug for lidt ro, og jeg har ofte selv sat mig foran en skærm, for at stresse af. Men det der er nemt og praktisk, har det med også, at blive til vaner, og det kan ske, at vi som kvinden her, kommer ud af træning med at have en tæt følelsesmæssig kontakt, til de mennesker vi er knyttet tættest til. Vi kan glemme, at nærheden til et andet menneske faktisk kan være både afstressende, smertelindrende og endda forelskende!

 

Ny øvelse! Næste gang du overvejer at tage blomster, eller kage, eller en anden gave med til dem du holder af, så giv dem i stedet et langt øjeblik med dig.

 

…eventuelt suppleret med blomster og kage.