Ring til os på 29 72 06 77

Hvem er skyld i mine psykiske problemer?

Hvem er skyld i mine psykiske problemer?
2. september 2019 author

”Jeg kan ikke klare det fordi jeg er deprimeret” – ”Hvordan kan jeg slippe af med min angst, når min mor ikke forstår mig?” – ”Det er min egen skyld at jeg ikke kan finde ud af det, jeg fortjener at have det dårligt” – ”Hvordan kan jeg få det bedre når ingen vil hjælpe mig?”

Der er mange grunde til at terapiforløb kører fast, eller aldrig rigtig kommer i gang. Én af de hyppige årsager er, at klient og behandler bliver opslugt af diskussionen om hvis skyld det er, at klienten har udviklet sine symptomer.

Da psykiske problemer forårsages af uhensigtsmæssige strategier til at håndtere følelser, virker det nærliggende at se på hvem der skulle have lært klienten en sund måde at håndtere følelser på, for eksempel forældrene, bedsteforældre, lærere, pædagoger, læger osv. Det kan give en umiddelbar tilfredsstillelse at konstatere, at det er nogens skyld. Måske skyldes det, at det ligger indlejret i vores forståelse af samfundet, at hvis nogen forvolder andre skade, så har vi et juridisk system der tvinger dem til at gøre skaden god igen, og så er problemet løst. Måske er det fordi vi oplever social støtte og sammenhold når vi sammen kan berette om hvordan onde og dumme personer forårsager de problemer i verden, som vi ikke har en chance for at løse selv.

Når man så har konstateret at ens selvkritik og lave selvværd skyldes, at mor var meget kritisk, og man har givet sig selv lov til at rase ud over det, burde bekymringstankerne og angsten så forsvinde, men det er bare ikke tilfældet. Det viser sig nemlig, at grunden til at mor var så kritisk var, at hendes mor også var meget kritisk, og at mors opvækst faktisk også var traumatiserende for hende. Er det så mors skyld at hun havde svært ved at tage sig af sine børn? Hun prøvede jo faktisk sit bedste, og var også en god og kærlig mor når hun havde den mindste smule overskud. Så må det jo være mormors skyld, som mistede sine forældre da hun var syv, og måtte arbejde som tjenestepige hos sin faster og onkel… Og sådan kan man i princippet blive ved med at følge sporet af traumer i mange generationer, uden at det gør noget ved de symptomer som klienten kom for at få hjælp med.

Problemet opstår også i de tilfælde hvor skyldsspørgsmålet er helt åbenlyst, fx efter et tilfældigt overfald af en anonym gerningsmand har udløst den aktuelle krise. Selv hvis vedkommende bliver fanget og straffet, bliver den generelle utryghed ved at færdes alene siddende i offeret, og påvirker daglige beslutninger: Tør jeg gå ud og handle? Tør jeg stole på folk jeg ikke har kendt i årevis? Og så videre…

Problemet med den juridiske tilgang til skyld og ansvar er, at hele ansvaret for at gøre noget ved problemerne ofte bliver uddelegeret til andre end den der er direkte berørt af det. Det er udmærket til at beskytte samfundet, fordi det forebygger selvtægt og hævnaktioner, men for den pris at individet afgiver sin styrke (til at forsvare sig selv), kompetence (til at løse sine egne problemer) og uafhængighed til politiet, domstolen, forsikringsselskabet og sundhedsvæsnet. Så det er faktisk, som alle ved, samfundets skyld, at vi har svært ved at gøre det der skal til for at ændre vores liv, at vi nøjes med at brokke os uden at handle, at vi opgiver på forhånd, og at vi venter passivt på at nogen hjælper os og livet ændrer sig.

Det løser bare ikke problemerne, men forstærker faktisk en depressiv tilgang til livet! Hvad så med terapi? Det virker heller ikke! Terapi er ikke en genvej eller et tryllenummer. Man kan ikke få nogle øvelser eller et værktøj der gør, at man lige pludselig får lyst og energi til at gå en tur hver dag, får mod til at turde noget nyt, får lyst til at ringe til sine venner, til at spise sundere eller til at stå op om morgenen. Terapi kan hjælpe dig med at få afklaret hvad dine problemer er, men at bruge denne indsigt til at træffe andre beslutninger din beslutsomhed og viljestyrke til at gøre noget, som din krop og din hjerne fortæller dig du ikke kan! Og den kamp kræver din utvetydige opbakning til dig selv, uanset hvad du bevidst eller ubevidst synes du kan have gjort for at ikke at fortjene din egen kærlighed og omsorg.

Så det er min skyld at jeg har det dårligt?! Ja og nej. Der er ingen mennesker der selv vælger en tilværelse hvor frygt, selvdestruktion og isolation er nødvendige overlevelsesstrategier. Disse mekanismer udvikles længe før vores hjerner er tilstrækkeligt udviklet til at kunne træffe beslutninger og tage ansvar. I takt med at hjernen udvikles, øges denne indsigt, og pludselig en dag står det klart hvordan nogle tanke- og handlemønstre har fået mig til at spænde ben for mig selv i årevis. Av! Og når jeg forstår hvordan jeg saboterer mit eget liv, kan jeg også regne ud hvad jeg må gøre anderledes for at ændre det. Hvis jeg alligevel bliver ved med at gøre som jeg plejer, i håb om få et andet resultat, så er det min egen skyld hvis der ikke sker en forandring.

Dagens blogindlæg beskriver én af årsagerne til at vi ubevidst vedligeholder symptomer forbundet med angst og depression. Hvis du vil læse mere om udfordringerne ved at overvinde psykiske lidelser har jeg skrevet flere blogindlæg om emnet her:

https://psykologacb.com/hvad-er-forsvarsmekanismer-vaerktoej-flugt-faengsel-2/
https://psykologacb.com/det-vigtigste-spoergsmaal-i-terapien-2/
https://psykologacb.com/eksponering-virker-ikke-2/
https://psykologacb.com/et-oejeblik-2/