Ring til os på 29 72 06 77

Indlægget er tagget med ‘Følelser’

  • Storm

    Eksponering virker ikke…

    For nylig, havde jeg en samtale med en klient, hvis psykiater havde foreslået ham at gå i gang med såkaldte eksponeringsøvelser, for at overvinde sin angst for at færdes en række steder. På baggrund af mit kendskab til klienten, valgte jeg imidlertid at forhold mig skeptisk til ønsket om at blive sat i gang med eksponering, hvilket vakte nogen undren, når nu psykiateren havde anbefalet det.

     

    Eksponering går ud på, at man udsætter sig for det sted eller den situation, der opleves som udløsende for angsten, men som reelt ikke frembyder nogen trussel. Dette vil naturligvis få angsten til at intensiveres i starten, men efter et stykke tid i den angstprovokerende situation, hvor der ikke er sket noget farligt, vil angsten begynde at aftage, og der vil langsomt, men sikkert opbygges en erfaring af, at dét, som tidligere opfattedes som en truende situation, er ganske ufarligt. Ofte suppleres eksponeringen med beroligende øvelser, hvor man fokuserer på at trække vejret langsomt og slappe af i kroppen, hvilket signalerer til nervesystemet, at kroppen er i sikkerhed. Igennem livet, oplever vi alle effekten af denne tilvænning i en lang række situationer, for eksempel når vi møder nye mennesker, færdes et nyt sted, springer ud fra en vippe i svømmehallen osv. Ud fra denne viden, må det derfor anses for at være et godt råd, når en angstpatient opfordres til gradvis at udsætte sig for det, som opleves som udløsende for angsten, for vi ved alle det virker…

     

    …for det meste.

     

    I de sidste 5 år, har jeg arbejdet i psykiatrien med traumatiserede flygtninge. Flertallet af disse patienter, lider af posttraumatisk belastningsreaktion (også kendt som PTSD), hvilket oftest opfattes som en angstdiagnose, og det har derfor været meget udbredt, at bruge eksponeringsterapi som et hovedelement i behandlingen af denne patientgruppe. Desværre betyder det, at der findes en evidensbaseret behandlingsform, dog ikke, at det lykkes at behandle alle angstpatienter. Faktisk er det langt fra tilfældet. En del af årsagen til dette, kan selvfølgelig findes i, at mange af disse patienter også har andre, både sociale og somatiske problemer, som gør det svært at koncentrere sig om behandlingen. Men i princippet burde disse jo kunne løses, hvis blot man fik bugt med angsten. Der er også personer, der ikke tror, at samtaleterapi vil kunne hjælpe dem, eller ikke mener, at deres problemer er relateret til deres psyke, og derfor ikke ønsker behandling. Tilbage er der den største gruppe, som synes, de har et psykisk problem og gerne vil have hjælp, men alligevel ikke får noget ud af behandlingen, eller endda får det værre. Hvordan kan det være?

     

    For det første, er posttraumatisk stress ikke bare en angstlidelse, hvor en ekstraordinært skræmmende oplevelse, har resulteret i en fobi for alt, der kan minde om denne oplevelse. Det er cirka sådan lidelsen står beskrevet i håndbogen over psykiatriske diagnoser, ICD-10, men virkeligheden er langt mere kompleks. Det samme gælder såmænd også for de andre angstlidelser, der står beskrevet. Ja, jeg tør godt sige for enhver diagnose. Den diagnostiske manual er, trods alt, kun en oversigt over symptomer der skal hjælpe med at beskrive noget meget kompliceret, et menneske. Den er ikke en komplet oversigt over, hvad det vil sige at være menneske, og den kan derfor kun beskrive de symptomer, der er karakteristiske for de forskellige lidelser, ikke hvordan det enkelte menneske forholder sig til dem. Og det har en afgørende betydning for behandlingen!
    En eksponering kan både være overfor en angstfremkaldende situation du forestiller dig eller faktisk befinder dig i. Når eksponeringen starter, stiger angsten som sagt, og skulle derefter gerne begynde at aftage, i takt med, at du indser, at du ikke er i fare. Hvis dette ikke sker, vil jeg som behandler først undersøge, om du overhovedet er bevidst om angstsymptomerne. Selvom øvelsen går ud på at behandle angsten, er der rigtig mange mennesker, som enten forsøger at ignorere eller skjule deres angstsymptomer, fordi de er bange for dem, synes de er pinlige eller har lært fra andre, at det er sådan, de skal håndtere angsten. Det ville virke ulogisk, at gå fra en konsultation hos lægen uden at fortælle om det brækkede ben, eller det åbne sår, man kom for at få behandlet. Men psykiske problemer er for mange tabuiserede og skjules derfor mere eller mindre bevidst. Det er naturligvis umuligt at regulere din angst, hvis du ikke er opmærksom på den.
    Jeg har også oplevet, at mange mennesker slet ikke er klar over, at de symptomer, de har, kan være tegn på øget angst. Det kan for eksempel være kvalme, forstoppelse, sure opstød, hovedpine, svimmelhed, sløret syn, susen for ørerne og koncentrations- og hukommelsessvigt, for at nævne de mest almindelige. Angsten kan komme til udtryk som hosteanfald, astma, irritabel tyktarm, betændelsestilstande, overfølsomhed og uforklarlige smerter. På grund af ligheden med somatisk sygdom, er det vigtigt altid at få undersøgt disse symptomer hos lægen. Men hvis undersøgelserne gang på gang ikke kan give en forklaring på symptomerne, er der stor sandsynlighed for, at de er angstrelaterede.

     

    ”Det er også åndssvagt, at jeg ikke kan styre den angst”, ”den tager magten fra mig, jeg er så svag, at jeg ikke kan kæmpe imod”, ”det er så latterligt det her”, ”jeg burde bare kunne tage mig sammen, jeg ved jo godt det ikke er farligt”…, og meget mere af samme slags. Disse sætninger hører jeg ofte i forbindelse med beskrivelsen af angstsymptomer. Sætninger, som siger noget om folks holdning til deres egne angstsymptomer, og dermed også gengiver deres holdning til sig selv. Jeg kan godt forstå impulsen til at håne, latterliggøre og fornærme en modstander, der invaderer og overtager ens liv, som angsten kan gøre. Selvfølgelig bliver man vred på ”nogen” der overskrider éns grænser. Når det handler om angst, er ”nogen” imidlertid dit eget nervesystem, der forsøger at beskytte dig mod en oplevet trussel, uanset hvor ulogisk dette virker for den mere rationelle side af bevidstheden. Al vreden, fornærmelserne og nedgørelsen, rammer derfor dig selv og bliver til et selvangreb i stedet for et forsvar, med det resultat, at angsten tager til i styrke. Så kan du følge op med at bebrejde dig selv dine selvbebrejdelser, og således begynde på en ond spiral, hvor angsten intensiveres, jo mere du kæmper imod den. I disse tilfælde virker de beroligende øvelser, jeg nævnte i starten, ikke. Hvis du får at vide, at ”nu skal du bare slappe af og tage det helt roligt…”, er det virkelig ødelæggende for den beroligende effekt at følge op med ”…ellers er du virkelig en ynkelig taber, som ikke fortjener at leve”. Det er betydeligt sværere at gå ind i din egen angst og regulere den, hvis du samtidig angriber dig selv med dine tanker. Det kan være som at sidde anklaget i en retssal, hvor anklageren bliver ved med at stille dig kritiske spørgsmål og insinuere en forbrydelse, du har begået, men aldrig kommer frem til, hvilken konkret forbrydelse det er du er anklaget for. De konstante anklager fjerner tværtimod fokus fra sagens kerne: de følelser du har i den vanskelige situation.

     

    Behandlingsforløb kan nemt havne i den blindgyde, hvor patient og behandler forsøger at finde ud af, hvorfor patienten har angst, hvilket risikerer at føre til, at den ”retssag”, patienten har til at køre inde i hovedet, i stedet kommer til at udspille sig mellem patient og behandler, og derved ødelægger samarbejdet. I stedet er det vigtigt at fokusere på, hvordan du har angst. At udforske sammen, hvad det er, der sker, når angsten tager til. Vi skal begge være nysgerrige på en omsorgsfuld og respektfuld måde efter at finde ud af, hvilke følelser det er, der bliver holdt ude, når du går til angreb på dig selv. Ved at lære selvangrebene at kende, bliver det nemmere at skubbe dem til side, så det bliver muligt at fokusere på angsten og de bagvedliggende følelser.

     

    Det sker dog, at selvom behandleren faktisk er omsorgsfuld, venlig, imødekommende, nysgerrig og respektfuld, så har det tilsyneladende ingen beroligende effekt på patienten. Jeg oplever ofte, at folk kommer for sent til deres konsultationer hos mig. Det er ikke så mærkeligt, da mange af de mennesker, jeg taler med, har nedsat evne til at huske og planlægge på grund af angsten, er sløvet af medicin, er ambivalente i forhold til behandlingen, fordi de emner der tales om, vækker smertefulde følelser, eller er uheldige at komme til at køre bag en mejetærsker på en smal landevej. Jeg bebrejder aldrig nogen, at de kommer for sent, for jeg ved, at hvis de ikke ønskede at tale med mig, kunne de være blevet væk. Ikke desto mindre oplever jeg nogle gange, at personer, der er kommet for sent, sidder og stirrer på mig med rædsel i blikket og sveden drivende, som om de forventer, at jeg vil gøre dem fortræd. En patient, jeg havde haft over 20 samtaler med, for sammen, da jeg rakte ud efter en kuglepen. Han fortalte mig, at han selvfølgelig godt vidste, at jeg ikke ville gøre ham noget, men i et splitsekund troede han, at jeg ville slå ham, ligesom det var sket under politiets forhør i hans hjemland. Andre fortæller, at de ikke kan slippe tanken om, at jeg er vred på dem, eller tænker dårligt om dem.

     

    Det, som personen frygter eller foragter ved sig selv, kan i dette tilfælde kun rummes ved ubevidst, at skubbe det over på en anden person, for eksempel behandleren, som så kommer til at opleves som aggressiv eller dømmende. Dette kaldes en projektion. Resultatet er, at behandlingen opleves som farlig, og der opstår en reel frygt overfor en ydre trussel, i stedet for angst forårsaget af svære følelser indeni personen. Selvom dette kan lyde mystisk, kender du måske til at have overvejelser om, hvordan du ser ud i andres øjne, og endda hvilke af dine hemmelige fejltagelser, andre bebrejder dig. Hvis du kommer for sent til en vigtig aftale, er det naturligt at føle skyld overfor den, der har måttet vente, og overfor dig selv, for selv at få mindre ud af mødet. Skylden opstår, fordi vi svigter nogen, vi har varme følelser for og ønsker skal føle på samme måde for os. Hvis aftalen var ligegyldig, ville vi ikke føle noget. Den, vi svigter, uanset om det er en anden eller os selv, har valget mellem at straffe eller at tilgive os. Vi kan aldrig vide med sikkerhed, hvad den anden vælger, men ud fra vores egne erfaringer med svigt og skyld danner vi vores forventninger om, hvordan vedkommende vil reagere overfor os. I stedet for at opleve vores egen skyldfølelse over at komme for sent kommer der i stedet selvbebrejdelser, som projiceres over på den anden, som opleves som værende vred, hvilket forstærker angsten. Eksponeringen virker ikke, hvis du er overbevist om, at du faktisk er i fare. Hvis tankerne er så stærke, at de forvrænger oplevelsen af virkeligheden. Jeg har gode erfaringer med, sammen med patienter, at lære disse projektioner at kende, når de dukker op i terapien. Når projektioner kan opleves som ens egne tanker, bliver det muligt at skelne dem fra virkeligheden, som derfor ikke længere bliver farvet af vores egne negative forventninger og selvangreb.

     

    En sidste årsag til, at eksponering ikke altid virker, er, at det kan være svært at finde ud af, hvad du skal eksponeres for. På den ene side kan man sige, at enhver aktivitet, der aktiverer angst i et omfang, hvor du oplever at kunne genvinde kontrollen over den, vil øge din evne til selv at regulere din angst. På den anden side har jeg også oplevet patienter opgive at gennemføre en behandling, ikke fordi de ikke forstod rationalet bag eksponeringen, eller fordi de ikke var motiverede, men fordi de ikke forstod formålet med det. Bare fordi du har højdeskræk og ikke kan stille dig op på en trappestige, kan du jo godt have et fint liv. Hvis du har arbejde som håndværker og skal op på et stillads, kan højdeskræk blive et problem, som det kan være en god ide at behandle. Det er nemlig ikke særlig behageligt at udsætte sig selv for eksponering eller terapi i det hele taget. Der er altid en del smertefulde følelser at skulle igennem, før der indtræder en lettelse. Så hvis du har planer om at skulle overvinde dig selv, sørg i det mindste for, at der også venter en passende belønning i den anden ende. Er det her noget, du gør, fordi din læge siger, du skal? For at glæde dine forældre? For at blive accepteret af dine venner? Og hvad får du ud af det? Hvordan kan det gøre dit liv bedre at overvinde angsten? Den er der jo for at advare dig mod dine egne følelser og impulser. Så er du klar til at se dem i øjnene, når angsten ikke længere skjuler og fordrejer dem? Og hvad koster det dig, hvis du lader være?

     

    Ovenstående er ikke en udtømmende liste over de vanskeligheder, der kan være ved at overvinde angst, men et udvalg af de mest almindelige vanskeligheder jeg støder på, når jeg forsøger at hjælpe almindelige mennesker med at se den smerte i øjnene, som angsten skjuler. Jeg håber, det giver dig et indtryk af, at angstbehandling, eller psykoterapi i det hele taget, ikke bare handler om at tage sig sammen, men ofte er en lang indre rejse.

     

    Eksponering må ikke overvurderes som terapiredskab. Jeg vil snarere betegne eksponeringen som et livsvilkår, ikke en teknik vi kan vælge til eller fra. Den går i gang, så snart du åbner øjnene om morgenen, eller har dagens første tanke. Hvis du i terapien spørger mig, “hvornår starter eksponeringen?”, vil mit svar være, at den er i fuld gang. Når du ønsker dig noget, eksponerer du dig for risikoen for ikke at få det, du ønsker, og de følelser der hører til. Hvis du elsker en anden, eksponerer du dig for risikoen for svigt eller tab. Hvis du elsker dig selv, eksponerer du dig for at måtte træffe svære valg og forsvare dig. Jo mere du vælger at leve, desto stærkere blandede følelser vil du opleve, og desto bedre bliver du, forhåbentlig, til at udholde, at et liv i balance ikke er resultatet af et neutralt følelsesliv, men af at acceptere de voldsomme udsving, der opstår, når vi oplever kærlighed, vrede, sorg og skyld.

     

    Angsten er ikke et ubrugeligt levn fra dengang, vi levede som aber, den har stadig en vigtig funktion som advarsel mod potentielt smertefulde eller fatale hændelser. Vi lever dog i et samfund, der er så styret af “sund fornuft”, at vores krop finder det nødvendigt at advare os mod de følelser, der kunne bringe os ud af balance og få os til at miste selvkontrollen. Det er rigtigt nok, at der er meget lille sandsynlighed for at blive overfaldet af løver og terrorister, men der er en stor risiko for, at det, du føler, kan komme i konflikt med, hvad du synes du “burde” føle. Det er denne konflikt, der driver angsten, og den er der stadig, når angsten aftager.

     

    Hvis du vil undgå smerte, sorg, vrede og skyldfølelse, så hold fast i angsten! Undgå at se op fra din skærm, at bevæge dig ud, at opsøge din familie og dine venner. Lad være med at engagere dig eller brænde for noget. Du risikerer, at eksponeringen virker, at angsten forsvinder, og at du rammes af livet!

     

    Baggrundslitteratur:
    Fredrickson, Jon. Co-Creating Change. Seven Leaves Press
    Abbas, Allan. Reaching through Resistance. Seven Leaves Press

  • Ældre par

    Et øjeblik

    Forleden havde jeg én af de der “aha”-oplevelser, hvor en masse af de spørgsmål, jeg ikke havde været opmærksom på, pludselig blev besvaret på og ved et øjeblik.

     

    Jeg sad i en samtale, med en klient, som jeg har haft et langt forløb med. Undervejs i forløbet, har hun fået stor forståelse for sine egne problemer, men bliver alligevel ved med at hænge fast i dem. På den pågældende dag, var hun godt træt af det hele, havde ondt i hele kroppen, og så også helt udmattet ud. Faktisk så udmattet, at det var svært for mig, overhovedet at komme til at se hende i øjnene. Jeg spurgte, om hun selv var opmærksom på dette, hvilket hun ikke var, så jeg opfordrede hende til rette sin opmærksomhed mod sit eget blik, samtidig med at hun kiggede på mig. Efter to sekunder, flakkede hendes blik væk igen, så jeg gjorde hende opmærksom på dette, og ige og igen med få sekunders mellemrum, og sådan blev vi ved i et minuts tid, indtil hun udbrød, at det altså var helt vildt svært.

     

    Fra mit arbejde med traumatiserede flygtninge, er jeg vant til, at mennesker med posttraumatisk stress, kan finde det ekstremt angstprovokerende, at have øjenkontakt, eller at blive inviteret til at se i en bestemt retning. Dette kan skyldes, at de har været tvunget til at se på ekstreme grusomheder. Det kan også være en måde, at undgå at tiltrække sig opmærksomhed på, hvilket desværre kan være relevant, hvis det sted man bor, er besat af soldater eller andre bevæbnede mennesker, hvis aggressionstærskel er væsentligt sænket af alkohol og stoffer, eller af de grusomheder de selv har været igennem. Som mange af dem siger, “jeg er bange for, at du kan se igennem mig”, med andre ord, “aflæse hvad jeg tænker og føler”. Og dertil kan ofte tilføjes angsten for, hvad jeg måtte tænke og føle om dem.

     

    Og det er jo rigtigt nok. Der sker noget, når vi ser hinanden i øjnene. Prøv bare, at holde øjenkontakt i et minut eller to med en anden person, og læg mærke til hvor meget kroppen bliver aktiveret. Det er en udfordring! Prøv det!

     

    Kvinden som jeg talte med denne dag, fortalte, at hun ikke var bange for, at have øjenkontakt, hun var bare ikke så vant til det. Hun ville dog gerne prøve det af, så vi sad bare og kiggede på hinanden et stykke tid. Øjnene flakkede stadig en smule, men hun blev hurtigt bedre til at holde øjenkontakten, og begyndte langsomt, at slappe af med det. Vi snakkede videre om, at det med at holde øjenkontakten, betød, at vi bedre kunne se hvordan hinanden havde det, og det var som om vi kom tættere på hinanden. Faktisk nævnte hun en fornemmelse i kroppen, som svarede til dengang hun var nyforelsket i sin mand. Pludselig udbrød hun: “Hov, jeg har jo helt glemt, at have ondt!” De bekymringstanker, som hun ellers er konstant plaget af, var også gledet i baggrunden.

     

    Det var tilsyneladende lykkedes, at finde en metode til at kurere hendes bekymringstanker og kroniske smerter. Da jeg spurgte, om hun også troede denne metode ville kunne bruges derhjemme, svarede hun skeptisk. “Det kan godt blive svært, det kommer i hvert fald til at kræve nogle forandringer”. Hun fortalte videre, at når familien spiste aftensmad, sad børnene ofte med en ipad ved siden af, der bippede ofte en sms ind, og efter maden, sad hun og hendes mand som regel med hver deres telefon og læste nyheder, mens børnene spillede computer eller så fjernsyn. “Det er nok derfor jeg ikke er så god til at se dig i øjnene,” konkluderede hun “jeg er ude af træning.

     

    Næste gang jeg skal tale med kvinden, har hun været hjemme og prøve, om behandling via øjenkontakt også kan praktiseres med de mennesker hun elsker allermest. Jeg havde selv et betydeligt mere intenst blik, da jeg kom hjem til min egen familie den aften, og kunne faktisk også mærke den der forelskede fornemmelse i kroppen.

     

    Jeg ved godt, at det er nemt, at give sit barn en ipad, når man har brug for lidt ro, og jeg har ofte selv sat mig foran en skærm, for at stresse af. Men det der er nemt og praktisk, har det med også, at blive til vaner, og det kan ske, at vi som kvinden her, kommer ud af træning med at have en tæt følelsesmæssig kontakt, til de mennesker vi er knyttet tættest til. Vi kan glemme, at nærheden til et andet menneske faktisk kan være både afstressende, smertelindrende og endda forelskende!

     

    Ny øvelse! Næste gang du overvejer at tage blomster, eller kage, eller en anden gave med til dem du holder af, så giv dem i stedet et langt øjeblik med dig.

     

    …eventuelt suppleret med blomster og kage.

  • Hvad er følelser

    Hvad er følelser?

    Dette er 2. del af min serie om forståelse af følelser. 1. del handlede om angsten og dens funktioner, og især om de mindre kendte angssymptomer.

     

    Selvom vi ofte refererer til følelser i daglig tale, er det de færreste mennesker der faktisk forstår hvad følelser er, hvorfor vi har dem, og hvordan man kan skelne mellem dem. Det gør det ikke nemmere, at der indenfor forskellige videnskabelige traditioner, er forskellige definitioner af begrebet. Nedenstående er derfor ét bud af flere på, hvordan følelser kan forstås og beskrives.

    Hvad er en følelse?

    Følelser er en kropslig aktivering med et psykisk udtryk. Følelserne fortæller os hvad der giver os glæde og hvad der forårsager smerte. De mobiliserer os til at handle på egne vegne, for bedst muligt at overleve og tilpasse os den verden vi lever i, både i de nære forhold og på samfundsplan. Som en GPS der vælger et mål for os, og foreslår en rute derhen.

    Der kan være forskel på hvordan følelser udtrykkes socialt (altså sammen med andre mennesker), men den kropslige aktivering er den samme.

    Tilknytning og overlevelse.

    Følelsernes betydning kan ses allerede ved fødslen, hvor de aktiverer forældre og barn til at knytte sig til hinanden. Det er afgørende for et spædbarns overlevelse, at denne tilknytning finder sted, og derfor er det ”indrettet til” at aktivere kærlige følelser fra forældrene, som kan motivere dem til at tage sig af det.

    Barnet er født med følelser, og lærer af forældrene, at navngive de forskellige følelsesmæssige tilstande. Barnet lærer af sine erfaringer hvordan det håndterer de forskellige følelser. I begyndelsen er barnet ikke i stand til at kontrollere sine reaktioner på følelserne, så følelserne udtrykkes helt ucensureret, hvilket er en voldsom oplevelse for både barn og forældre. Som regel lærer barnet at kontrollere de kropslige impulser, så det kan lade sig vejlede af sine følelser til at træffe beslutninger, der hjælper til at opbygge og vedligeholde sunde sociale relationer.

    Barnet kan dog også erfare, at nogle af de ting det føler, er besværligt for forældrene, er forbudt, forkert eller ikke er virkeligt. Det er mit indtryk, som psykolog og far, at det er sværere for forældre, at rumme følelser de ikke forstår, eller ikke kan gøre noget ved. Det er nemt at sætte sig ind i, at det kan være svært at rumme sit barns vrede eller sorg, men også glæde/kærlighed, skyldfølelse og seksuel tiltrækning kan være svære at have med at gøre.

    Dette finder også sted i velfungerende familier, og børn med en lykkelig barndom og kærlige forældre, kan også vokse op med en oplevelse af, at det de gør eller føler er forkert.

    Følelsernes kropslige udtryk

    Jeg møder mange mennesker, der har svært ved at beskrive indre følelsesmæssige tilstande, så her er en kort oversigt over hvordan grundfølelserne kommer fysisk til udtryk:

     

    Generelle kropslige oplevelser forbundet med følelser:

    • Øget puls
    • Dybere vejrtrækning
    • Snurren i kroppen
    • Følelsene kommer i bølger af 60-90 sekunders varighed.
    • Oplevelsen af følelsen kan dog vare ved så længe den stimuleres af ydre eller indre faktorer.

     

    Kærlighed/glæde/”varme følelser”/”positive følelser”:

    • Varm energi der bevæger sig opad
    • Susende eller boblende fornemmelse i brystet
    • En trang til at rette sig op, række ud, omfavne
    • Oplevelse af ro og afslappethed
    • Nogle gange seksuel opstemmelse.
    • Forveksles nogle gange med: Manisk adfærd.

     

    Vrede/raseri:

    • Brændende varm energi der starter fra fødderne eller nederst i maven, og bevæger sig op gennem brystet, og ud i arme, ben, hænder og begge sider af hovedet
    • Fokuseret opmærksomhed mod det der opleves som udløsende
    • Impulser til at gribe fat, ruske, slå, rive, bide, sparke, trampe, rettet mod den oplevede trussel
    • Der kan forekomme seksuel aktivering, hvis oplevelsen af seksualitet og raseri er forbundet.
    • Forveksles ofte med: Afreageren, vold, råben og andre aggressive handlinger som reaktion på følelsen, samt bitterhed (indlukkethed), rumination og anspændthed (angst).

     

    Skyldfølelse:

    • Smerte i øvre brystkasse og halsen
    • Intens hulken forhindrer tale
    • Impuls til at krumme sig sammen
    • Stærk oplevelse af fortrydelse.
    • Forveksles ofte med: Selvbebrejdelse, skam (forventning om andres bebrejdelse) og sorg (følelsesmæssig reaktion på tab).

     

    Sorg:

    • Oplevelse af tomhed i bryst og mave
    • Gråd med aktivering af bryst og mave
    • Ikke smertefuld som skyldfølelsen
    • Kroppen afslappes
    • Forveksles ofte med: Angst, hjælpeløshed og rumination (tankemylder).

     

    Frygt:

    • Udadvendt opmærksomhed (øjne og ører ”på stilke”), i modsætning til angsten der skyldes en ”indre trussel”.
    • Samme fysiske udtryk som vrede/raseri, men med impulsen til at flygte fra den oplevede trussel
    • Mindre velbeskrevet, da frygt i en terapisession forhindrer samarbejdet.
    • Forveksles ofte med: Angst.

    Blandede følelser

    Følelser optræder ofte i serier, eller samtidigt, hvilket kan give oplevelsen af blandede, og endda modsatrettede følelser. Evnen til at kunne rumme blandede og modsatrettede følelser, er en evne der langsomt udvikles i teenageårene, hvilket gør det rigtig hårdt at være teenager. Det er en nødvendighed fordi vi som art, er nødt til at søge hjemmefra for at få blandet generne, samtidig med at vi har stor fordel af, at bevare et godt forhold til vores forældre.

    Det er ikke muligt at bestemme hvilke følelser vi vil have, da følelserne er det der styrer os. Vi kan dog gøre os store anstrengelser for at ignorere, undertrykke eller skjule hvad vi føler for os selv og andre. Som regel sker dette dog, uden at vi selv lægger mærke til det. Mere om det i næste del af serien, som skal handle om undgåelse og forsvarsmekanismer.

  • Forsvarsmekanismer stress

    Hvad er forsvarsmekanismer? – Værktøj – flugt – fængsel

    Dette er tredje del af serien om terapiens grundelementer: følelser, angst og forsvar.

    En rationel løsning på et irrationelt problem.

    Når angsten aktiveres, går det ofte så stærkt, at vi ikke når at registrere hvad der udløser den. Det er så op til frontallapperne, at forsøge at regne ud, hvad det er den ubevidste del af hjernen reagerer så voldsomt på. Krybdyrhjernen vil instinktivt få os til, at undgå steder og situationer, hvor vi har oplevet angsten. Frontallapperne hvis primære eksistensberettelse er at skabe sammenhæng mellem ydre begivenheder og indre tilstande, ved som regel ikke hvad krybdyrhjernen reagerer på, men vil blot få tingene til at passe sammen. Den kan derfor give sig til, at lede efter eksempler der forklarer og bekræfter det rationelle i krybdyrhjernens irrationelle strategi. Og så er det, det begynder at blive kompliceret, og tankerne ikke giver mening!

    Ubevidste forsvar – det tveæggede sværd

    Forsvarsmekanismer er en samlebetegnelse for alt det vi ubevidst foretager os, for at begrænse følelsesoplevelsen, fordi det dæmper angsten. Man kan opdele forsvarsmekanismerne i forskellige kategorier, efter deres ”modenhed”, eller sagt på en anden måde, graden af bivirkninger ved dem.

    Forsvarsmekanismer er på den ene side helt nødvendige for at kunne fungere socialt, fordi de sætter et filter op for følelserne og gør os i stand til at bremse vores umiddelbare impulser, men hvis de bliver dominerende for vores adfærd, bliver vores følelsesliv overfladisk og afstumpet.

    Udvalgte eksempler på forsvarsmekanismer:

    Jeg har forsøgt at lave en liste over alle de forsvarsmekanismer jeg har kunnet komme i tanke om, og sat dem i rækkefølge efter graden af bivirkninger. Det vil sige at forsvarsmekanismer i starten af listen ofte vil gavne mere end de skader, og derfor er mere socialt acceptable. Jo længere nede ad listen man kommer, desto større negative konsekvenser har en hyppig brug af forsvarsmekanismerne for dannelsen af sunde relationer.

     

    Modne forsvarsmekanismer

    • Isolation af affekt, evnen til at rumme følelserne, og tage udgangspunkt i dem i en samtale eller beslutningstagen, uden at lade sig overvælde af dem.
    • Humor
    • Dække følelser bag et smil
    • Rationalisering, fokus på årsagen til følelserne frem for oplevelsen
    • Intellektualisering, fokus på tanker om følelsen frem for oplevelsen
    • Sublimering, når energien i følelserne rettes mod en socialt acceptabel adfærd
    • Distraktion fra følelserne ved at tænke på eller gøre noget helt andet
    • Altruisme og medlidenhed, tilsidesættelse af sig selv for at hjælpe og glæde andre
    • Diversifikation, emneskift til mindre ”farlige” emner
    • Dækord og vaghed, undgåelse af at give direkte udtryk for egne følelser og ønsker, ved brug af mere ”diplomatisk” sprog. Også kendt som ”politiker-sprog”, ”new speech” og ”bullshit”.

     

    Neurotiske forsvarsmekanismer

    • Følelsesmæssig tilbagetrækning, både fysisk ved at undgå øjenkontakt, gemme sig bag en skærm, have tankerne andre steder.
    • Ignoreren af angst og følelser, fx ved at bagatellisere, eller blot tale hen over den kropslige oplevelse.
    • Forskydning af følelser fra den person følelserne udløses af, til en anden person (slå bamse i stedet for far eller skælde ud på sin kæreste i stedet for den dumme chef).
    • Selvkritik og identifikation med angriber. ”Hvis jeg kritiserer mig selv, på samme måde som du kritiserer mig på, behøver du ikke være vred på mig længere. En måde hvorpå et barn kan vise sin underkastelse overfor forældrenes magt.
    • Compliance/pleasing, ”Hvis jeg gør som du siger, uden indvendinger (vrede), vil du kunne lide mig”.
    • Sarkasme, ”Jeg udtrykker min utilfredshed ved at sige det modsatte af hvad jeg mener, men på en vred måde, så jeg kan reagere på min følelse, uden du kan beskylde mig for at være vred… Og bagefter kan jeg retfærdiggøre min indestængte vrede med, at du ikke kan forstå hvad jeg mener”.
    • Reaktionsdannelse, der reageres ud fra den ”modsatte” følelse end den der udløses. Manden slår sin kone, og hun siger undskyld.
    • Negation: At sætte ordet ”ikke” ind foran det man mener. For eksempel: ”Bare jeg ikke siger op i dag”. Eller som en tidligere leder sagde i psykiatrien efter at psykologgruppen havde udtalt sig meget kritisk overfor ledelsesstilen ”Jeg er ikke vred på psykologerne, jeg ønsker ikke at fyre jer”.
    • Overdreven informationssøgning (idealisering af autoriteter): Overdreven brug af eksempelvis Google, opslagsværker, sundhedspersonale, brevkasser, Mads og Monopolet eller netværk til at finde svar på indre følelsesmæssige problemstillinger, som der ikke kan gives et objektivt rigtigt svar på.
    • Fysisk undgåelse af situationer, personer og steder der associeres med uhåndterbare følelser.
    • Gentagelsestvang, forsøg på at løse den indre psykiske konflikt, ved ubevidst at opsøge eller skabe relationer som dem den psykiske konflikt opstod i (se også projektiv identifikation).

     

    Primitive forsvarsmekanismer

    • Acting out/afreageren: irrationelle handlinger på baggrund af følelsernes impulser, uden bevidst forholden sig til de bagvedliggende følelser. Man kan godt sige, at det nærmere er manglen på en forsvarsmekanisme, der er problemet.
    • Regression, indtagelse af en mere umoden rolle, for eksempel hjælpeløshed, opgivenhed, handlingslammelse, påtaget uvidenhed, depression.
    • Fornægtelse af den virkelighed der udløser følelserne.
    • Splitting eller sort/hvid-tænkning, fornægtelse af enten de positive eller negative sider af sig selv, en anden person eller situation, hvilket kan komme til udtryk som:
      • Projektion: oplevelsen af at ens fornægtede følelser og handlinger optræder hos andre. Fx ”Jeg er ikke vred på dig, du er vred på mig” (fornægtelse og fraspaltning af vrede, som projiceres over i den anden person).
      • Projektiv identifikation, når projektionen udløser de følelser i dig, som jeg fornægtede og projicerede, og dermed gør projektionen til en selvopfyldende profeti. ”Du var faktisk ikke vred på mig, før jeg reagerede som om du var det, men nu er du vred!”
      • Devaluering af andre for at skabe følelsesmæssig afstand, det positive i relationen. fornægtes (had, afsky og væmmelse).
      • Omnipotens, overdreven tro på egne evner og værdi.
    • Idealisering af en anden, hvor alt negativt fornægtes. ”Selv når du gør noget jeg ikke kan lide, kan jeg overbevise mig selv om, at du ved bedre, og handler sådan for mit eget bedste”. Personer med høj grad af omnipotens kan virke tiltrækkende for personer med høj grad af idealisering, som søger efter en stærk og ufejlbarlig leder.
    • Paranoia, når projektionen finder sted konstant, så det opleves som om alle er efter én.
    • Trodsighed gennem tavshed, tilbageholdenhed eller polemisk opførsel, der blokerer andre mod at komme tæt på.
    • Somatisering, fokus udelukkende på de kropslige (somatiske) aspekter af en oplevelse, på bekostning af følelsesmæssig indsigt.
    • Søvnighed.
    • Flashback, akut genoplevelse af tidligere situation hvor følelsen optrådte, hvor erindringen ikke kan skelnes fra virkeligheden.
    • Psykose, flugt ind i en alternativ virkelighedsoplevelse.
    • Selvsabotage, selvtortur i tanker eller handlinger og misbrug af enhver art, som afreageren på skyldfølelse.
    • Selvskade som distraktion fra følelser.
    • Selvmordstanker, selvmord og idealisering af døden som løsning.

    Forsvarsmekanismer og psykisk sygdom

    De modne forsvarsmekanismer kan hjælpe til at bevare den gode stemning, de neurotiske mekanismer kan hjælpe os gennem en svær situation, mens de primitive mekanismer hjælper os til at flygte fra en uudholdelig virkelighed, og ind i fantasien.

    Gennem livet bruger vi forsvarsmekanismer fra flere forskellige kategorier. De fleste mennesker vil med tiden komme til, overvejende at benytte sig af de modne forsvarsmekanismer det meste af tiden, mens neurotiske forsvarsmekanismer aktiveres i situationer med stærkere eller mere blandede følelser. De primitive forsvarsmekanismer aktiveres når vi er under ekstremt pres.

    Aktiveringen af neurotiske og primitive forsvarsmekanismer er ikke en indikation på psykisk sygdom. Det er fleksibiliteten i brugen af forsvarsmekanismer, der er afgørende for om vi generelt er i stand til at håndtere de følelser som aktiveres af det liv vi lever. Betegnelsen psykisk sygdom kan bruges, når forsvarsmekanismerne er blevet så stor en del af vores adfærd, at vi ikke kan lægge dem til side, og håndtere de følelser der dukker op, hvilket forhindrer kroppen i at hele sig selv. Fastlåste forsvarsmekanismer forårsager og vedligeholder symptomer der gør livet uudholdeligt.