Inderst inde 2 – en anmeldelse fra et psykolognørdet perspektiv
Som kæmpefan af Disney/Pixars animationsfilm Inderst Inde, både fra et underholdningsmæssigt, og et fagligt perspektiv, måtte jeg naturligvis også ind og se Inderst Inde 2.
Hvor den første film handlede om pigen Rileys første store følelsesmæssige krise, som krævede en totalrenovering af hendes hjerne, handler 2’eren om den næste store følelsesmæssige krise, hvor hun er blevet teenager, og igen skal til at finde ud af hvem hun er, da hun skal starte på en ny skole, og have nye venner. Som de fleste teenageforældre ved, er løsningen endnu en totalrenovering af hjernen, og på den måde er filmens overordnede handling meget forudsigelig, og moralen er nøjagtig den samme som i den første film: du er god nok som du er, med alle de følelser du har.
Dette gør dog ikke budskabet mindre vigtigt. De fleste teenagere og deres forældre vil have meget stor glæde af, at blive mindet om dette, helst på en underholdende, pædagogisk, og ikke-dømmende måde. Og det er Inderst Inde-filmenes stærkeste side. Der bliver sat nogle fantastiske billeder på komplekse mekanismer, som det kan være vanskeligt at forklare, for eksempel hvorfor hjernen rummer angst, misundelse, flovhed og teenage-ugidelighed.
Rod i følelserne
Som psykolog var jeg dog ikke begejstret over, at skaberne bag filmen, udvider definitionen af følelser til også at omfatte tilstande og adfærd, der opstår som resultat af den følelsesmæssige krise. For det første, er jeg imod at kalde angst en følelse. Angstens oprindelse hører til en anden del af hjernen end følelserne, og opstår som en reaktion på følelser, ikke som en reaktion på omgivelserne, som er Frygts ansvarsområde. Angsten virker undertrykkende overfor de andre følelser, hvilket filmen har som omdrejningspunkt, og presser hjernen til at udvikle nye metoder til at regulere følelserne på. Det er her misundelse, flovhed/skam og muligvis også den uklart definerede, men ret morsomme ”Ennui”, (som jeg har set defineret som kedsomhed) kommer ind i billedet, som angstens hjælpere. Sådan som de agerer i filmen, vil jeg kalde dem forsvarsmekanismer, for de kommer alle med forslag til hvordan Angst kan løse Rileys problemer, uden at tage udgangspunkt i hendes følelser og grundværdier.
Et andet kritikpunkt er, at det tilsyneladende er puberteten der med ét, vækker ”nye følelser” til live. For det første fordi der hverken er tale om følelser, for det andet fordi angst opstår som konsekvens af at skulle regulere sine følelser (hvilket Riley allerede kæmper med i den første film), og forsvarsmekanismer opstår som en måde at håndtere angsten på. Puberteten sætter ganske vist gang i kroppen udvikling, men de nye arbejdsgange i hjernen har ikke kun af biologisk oprindelse, men er også en konsekvens af, at skulle håndtere mere komplekse sociale situationer, samt en voksende selvbevidsthed.
Det undrede mig også, at det sted de fortrængte følelser blev spærret inde, var i en form for fængsel, mens de i 1’eren blev spærret inde i underbevidstheden, som blev langt mere nuanceret beskrevet, end blot en lukket bankboks. Så kunne jeg bedre lide den måde Rileys fantasiverden var blevet opdateret på, og havde fået nye attraktioner, bl.a. ”Mt. Crushmore” (med de fyre hun havde et crush på), og hvordan fantasiarbejderne blev misbrugt af angsten, til at skabe katastrofetanker som angsten kunne hjælpe hende med at forebygge, og dermed holde sig selv beskæftiget. Tanketoget var blevet erstattet med en tankestrøm, altså en slags flod, men havde egentlig den samme funktion, og sarkasme opstod som en kløft som opslugte denne tankestrøm! Det var morsomt, men logikken i at sarkasme blev et selvstændigt geografiske fænomen, kunne jeg ikke få til at passe sammen med filmens logik. Riley bruger sarkasmen til at distancere sig fra sine følelser, så igen en forsvarsmekanisme.
Så der er desværre nogle punkter, hvor filmen blander nogle koncepter sammen, og får gjort sine illustrationer af mentale processer usammenhængende, og dermed lever den ikke op til den første films skarphed. Rent underholdningsmæssigt, indeholdt filmen heller ikke det samme overflødighedshorn af spændende steder at besøge i hjernen. Og så bliver jeg ikke lige så rørt af en teenagepige, der har konflikter med sine veninder, som af et barn der gemmer sig inde i sig selv, og ender med at løbe hjemmefra.
Urimelig kritik
Filmen er også blevet udsat for nogle kritikpunkter, som jeg ikke er enig i:
Riley har ingen fri vilje, men er en slave af sine følelser. Jeg spurgte mine drenge, på 6 og 8 om hvad de mente om dette, og de var enige i dette synspunkt, så måske tolker jeg filmen anderledes, fordi jeg har en masse baggrundsviden, og derfor selv sidder og fylder plothullerne ud, uden at lægge mærke til det. Årsagen til, at Riley kommer til at fremstå som en slave af sine følelser, er nok, for det første, at børn er slaver af deres følelser, og at det er virkelig hårdt at blive så selvbevidst, at man kan vælge at gøre noget andet end det man lige føler for. Jeg spurgte mine drenge, om ikke også det var rigtigt nok men det havde de ikke lyst til at forholde sig til. Men her er det også et problem, at der i filmen ikke skelnes mellem hvad en følelse er, og hvad en forsvarsmekanisme/mestringsstrategi er. Jeg mener begge film handler om, hvordan man lærer at regulere sine følelser ved at omfavne dem, i stedet for at undertrykke dem. Den såkaldte ”frie vilje” eksisterer ikke som en neutral rationel størrelse, som kan træffe rigtige beslutninger, upåvirket af følelser, ligesom en lille person der sidder oppe i hjernen og styrer én. Det vi oplever som fri vilje er snarere en kombination af følelsesmæssige indtryk og hensyntagen til sandsynlige konsekvenser, hvilket jeg ser som filmens konklusion, hvor alle følelserne, og hvad man ellers skal kalde dem, har lært at samarbejde, og give plads til hinanden.
Filmen er med til at fremme unges mistrivsel ved at fokusere på angst
Jeg mener omvendt, at det fremmer unges mistrivsel, at sygeliggøre angst. Angst er en almindelig funktion i kroppen, som vi alle oplever i større eller mindre grad i løbet af livet. At Riley får et angstanfald, da hun rammes af konsekvenserne af, at lade sin usikkerhed bestemme, gør hende ikke syg, det viser blot en pige, der befinder sig i et følelsesmæssigt dilemma af en størrelsesorden, hun ikke har lært at håndtere selv, endnu. Det er en helt normal del af den udviklingsproces vi alle gennemgår som mennesker.
Når glæde er den vigtigste følelse i filmen, fremmer en kultur, hvor det forventes, at man skal være glad hele tiden.
Det kan der godt være noget om. Glæde er i den grad hovedpersonen i den første film, og hun vil også rigtig gerne tage styringen i 2’eren. En hurtig undersøgelse af børn i min egen husstand, viser dog, at børn tilsyneladende helst vil gøre ting der gør dem glade, og helst undgår ting, der fremkalder de andre følelser. Så vidt jeg kan huske, har dette været tilfældet siden de blev født, så jeg har svært ved at se, hvordan det skulle være noget kulturskabt. Det begge Inderst Inde-film viser, er dog, i min optik, behovet for at kunne navigere i situationer der fremkalder alle slags følelser, fordi der er mange ting i livet, vi ikke bare kan smile ad, og være positive over. Rileys personlighed ændrer sig netop fra at være den superpositive, men meget naive og endimensionelle ”Jeg er et godt menneske”, til også at være misundelig, vred, trist, usikker og utilstrækkelig, uden at det får hende til at falde fra hinanden.
Disneyficering af følelser?
Inderst Inde er en forsimplet Disneyficering af hjernen og personligheden. Det kan jeg kun være enig i, men helt ærligt, hvor mange får du i biografen for at se en dokumentarfilmen om psykologi?!
Med Inderst Inde (1’eren), oplevede jeg, at få foræret en række billeder og situationer, som rigtig mange mennesker har været så fortrolige med, at jeg har kunnet referere til dem, i stedet for at komme med lange teoretiske forklaringer. Rigtig mange af mine klienter fortæller mig, at de aldrig har kunnet tale om følelser med deres forældre, og derfor mangler et sprog for deres følelsesmæssige tilstande. Så eksempelvis at kunne beskrive et følelsesmæssigt dilemma som ”alle følelserne der ligger og slås, og så kommer Frygt/Angst og prøver at redde dagen”, er en hurtig effektiv måde, at komme væk fra fordommene om bogkloge og verdensfjerne psykologer, og etablere en fælles arena, hvor man kan blive set og hørt, uden at have taget en lang uddannelse først. Den samme klare referenceramme har jeg ikke fået af Inderst Inde 2.
Når jeg alligevel i høj grad vil anbefale filmen, er det fordi den stadig giver masser af stof til eftertanke og samtale. De dilemmaer Riley står i, er på overfladen klichéer fra enhver anden ungdomsfilm, men bare det, at der foregår så mange processer ind i hovedet på hende (og os andre), for at komme helskindet igennem dem, er værd at være opmærksom på, i et samfund hvor stress og mistrivsel fylder mere og mere, og hvor det forventes, at vi hele tiden kan forholde os rationelt til komplekse og følelsesladede dilemmaer.
Jeg må indrømme, at jeg jævnligt har det som Riley, og at det føles rart at blive genkendt i den forvirring. Filmen er, ligesom Riley og jeg, ikke perfekt, men god nok.