-
mar252019author
Eksponering virker ikke…
For nylig, havde jeg en samtale med en klient, hvis psykiater havde foreslået ham at gå i gang med såkaldte eksponeringsøvelser, for at overvinde sin angst for at færdes en række steder. På baggrund af mit kendskab til klienten, valgte jeg imidlertid at forhold mig skeptisk til ønsket om at blive sat i gang med eksponering, hvilket vakte nogen undren, når nu psykiateren havde anbefalet det.
Eksponering går ud på, at man udsætter sig for det sted eller den situation, der opleves som udløsende for angsten, men som reelt ikke frembyder nogen trussel. Dette vil naturligvis få angsten til at intensiveres i starten, men efter et stykke tid i den angstprovokerende situation, hvor der ikke er sket noget farligt, vil angsten begynde at aftage, og der vil langsomt, men sikkert opbygges en erfaring af, at dét, som tidligere opfattedes som en truende situation, er ganske ufarligt. Ofte suppleres eksponeringen med beroligende øvelser, hvor man fokuserer på at trække vejret langsomt og slappe af i kroppen, hvilket signalerer til nervesystemet, at kroppen er i sikkerhed. Igennem livet, oplever vi alle effekten af denne tilvænning i en lang række situationer, for eksempel når vi møder nye mennesker, færdes et nyt sted, springer ud fra en vippe i svømmehallen osv. Ud fra denne viden, må det derfor anses for at være et godt råd, når en angstpatient opfordres til gradvis at udsætte sig for det, som opleves som udløsende for angsten, for vi ved alle det virker…
…for det meste.
I de sidste 5 år, har jeg arbejdet i psykiatrien med traumatiserede flygtninge. Flertallet af disse patienter, lider af posttraumatisk belastningsreaktion (også kendt som PTSD), hvilket oftest opfattes som en angstdiagnose, og det har derfor været meget udbredt, at bruge eksponeringsterapi som et hovedelement i behandlingen af denne patientgruppe. Desværre betyder det, at der findes en evidensbaseret behandlingsform, dog ikke, at det lykkes at behandle alle angstpatienter. Faktisk er det langt fra tilfældet. En del af årsagen til dette, kan selvfølgelig findes i, at mange af disse patienter også har andre, både sociale og somatiske problemer, som gør det svært at koncentrere sig om behandlingen. Men i princippet burde disse jo kunne løses, hvis blot man fik bugt med angsten. Der er også personer, der ikke tror, at samtaleterapi vil kunne hjælpe dem, eller ikke mener, at deres problemer er relateret til deres psyke, og derfor ikke ønsker behandling. Tilbage er der den største gruppe, som synes, de har et psykisk problem og gerne vil have hjælp, men alligevel ikke får noget ud af behandlingen, eller endda får det værre. Hvordan kan det være?
For det første, er posttraumatisk stress ikke bare en angstlidelse, hvor en ekstraordinært skræmmende oplevelse, har resulteret i en fobi for alt, der kan minde om denne oplevelse. Det er cirka sådan lidelsen står beskrevet i håndbogen over psykiatriske diagnoser, ICD-10, men virkeligheden er langt mere kompleks. Det samme gælder såmænd også for de andre angstlidelser, der står beskrevet. Ja, jeg tør godt sige for enhver diagnose. Den diagnostiske manual er, trods alt, kun en oversigt over symptomer der skal hjælpe med at beskrive noget meget kompliceret, et menneske. Den er ikke en komplet oversigt over, hvad det vil sige at være menneske, og den kan derfor kun beskrive de symptomer, der er karakteristiske for de forskellige lidelser, ikke hvordan det enkelte menneske forholder sig til dem. Og det har en afgørende betydning for behandlingen!
En eksponering kan både være overfor en angstfremkaldende situation du forestiller dig eller faktisk befinder dig i. Når eksponeringen starter, stiger angsten som sagt, og skulle derefter gerne begynde at aftage, i takt med, at du indser, at du ikke er i fare. Hvis dette ikke sker, vil jeg som behandler først undersøge, om du overhovedet er bevidst om angstsymptomerne. Selvom øvelsen går ud på at behandle angsten, er der rigtig mange mennesker, som enten forsøger at ignorere eller skjule deres angstsymptomer, fordi de er bange for dem, synes de er pinlige eller har lært fra andre, at det er sådan, de skal håndtere angsten. Det ville virke ulogisk, at gå fra en konsultation hos lægen uden at fortælle om det brækkede ben, eller det åbne sår, man kom for at få behandlet. Men psykiske problemer er for mange tabuiserede og skjules derfor mere eller mindre bevidst. Det er naturligvis umuligt at regulere din angst, hvis du ikke er opmærksom på den.
Jeg har også oplevet, at mange mennesker slet ikke er klar over, at de symptomer, de har, kan være tegn på øget angst. Det kan for eksempel være kvalme, forstoppelse, sure opstød, hovedpine, svimmelhed, sløret syn, susen for ørerne og koncentrations- og hukommelsessvigt, for at nævne de mest almindelige. Angsten kan komme til udtryk som hosteanfald, astma, irritabel tyktarm, betændelsestilstande, overfølsomhed og uforklarlige smerter. På grund af ligheden med somatisk sygdom, er det vigtigt altid at få undersøgt disse symptomer hos lægen. Men hvis undersøgelserne gang på gang ikke kan give en forklaring på symptomerne, er der stor sandsynlighed for, at de er angstrelaterede.”Det er også åndssvagt, at jeg ikke kan styre den angst”, ”den tager magten fra mig, jeg er så svag, at jeg ikke kan kæmpe imod”, ”det er så latterligt det her”, ”jeg burde bare kunne tage mig sammen, jeg ved jo godt det ikke er farligt”…, og meget mere af samme slags. Disse sætninger hører jeg ofte i forbindelse med beskrivelsen af angstsymptomer. Sætninger, som siger noget om folks holdning til deres egne angstsymptomer, og dermed også gengiver deres holdning til sig selv. Jeg kan godt forstå impulsen til at håne, latterliggøre og fornærme en modstander, der invaderer og overtager ens liv, som angsten kan gøre. Selvfølgelig bliver man vred på ”nogen” der overskrider éns grænser. Når det handler om angst, er ”nogen” imidlertid dit eget nervesystem, der forsøger at beskytte dig mod en oplevet trussel, uanset hvor ulogisk dette virker for den mere rationelle side af bevidstheden. Al vreden, fornærmelserne og nedgørelsen, rammer derfor dig selv og bliver til et selvangreb i stedet for et forsvar, med det resultat, at angsten tager til i styrke. Så kan du følge op med at bebrejde dig selv dine selvbebrejdelser, og således begynde på en ond spiral, hvor angsten intensiveres, jo mere du kæmper imod den. I disse tilfælde virker de beroligende øvelser, jeg nævnte i starten, ikke. Hvis du får at vide, at ”nu skal du bare slappe af og tage det helt roligt…”, er det virkelig ødelæggende for den beroligende effekt at følge op med ”…ellers er du virkelig en ynkelig taber, som ikke fortjener at leve”. Det er betydeligt sværere at gå ind i din egen angst og regulere den, hvis du samtidig angriber dig selv med dine tanker. Det kan være som at sidde anklaget i en retssal, hvor anklageren bliver ved med at stille dig kritiske spørgsmål og insinuere en forbrydelse, du har begået, men aldrig kommer frem til, hvilken konkret forbrydelse det er du er anklaget for. De konstante anklager fjerner tværtimod fokus fra sagens kerne: de følelser du har i den vanskelige situation.
Behandlingsforløb kan nemt havne i den blindgyde, hvor patient og behandler forsøger at finde ud af, hvorfor patienten har angst, hvilket risikerer at føre til, at den ”retssag”, patienten har til at køre inde i hovedet, i stedet kommer til at udspille sig mellem patient og behandler, og derved ødelægger samarbejdet. I stedet er det vigtigt at fokusere på, hvordan du har angst. At udforske sammen, hvad det er, der sker, når angsten tager til. Vi skal begge være nysgerrige på en omsorgsfuld og respektfuld måde efter at finde ud af, hvilke følelser det er, der bliver holdt ude, når du går til angreb på dig selv. Ved at lære selvangrebene at kende, bliver det nemmere at skubbe dem til side, så det bliver muligt at fokusere på angsten og de bagvedliggende følelser.
Det sker dog, at selvom behandleren faktisk er omsorgsfuld, venlig, imødekommende, nysgerrig og respektfuld, så har det tilsyneladende ingen beroligende effekt på patienten. Jeg oplever ofte, at folk kommer for sent til deres konsultationer hos mig. Det er ikke så mærkeligt, da mange af de mennesker, jeg taler med, har nedsat evne til at huske og planlægge på grund af angsten, er sløvet af medicin, er ambivalente i forhold til behandlingen, fordi de emner der tales om, vækker smertefulde følelser, eller er uheldige at komme til at køre bag en mejetærsker på en smal landevej. Jeg bebrejder aldrig nogen, at de kommer for sent, for jeg ved, at hvis de ikke ønskede at tale med mig, kunne de være blevet væk. Ikke desto mindre oplever jeg nogle gange, at personer, der er kommet for sent, sidder og stirrer på mig med rædsel i blikket og sveden drivende, som om de forventer, at jeg vil gøre dem fortræd. En patient, jeg havde haft over 20 samtaler med, for sammen, da jeg rakte ud efter en kuglepen. Han fortalte mig, at han selvfølgelig godt vidste, at jeg ikke ville gøre ham noget, men i et splitsekund troede han, at jeg ville slå ham, ligesom det var sket under politiets forhør i hans hjemland. Andre fortæller, at de ikke kan slippe tanken om, at jeg er vred på dem, eller tænker dårligt om dem.
Det, som personen frygter eller foragter ved sig selv, kan i dette tilfælde kun rummes ved ubevidst, at skubbe det over på en anden person, for eksempel behandleren, som så kommer til at opleves som aggressiv eller dømmende. Dette kaldes en projektion. Resultatet er, at behandlingen opleves som farlig, og der opstår en reel frygt overfor en ydre trussel, i stedet for angst forårsaget af svære følelser indeni personen. Selvom dette kan lyde mystisk, kender du måske til at have overvejelser om, hvordan du ser ud i andres øjne, og endda hvilke af dine hemmelige fejltagelser, andre bebrejder dig. Hvis du kommer for sent til en vigtig aftale, er det naturligt at føle skyld overfor den, der har måttet vente, og overfor dig selv, for selv at få mindre ud af mødet. Skylden opstår, fordi vi svigter nogen, vi har varme følelser for og ønsker skal føle på samme måde for os. Hvis aftalen var ligegyldig, ville vi ikke føle noget. Den, vi svigter, uanset om det er en anden eller os selv, har valget mellem at straffe eller at tilgive os. Vi kan aldrig vide med sikkerhed, hvad den anden vælger, men ud fra vores egne erfaringer med svigt og skyld danner vi vores forventninger om, hvordan vedkommende vil reagere overfor os. I stedet for at opleve vores egen skyldfølelse over at komme for sent kommer der i stedet selvbebrejdelser, som projiceres over på den anden, som opleves som værende vred, hvilket forstærker angsten. Eksponeringen virker ikke, hvis du er overbevist om, at du faktisk er i fare. Hvis tankerne er så stærke, at de forvrænger oplevelsen af virkeligheden. Jeg har gode erfaringer med, sammen med patienter, at lære disse projektioner at kende, når de dukker op i terapien. Når projektioner kan opleves som ens egne tanker, bliver det muligt at skelne dem fra virkeligheden, som derfor ikke længere bliver farvet af vores egne negative forventninger og selvangreb.
En sidste årsag til, at eksponering ikke altid virker, er, at det kan være svært at finde ud af, hvad du skal eksponeres for. På den ene side kan man sige, at enhver aktivitet, der aktiverer angst i et omfang, hvor du oplever at kunne genvinde kontrollen over den, vil øge din evne til selv at regulere din angst. På den anden side har jeg også oplevet patienter opgive at gennemføre en behandling, ikke fordi de ikke forstod rationalet bag eksponeringen, eller fordi de ikke var motiverede, men fordi de ikke forstod formålet med det. Bare fordi du har højdeskræk og ikke kan stille dig op på en trappestige, kan du jo godt have et fint liv. Hvis du har arbejde som håndværker og skal op på et stillads, kan højdeskræk blive et problem, som det kan være en god ide at behandle. Det er nemlig ikke særlig behageligt at udsætte sig selv for eksponering eller terapi i det hele taget. Der er altid en del smertefulde følelser at skulle igennem, før der indtræder en lettelse. Så hvis du har planer om at skulle overvinde dig selv, sørg i det mindste for, at der også venter en passende belønning i den anden ende. Er det her noget, du gør, fordi din læge siger, du skal? For at glæde dine forældre? For at blive accepteret af dine venner? Og hvad får du ud af det? Hvordan kan det gøre dit liv bedre at overvinde angsten? Den er der jo for at advare dig mod dine egne følelser og impulser. Så er du klar til at se dem i øjnene, når angsten ikke længere skjuler og fordrejer dem? Og hvad koster det dig, hvis du lader være?
Ovenstående er ikke en udtømmende liste over de vanskeligheder, der kan være ved at overvinde angst, men et udvalg af de mest almindelige vanskeligheder jeg støder på, når jeg forsøger at hjælpe almindelige mennesker med at se den smerte i øjnene, som angsten skjuler. Jeg håber, det giver dig et indtryk af, at angstbehandling, eller psykoterapi i det hele taget, ikke bare handler om at tage sig sammen, men ofte er en lang indre rejse.
Eksponering må ikke overvurderes som terapiredskab. Jeg vil snarere betegne eksponeringen som et livsvilkår, ikke en teknik vi kan vælge til eller fra. Den går i gang, så snart du åbner øjnene om morgenen, eller har dagens første tanke. Hvis du i terapien spørger mig, “hvornår starter eksponeringen?”, vil mit svar være, at den er i fuld gang. Når du ønsker dig noget, eksponerer du dig for risikoen for ikke at få det, du ønsker, og de følelser der hører til. Hvis du elsker en anden, eksponerer du dig for risikoen for svigt eller tab. Hvis du elsker dig selv, eksponerer du dig for at måtte træffe svære valg og forsvare dig. Jo mere du vælger at leve, desto stærkere blandede følelser vil du opleve, og desto bedre bliver du, forhåbentlig, til at udholde, at et liv i balance ikke er resultatet af et neutralt følelsesliv, men af at acceptere de voldsomme udsving, der opstår, når vi oplever kærlighed, vrede, sorg og skyld.
Angsten er ikke et ubrugeligt levn fra dengang, vi levede som aber, den har stadig en vigtig funktion som advarsel mod potentielt smertefulde eller fatale hændelser. Vi lever dog i et samfund, der er så styret af “sund fornuft”, at vores krop finder det nødvendigt at advare os mod de følelser, der kunne bringe os ud af balance og få os til at miste selvkontrollen. Det er rigtigt nok, at der er meget lille sandsynlighed for at blive overfaldet af løver og terrorister, men der er en stor risiko for, at det, du føler, kan komme i konflikt med, hvad du synes du “burde” føle. Det er denne konflikt, der driver angsten, og den er der stadig, når angsten aftager.
Hvis du vil undgå smerte, sorg, vrede og skyldfølelse, så hold fast i angsten! Undgå at se op fra din skærm, at bevæge dig ud, at opsøge din familie og dine venner. Lad være med at engagere dig eller brænde for noget. Du risikerer, at eksponeringen virker, at angsten forsvinder, og at du rammes af livet!
Baggrundslitteratur:
Fredrickson, Jon. Co-Creating Change. Seven Leaves Press
Abbas, Allan. Reaching through Resistance. Seven Leaves Press -
mar252019author
Hvordan vælger jeg psykolog?
At starte i et psykologforløb, er en stor beslutning. Der kan være mange overvejelser i forhold til om en psykolog kan hjælpe? Om det ville være bedre, at snakke med venner eller familie? Om det er pengene værd? Er det bedre, at se tiden an? Og når beslutningen endelig er truffet, skal der stadig tages stilling til, hvilken psykolog man skal vælge. Kvaliteten af psykologbehandling i Danmark, er generelt høj. Det er dog ikke kun psykologens erfaring og uddannelse der er afgørende for behandlingen, men også om klient og psykolog passer godt sammen. Jeg kan derfor ikke give et simpelt svar på hvordan man vælger den rette psykolog, men vil gerne dele de overvejelser jeg ville gøre mig, hvis jeg skulle vælge en psykolog at snakke med, på baggrund af de mange behandlingsforløb jeg har haft.
Hvad kan en psykolog hjælpe med?
En psykologs opgave er, at hjælpe dig med at forstå og håndtere indre tilstande af konflikt eller uro. Disse kommer ofte til udtryk som uro eller rastløshed i kroppen, tankemylder eller koncentrationsbesvær, og et humør der enten har store udsving eller ligger helt dødt. Du behøver ikke at have en diagnose eller en lægehenvisning, og omfanget af problemet er heller ikke vigtig, så længe det har betydning for dig. Jeg plejer at sige, at et psykisk problem, er en konflikt mellem dig og dig, og terapi går ud på at forstå begge parter.
Hvad koster det, at gå til psykolog?
En psykologsamtale koster ca. 900kr for 45 til 60 minutter, afhængig af hvem du henvender dig til. Det er muligt, at få en henvisning fra sin egen læge ved visse psykiske problemer, hvorved prisen bliver på ca. 300kr. Du skal dog være opmærksom på, at dette kun gælder for psykologer som har overenskomst med sygesikringen, så ventetiden kan være længere her. Hvis du er medlem af ”danmark”, kan du få tilskud på 300kr. Endelig er psykologbehandling en del af mange sundhedsforsikringer som du kan have tegnet privat, eller eksempelvis via din fagforening. Hvorvidt en psykolog er medlem af en forsikringsordning eller har overenskomst med sygesikringen, siger ikke i sig selv noget om kvaliteten af behandlingen.
Hvor skal jeg lede?
De fleste læger har en liste med psykologer de henviser til. Listen er dog ikke nødvendigvis en komplet opgørelse over de psykologer der findes i området. Nogle læger kan give anbefalinger, baseret på andre patienters oplevelser. Du bør dog ikke nøjes med, at følge anbefalingen, for der kan være stor forskel på hvad andre mennesker har fået hjælp med, og hvad de har fundet hjælpsomt. Spørg derfor ind til hvorfor lægen netop anbefaler én psykolog frem for andre.
Du kan også selv søge oplysninger på nettet. De fleste psykologer har en hjemmeside hvor de præsenterer sig selv, deres klinik og deres arbejdsmetoder. Jeg synes det er lige så vigtigt, at fornemme stemningen på hjemmesiden, som at læse hvad psykologen har skrevet, fordi det kan give et første fingerpeg om, hvordan det er at tale med vedkommende.
Du må også gerne ringe eller skrive til psykologen for at få en fornemmelse af hvilken person du kan komme til at møde. Ligegyldigt hvem du kontakter, vil de være imødekommende og hjælpsomme, men alle har deres egen måde at være det på, så vælg den psykolog som passer bedst sammen med dig!
Hvilken terapiform skal jeg vælge?
Der er efterhånden opstået så mange terapiformer, at det ville være helt uoverskueligt, at skulle gennemgå dem alle her. Det diskuteres heftigt, hvilken terapiform der er mest effektiv overfor hvad, og det diskuteres også hvordan man egentlig kan måle hvor effektiv terapi er. Der er desuden forskning der viser, at den afgørende faktor i om en terapiform er effektiv er, om psykologen har det godt med at bruge den. Vælg derfor en psykolog med flere års erfaring og uddannelse indenfor sin behandlingsform, og som kan forklare dig, hvorfor han arbejder som han gør. Du bør have en rimelig forståelse af, hvad terapien går ud på, efter den første samtale med psykologen.
Jeg har et problem med en person der står mig nær, men jeg vil ikke bagtale vedkommende
De fleste mennesker oplever en loyalitetskonflikt, hvis de omtaler egenskaber ved en person de holder af, som irriterer dem, eller gør dem kede af det. Psykoterapi handler dog ikke om andre mennesker, end dem der er til stede i rummet. Psykologens opgave er ikke, at løse en konflikt mellem dig og en anden person, men at hjælp dig til, at forstå og håndtere de følelsesmæssige mekanismer, der gør det svært for dig selv at løse problemet. Terapi handler derfor ikke om, eksempelvis din kæreste, men om de blandede følelser du har overfor ham eller hende.
Hvad gør jeg, hvis jeg ikke er enig i det psykologen siger?
Et godt princip i kundeservice er, at kunden har altid ret! Det betyder ikke nødvendigvis, at du ved mere om psykologi eller terapi end din psykolog, men at du ved mere om dig selv og dit liv end nogen som helst anden person. Du har en helt særlig adgang til din krop og dine følelser fordi du er dig selv, i modsætning til psykologen, som må nøjes med, at betragte dig udefra, og høre hvad du fortæller. Terapien virker bedst når du tillader dig selv, at gøre opmærksom på den tvivl, uenighed, utryghed, irritation og skepsis, der kan opstå når man taler med en fremmed person om et kompliceret emne.
Jeg kan ikke huske hvad vi talte om i terapien
Det er vigtigt, at du kan tage noget med dig fra hver samtale, så du kan arbejde videre med dit problem på egen hånd. Det sker dog, at man kan føle sig mere forvirret efter en samtale, eller opleve forværring af symptomer. Dette kan ske, hvis samtalen har bredt sig ud over et større emne end du kan overskue. Det er bedre, at behandle ét emne eller en del af et emne i dybden, fremfor at tage sig af alt på én gang. Af samme grund, vil jeg afslutte dette oplæg her, og måske vende tilbage til det på et senere tidspunkt.
-
jan252018author
Hvad er forsvarsmekanismer? – Værktøj – flugt – fængsel
Dette er tredje del af serien om terapiens grundelementer: følelser, angst og forsvar.
En rationel løsning på et irrationelt problem.
Når angsten aktiveres, går det ofte så stærkt, at vi ikke når at registrere hvad der udløser den. Det er så op til frontallapperne, at forsøge at regne ud, hvad det er den ubevidste del af hjernen reagerer så voldsomt på. Krybdyrhjernen vil instinktivt få os til, at undgå steder og situationer, hvor vi har oplevet angsten. Frontallapperne hvis primære eksistensberettelse er at skabe sammenhæng mellem ydre begivenheder og indre tilstande, ved som regel ikke hvad krybdyrhjernen reagerer på, men vil blot få tingene til at passe sammen. Den kan derfor give sig til, at lede efter eksempler der forklarer og bekræfter det rationelle i krybdyrhjernens irrationelle strategi. Og så er det, det begynder at blive kompliceret, og tankerne ikke giver mening!
Ubevidste forsvar – det tveæggede sværd
Forsvarsmekanismer er en samlebetegnelse for alt det vi ubevidst foretager os, for at begrænse følelsesoplevelsen, fordi det dæmper angsten. Man kan opdele forsvarsmekanismerne i forskellige kategorier, efter deres ”modenhed”, eller sagt på en anden måde, graden af bivirkninger ved dem.
Forsvarsmekanismer er på den ene side helt nødvendige for at kunne fungere socialt, fordi de sætter et filter op for følelserne og gør os i stand til at bremse vores umiddelbare impulser, men hvis de bliver dominerende for vores adfærd, bliver vores følelsesliv overfladisk og afstumpet.
Udvalgte eksempler på forsvarsmekanismer:
Jeg har forsøgt at lave en liste over alle de forsvarsmekanismer jeg har kunnet komme i tanke om, og sat dem i rækkefølge efter graden af bivirkninger. Det vil sige at forsvarsmekanismer i starten af listen ofte vil gavne mere end de skader, og derfor er mere socialt acceptable. Jo længere nede ad listen man kommer, desto større negative konsekvenser har en hyppig brug af forsvarsmekanismerne for dannelsen af sunde relationer.
Modne forsvarsmekanismer
- Isolation af affekt, evnen til at rumme følelserne, og tage udgangspunkt i dem i en samtale eller beslutningstagen, uden at lade sig overvælde af dem.
- Humor
- Dække følelser bag et smil
- Rationalisering, fokus på årsagen til følelserne frem for oplevelsen
- Intellektualisering, fokus på tanker om følelsen frem for oplevelsen
- Sublimering, når energien i følelserne rettes mod en socialt acceptabel adfærd
- Distraktion fra følelserne ved at tænke på eller gøre noget helt andet
- Altruisme og medlidenhed, tilsidesættelse af sig selv for at hjælpe og glæde andre
- Diversifikation, emneskift til mindre ”farlige” emner
- Dækord og vaghed, undgåelse af at give direkte udtryk for egne følelser og ønsker, ved brug af mere ”diplomatisk” sprog. Også kendt som ”politiker-sprog”, ”new speech” og ”bullshit”.
Neurotiske forsvarsmekanismer
- Følelsesmæssig tilbagetrækning, både fysisk ved at undgå øjenkontakt, gemme sig bag en skærm, have tankerne andre steder.
- Ignoreren af angst og følelser, fx ved at bagatellisere, eller blot tale hen over den kropslige oplevelse.
- Forskydning af følelser fra den person følelserne udløses af, til en anden person (slå bamse i stedet for far eller skælde ud på sin kæreste i stedet for den dumme chef).
- Selvkritik og identifikation med angriber. ”Hvis jeg kritiserer mig selv, på samme måde som du kritiserer mig på, behøver du ikke være vred på mig længere. En måde hvorpå et barn kan vise sin underkastelse overfor forældrenes magt.
- Compliance/pleasing, ”Hvis jeg gør som du siger, uden indvendinger (vrede), vil du kunne lide mig”.
- Sarkasme, ”Jeg udtrykker min utilfredshed ved at sige det modsatte af hvad jeg mener, men på en vred måde, så jeg kan reagere på min følelse, uden du kan beskylde mig for at være vred… Og bagefter kan jeg retfærdiggøre min indestængte vrede med, at du ikke kan forstå hvad jeg mener”.
- Reaktionsdannelse, der reageres ud fra den ”modsatte” følelse end den der udløses. Manden slår sin kone, og hun siger undskyld.
- Negation: At sætte ordet ”ikke” ind foran det man mener. For eksempel: ”Bare jeg ikke siger op i dag”. Eller som en tidligere leder sagde i psykiatrien efter at psykologgruppen havde udtalt sig meget kritisk overfor ledelsesstilen ”Jeg er ikke vred på psykologerne, jeg ønsker ikke at fyre jer”.
- Overdreven informationssøgning (idealisering af autoriteter): Overdreven brug af eksempelvis Google, opslagsværker, sundhedspersonale, brevkasser, Mads og Monopolet eller netværk til at finde svar på indre følelsesmæssige problemstillinger, som der ikke kan gives et objektivt rigtigt svar på.
- Fysisk undgåelse af situationer, personer og steder der associeres med uhåndterbare følelser.
- Gentagelsestvang, forsøg på at løse den indre psykiske konflikt, ved ubevidst at opsøge eller skabe relationer som dem den psykiske konflikt opstod i (se også projektiv identifikation).
Primitive forsvarsmekanismer
- Acting out/afreageren: irrationelle handlinger på baggrund af følelsernes impulser, uden bevidst forholden sig til de bagvedliggende følelser. Man kan godt sige, at det nærmere er manglen på en forsvarsmekanisme, der er problemet.
- Regression, indtagelse af en mere umoden rolle, for eksempel hjælpeløshed, opgivenhed, handlingslammelse, påtaget uvidenhed, depression.
- Fornægtelse af den virkelighed der udløser følelserne.
- Splitting eller sort/hvid-tænkning, fornægtelse af enten de positive eller negative sider af sig selv, en anden person eller situation, hvilket kan komme til udtryk som:
- Projektion: oplevelsen af at ens fornægtede følelser og handlinger optræder hos andre. Fx ”Jeg er ikke vred på dig, du er vred på mig” (fornægtelse og fraspaltning af vrede, som projiceres over i den anden person).
- Projektiv identifikation, når projektionen udløser de følelser i dig, som jeg fornægtede og projicerede, og dermed gør projektionen til en selvopfyldende profeti. ”Du var faktisk ikke vred på mig, før jeg reagerede som om du var det, men nu er du vred!”
- Devaluering af andre for at skabe følelsesmæssig afstand, det positive i relationen. fornægtes (had, afsky og væmmelse).
- Omnipotens, overdreven tro på egne evner og værdi.
- Idealisering af en anden, hvor alt negativt fornægtes. ”Selv når du gør noget jeg ikke kan lide, kan jeg overbevise mig selv om, at du ved bedre, og handler sådan for mit eget bedste”. Personer med høj grad af omnipotens kan virke tiltrækkende for personer med høj grad af idealisering, som søger efter en stærk og ufejlbarlig leder.
- Paranoia, når projektionen finder sted konstant, så det opleves som om alle er efter én.
- Trodsighed gennem tavshed, tilbageholdenhed eller polemisk opførsel, der blokerer andre mod at komme tæt på.
- Somatisering, fokus udelukkende på de kropslige (somatiske) aspekter af en oplevelse, på bekostning af følelsesmæssig indsigt.
- Søvnighed.
- Flashback, akut genoplevelse af tidligere situation hvor følelsen optrådte, hvor erindringen ikke kan skelnes fra virkeligheden.
- Psykose, flugt ind i en alternativ virkelighedsoplevelse.
- Selvsabotage, selvtortur i tanker eller handlinger og misbrug af enhver art, som afreageren på skyldfølelse.
- Selvskade som distraktion fra følelser.
- Selvmordstanker, selvmord og idealisering af døden som løsning.
Forsvarsmekanismer og psykisk sygdom
De modne forsvarsmekanismer kan hjælpe til at bevare den gode stemning, de neurotiske mekanismer kan hjælpe os gennem en svær situation, mens de primitive mekanismer hjælper os til at flygte fra en uudholdelig virkelighed, og ind i fantasien.
Gennem livet bruger vi forsvarsmekanismer fra flere forskellige kategorier. De fleste mennesker vil med tiden komme til, overvejende at benytte sig af de modne forsvarsmekanismer det meste af tiden, mens neurotiske forsvarsmekanismer aktiveres i situationer med stærkere eller mere blandede følelser. De primitive forsvarsmekanismer aktiveres når vi er under ekstremt pres.
Aktiveringen af neurotiske og primitive forsvarsmekanismer er ikke en indikation på psykisk sygdom. Det er fleksibiliteten i brugen af forsvarsmekanismer, der er afgørende for om vi generelt er i stand til at håndtere de følelser som aktiveres af det liv vi lever. Betegnelsen psykisk sygdom kan bruges, når forsvarsmekanismerne er blevet så stor en del af vores adfærd, at vi ikke kan lægge dem til side, og håndtere de følelser der dukker op, hvilket forhindrer kroppen i at hele sig selv. Fastlåste forsvarsmekanismer forårsager og vedligeholder symptomer der gør livet uudholdeligt.