Ring til os på 29 72 06 77

Indlægget er tagget med ‘Forsvarsmekanisme’

  • Parforhold psykolog

    Det deprimerede parforhold

    Par- og gruppeterapi er ligesom individuel terapi, bare med flere mennesker, ikke? Det troede jeg før jeg satte mig ind i emnet, og begyndte at arbejde med grupper. De psykologiske processer der foregår inde i et individ udspilles også imellem mennesker, så på den måde kan viden om individers psyke også bruges til at forstå par og grupper. En gruppe kan være tryg, stresset, nedtrykt, manisk eller lykkelig, ligesom et individ kan være det, og kan, uden at være bevidst om det, benytte forsvarsstrategier for at håndtere kriser og dårlig stemning. Man skal dog passe på ikke at blive for fokuseret på individet i en gruppeterapi, da dette ville svare til kun at fokusere på én side af personligheden hos et individ.

     

    Problemet ved dette ensidige fokus viste sig for eksempel i den parterapi jeg havde for nylig, med et par der forsøgte at holde sammen på deres ægteskab under nogle meget stressende livsvilkår. Begge var meget motiverede for at få det til at fungere, så selvom det var svært at finde tid og overskud til det, benyttede de hver en lejlighed de havde, til at prøve at finde ud af hvad der gik galt, og hvad de kunne gøre ved det. De havde dog begge oplevelsen af ikke at nå til bunds i problemerne, eller at de fandt nogle fornuftige løsninger på deres problemer, men ikke følte sig bedre tilpas af den grund.

     

    De fremlagde alle de opgaver, udfordringer, problemer og vanskeligheder de dagligt skulle klare i forhold til arbejde, børn, sig selv og hinanden, og jeg kunne godt forstå det var hårdt. Vi diskuterede hvordan de prioriterede i deres planlægning, og de redegjorde rationelt for hver eneste prioritering de hver især foretog, og jeg kunne mærke en voksende mistanke om, at jeg heller ikke ville kunne regne ud hvordan de skulle få det hele til at gå op. Støt og roligt faldt humøret i lokalet, og en stemning af opgivelse og hjælpeløshed bredte sig. Og pludselig kunne jeg genkende situationen fra indviduel terapi! Patienten, dvs. parret, var blevet deprimeret.

     

    Det sker tit i psykoterapi, at i takt med at en klient opremser alle sine symptomer og problemer, og mislykkede forsøg på at rette op på det hele, får vedkommende talt sig selv ned. Så kan det virke helt håbløst blot at overveje at forsøge at gennemføre en behandling. Derfor afbryder jeg altid klienten, hvis jeg får mistanke om at dette foregår. Ikke fordi jeg ikke interesserer mig for klientens liv og tidligere erfaringer, men fordi forsøget på at analysere sig ud af krisen har et selvdestruktivt resultat.

     

    Intellektualisering er når vi fokuserer på vores tanker om et problem, fremfor de modsatrettede følelser forbundet med problemet. I vignetten nedenfor demonstreres en intervention sammen med en deprimeret klient som har brugt lang tid på at kortlægge og kritisere sine egne fejl og mangler:

     

    Mig: Undskyld mig, men jeg afbryder dig lige! Har du bemærket hvordan det lige nu påvirker dit humør, når du opremser alle de ting i dit liv der er gået galt?
    Klient: Jeg kan mærke det hele virker håbløst, og jeg føler mig dum fordi jeg ikke kan regne ud hvad jeg gør forkert.
    M: Kan det være, at du i dit forsøg på at regne dig selv ud, kommer til at fremhæve alt det ved dig selv og dit liv som du er utilfreds med?
    K: Ja.
    M: Kan det være medvirkende til at du ofte bliver deprimeret og opgivende?
    K: Ja, men jeg ved ikke hvad jeg ellers skal gøre.
    M: Skal vi to sammen prøve at finde en metode til at forfølge dine mål, frem for at forfølge dig selv?
    K: Ja det vil jeg rigtig gerne (dybt suk).
    M: Hvad vækker det af følelser at forfølge et positivt mål sammen med mig?
    K: Som om noget af presset på mine skuldre forsvinder og jeg kan trække vejret igen (smiler og får tårer i øjnene).

     

    Klienten giver udtryk for håbløshed og hjælpeløshed overfor sine problemer. Han kritiserer sig selv over at være for dum til at finde en løsning på et problem han ikke forstår, dvs. han bebrejder sig selv over ikke at kunne løse en umulig opgave. Jeg afbryder hans selvkritiske tankestrøm for at hjælpe ham til at se de selvdestruktive konsekvenser af den, og foreslår straks et positivt mål, et samarbejde for at hjælpe ham, inden hans indre dæmon kan nå at kritisere ham for at være selvkritisk. Klienten tager imod tilbuddet om at indgå i et terapeutisk fællesskab, hvilket vækker blandede følelser og en smule angst. Jeg ignorerer angsten og inviterer ham til at fokusere på den følelsesmæssige oplevelse af at være sammen med et andet menneske i sin søgen efter noget godt inden i ham, og de varme følelser får resten af angsten til at lette.

     

    Det foregår ikke altid så nemt og hurtigt som her beskrevet, men grundprincipperne er de samme i ethvert terapiforløb. Det samme kunne jeg sige om parterapien fra før. Der var alt for meget fokus på hvad der var forkert ved parforholdet, og alt for lidt på det de prøvede at redde.

     

    Når vi ikke giver tilstrækkeligt med kærlighed til de mennesker vi elsker, rammes vi af skyldfølelse. Da dette er rigtig ubehageligt, og ofte associeres med andre dårlige oplevelser fra vores fortid, vil vi som regel forsøge at benytte vores analytiske evner til at forstå problemet og dets årsager, optælle hver detalje og vurdere rimeligheden af den ene eller den anden løsning, for til sidst at lægge en handlingsplan for hvordan vi kan blive mere opmærksomme på vores egne, og hinandens fejl, så vi kan bremse dem, og derved slippe for skyldfølelse. Alt for ofte bliver resultatet, at vi bruger det meste af vores tid på at kritisere det parforhold vi elsker og prøver at redde.

     

    Kan det tænkes at denne kritik af parforholdet gør det deprimeret og stresset?!

     

    Og hvordan vil det være, i stedet for at kritisere parforholdet, at gøre opmærksom på hver gang det gør noget godt, på samme måde som vi roser små børn når de gør noget vi vil have dem til at gøre mere af.

     

    Det betyder ikke at vi aldrig må sige når der er noget der ikke fungerer, men langt de fleste parforhold, består af to mennesker med en rimelig kapacitet for selvindsigt og skyldfølelse, samt en overudviklet evne til at kritisere sig selv. Det betyder, at vi godt ved hvornår vi ikke slår til, og er gode til at bebrejde os selv dette. Her er det rigtig rart at blive mindet om, at den som man ikke slår til overfor, godt ved at vi gør vores bedste, også når det ikke kan ses.

     

    At vise kærlighed og omsorg for sig selv eller andre, må ikke forveksles med en objektiv beskrivelse af tingenes tilstand. Kærlighed er ekstremt subjektivt, hvilket betyder at vi selv kan bestemme hvilken del af virkeligheden vi vil fokusere på, og dermed forstærke.

     

    “Jeg er så træt af at du…” eller “du gør mig glad når du…”.

     

    Hvordan starter dine sætninger?

     

    Jeg fik gjort parret fra før opmærksom på, at jeg synes vi havde rodet os ud i en situation, hvor vi kun havde fokuseret på det negative og umulige i deres parforhold, og spurgte dem om det var en situation de kunne genkende:

     

    Par: Ja, det minder meget om det der sker, når vi snakker sammen derhjemme.
    Mig: Kan det tænkes at denne selvkritik gør jeres parforholdet deprimeret og stresset?
    P: Ja, men vi kan ikke finde ud af hvorfor det er blevet sådan, eller hvordan vi løser det! Vores parforhold er virkelig elendigt, når vi ikke kan finde nogen holdbare løsninger.
    M: Kan det være, at I i jeres forsøg på at regne jeres parforhold ud, kommer til at fremhæve alt det ved det, som I er utilfredse med?
    P: Ja.
    M: Kan det være medvirkende til skabe en stemning af modløshed og opgivenhed?
    P: Ja, men vi ved ikke hvad vi ellers skal gøre.
    M: Vil I to sammen med mig, prøve at finde en metode til at forfølge det som i elsker ved hinanden, frem for at forfølge det som I ikke kan lide?
    P: Ja, det vil vi rigtig gerne, men vi er så presset hele tiden.
    M: Ja, det lyder som om et døgn på 24 timer ikke er tilstrækkeligt til, at I kan vise hinanden den kærlighed i føler for hinanden. Hvordan føles det?
    P1: Det er jeg rigtig ked af. Jeg har det som om jeg aldrig slår til.
    P2: Sådan har jeg det også. Jeg ville ønske jeg havde bedre tid til dig, men jeg kan ikke se hvordan vi kan få tid til at være sammen.
    P1: Det kan jeg heller ikke, men jeg elsker dig altså alligevel.
    P2: Jeg elsker også dig, men det giver os jo ikke mere tid.
    M: Det lyder som om jeres problem ikke er jeres parforhold, men det faktum, at jeres liv er organiseret efter et døgn på 24 timer og en uge på syv dage, ligesom de fleste andre menneskers liv.
    P1: Ja, det er rigtigt. Jeg ville ønske vi kunne stoppe tiden.
    M: Men det kan I ikke.
    P1: Nej, men sådan føltes det dengang vi mødtes. Vi troede vi kunne klare det hele.
    M: Det må være smertefuldt for jer at komme til den erkendelse, at jeres kærlighed ikke var stærk nok til at stoppe tiden i virkeligheden.
    P2: Vi ved godt det ikke kan lade sig gøre, men vi vil ikke miste det forhold vi havde den gang.
    M: Men I fortæller mig, at I allerede har mistet det. At I ikke kan leve det liv i gjorde da I havde færre forpligtelser. Måske er det på tide at tage afsked med det liv I havde dengang, hvor det føltes som om kærligheden fik tiden til at stå stille. Hvis det er det parforhold i forventer i dag, kan I kun blive skuffede når i møder virkeligheden i stedet.
    P2: Men vi har jo ikke mistet hinanden.
    M: Nej, det er rigtigt, men måske er I kommet til at forveksle de to mennesker I var dengang med de to personer I er nu. Du mistede den kæreste du blev forelsket i, og i stedet har du fået den partner du har nu. Den sorg må I bære sammen.
    P1: Nåh, det er måske ikke så sørgeligt endda. Der er alligevel en del ting vi har mere styr på end de der unge forelskede nogen! Hvis de havde stået i vores sko, var de blevet blæst omkuld!
    P2: Ja, vi har alligevel stået en del igennem sammen som vi ikke havde kunnet klare på egen hånd. Vi er nok mere seje når det kommer til stykket, end vi går og tror.
    M: Nåda, jamen prøv at give nogle eksempler på hvad der er godt ved jeres forhold.

  • Forsvarsmekanismer stress

    Hvad er forsvarsmekanismer? – Værktøj – flugt – fængsel

    Dette er tredje del af serien om terapiens grundelementer: følelser, angst og forsvar.

    En rationel løsning på et irrationelt problem.

    Når angsten aktiveres, går det ofte så stærkt, at vi ikke når at registrere hvad der udløser den. Det er så op til frontallapperne, at forsøge at regne ud, hvad det er den ubevidste del af hjernen reagerer så voldsomt på. Krybdyrhjernen vil instinktivt få os til, at undgå steder og situationer, hvor vi har oplevet angsten. Frontallapperne hvis primære eksistensberettelse er at skabe sammenhæng mellem ydre begivenheder og indre tilstande, ved som regel ikke hvad krybdyrhjernen reagerer på, men vil blot få tingene til at passe sammen. Den kan derfor give sig til, at lede efter eksempler der forklarer og bekræfter det rationelle i krybdyrhjernens irrationelle strategi. Og så er det, det begynder at blive kompliceret, og tankerne ikke giver mening!

    Ubevidste forsvar – det tveæggede sværd

    Forsvarsmekanismer er en samlebetegnelse for alt det vi ubevidst foretager os, for at begrænse følelsesoplevelsen, fordi det dæmper angsten. Man kan opdele forsvarsmekanismerne i forskellige kategorier, efter deres ”modenhed”, eller sagt på en anden måde, graden af bivirkninger ved dem.

    Forsvarsmekanismer er på den ene side helt nødvendige for at kunne fungere socialt, fordi de sætter et filter op for følelserne og gør os i stand til at bremse vores umiddelbare impulser, men hvis de bliver dominerende for vores adfærd, bliver vores følelsesliv overfladisk og afstumpet.

    Udvalgte eksempler på forsvarsmekanismer:

    Jeg har forsøgt at lave en liste over alle de forsvarsmekanismer jeg har kunnet komme i tanke om, og sat dem i rækkefølge efter graden af bivirkninger. Det vil sige at forsvarsmekanismer i starten af listen ofte vil gavne mere end de skader, og derfor er mere socialt acceptable. Jo længere nede ad listen man kommer, desto større negative konsekvenser har en hyppig brug af forsvarsmekanismerne for dannelsen af sunde relationer.

     

    Modne forsvarsmekanismer

    • Isolation af affekt, evnen til at rumme følelserne, og tage udgangspunkt i dem i en samtale eller beslutningstagen, uden at lade sig overvælde af dem.
    • Humor
    • Dække følelser bag et smil
    • Rationalisering, fokus på årsagen til følelserne frem for oplevelsen
    • Intellektualisering, fokus på tanker om følelsen frem for oplevelsen
    • Sublimering, når energien i følelserne rettes mod en socialt acceptabel adfærd
    • Distraktion fra følelserne ved at tænke på eller gøre noget helt andet
    • Altruisme og medlidenhed, tilsidesættelse af sig selv for at hjælpe og glæde andre
    • Diversifikation, emneskift til mindre ”farlige” emner
    • Dækord og vaghed, undgåelse af at give direkte udtryk for egne følelser og ønsker, ved brug af mere ”diplomatisk” sprog. Også kendt som ”politiker-sprog”, ”new speech” og ”bullshit”.

     

    Neurotiske forsvarsmekanismer

    • Følelsesmæssig tilbagetrækning, både fysisk ved at undgå øjenkontakt, gemme sig bag en skærm, have tankerne andre steder.
    • Ignoreren af angst og følelser, fx ved at bagatellisere, eller blot tale hen over den kropslige oplevelse.
    • Forskydning af følelser fra den person følelserne udløses af, til en anden person (slå bamse i stedet for far eller skælde ud på sin kæreste i stedet for den dumme chef).
    • Selvkritik og identifikation med angriber. ”Hvis jeg kritiserer mig selv, på samme måde som du kritiserer mig på, behøver du ikke være vred på mig længere. En måde hvorpå et barn kan vise sin underkastelse overfor forældrenes magt.
    • Compliance/pleasing, ”Hvis jeg gør som du siger, uden indvendinger (vrede), vil du kunne lide mig”.
    • Sarkasme, ”Jeg udtrykker min utilfredshed ved at sige det modsatte af hvad jeg mener, men på en vred måde, så jeg kan reagere på min følelse, uden du kan beskylde mig for at være vred… Og bagefter kan jeg retfærdiggøre min indestængte vrede med, at du ikke kan forstå hvad jeg mener”.
    • Reaktionsdannelse, der reageres ud fra den ”modsatte” følelse end den der udløses. Manden slår sin kone, og hun siger undskyld.
    • Negation: At sætte ordet ”ikke” ind foran det man mener. For eksempel: ”Bare jeg ikke siger op i dag”. Eller som en tidligere leder sagde i psykiatrien efter at psykologgruppen havde udtalt sig meget kritisk overfor ledelsesstilen ”Jeg er ikke vred på psykologerne, jeg ønsker ikke at fyre jer”.
    • Overdreven informationssøgning (idealisering af autoriteter): Overdreven brug af eksempelvis Google, opslagsværker, sundhedspersonale, brevkasser, Mads og Monopolet eller netværk til at finde svar på indre følelsesmæssige problemstillinger, som der ikke kan gives et objektivt rigtigt svar på.
    • Fysisk undgåelse af situationer, personer og steder der associeres med uhåndterbare følelser.
    • Gentagelsestvang, forsøg på at løse den indre psykiske konflikt, ved ubevidst at opsøge eller skabe relationer som dem den psykiske konflikt opstod i (se også projektiv identifikation).

     

    Primitive forsvarsmekanismer

    • Acting out/afreageren: irrationelle handlinger på baggrund af følelsernes impulser, uden bevidst forholden sig til de bagvedliggende følelser. Man kan godt sige, at det nærmere er manglen på en forsvarsmekanisme, der er problemet.
    • Regression, indtagelse af en mere umoden rolle, for eksempel hjælpeløshed, opgivenhed, handlingslammelse, påtaget uvidenhed, depression.
    • Fornægtelse af den virkelighed der udløser følelserne.
    • Splitting eller sort/hvid-tænkning, fornægtelse af enten de positive eller negative sider af sig selv, en anden person eller situation, hvilket kan komme til udtryk som:
      • Projektion: oplevelsen af at ens fornægtede følelser og handlinger optræder hos andre. Fx ”Jeg er ikke vred på dig, du er vred på mig” (fornægtelse og fraspaltning af vrede, som projiceres over i den anden person).
      • Projektiv identifikation, når projektionen udløser de følelser i dig, som jeg fornægtede og projicerede, og dermed gør projektionen til en selvopfyldende profeti. ”Du var faktisk ikke vred på mig, før jeg reagerede som om du var det, men nu er du vred!”
      • Devaluering af andre for at skabe følelsesmæssig afstand, det positive i relationen. fornægtes (had, afsky og væmmelse).
      • Omnipotens, overdreven tro på egne evner og værdi.
    • Idealisering af en anden, hvor alt negativt fornægtes. ”Selv når du gør noget jeg ikke kan lide, kan jeg overbevise mig selv om, at du ved bedre, og handler sådan for mit eget bedste”. Personer med høj grad af omnipotens kan virke tiltrækkende for personer med høj grad af idealisering, som søger efter en stærk og ufejlbarlig leder.
    • Paranoia, når projektionen finder sted konstant, så det opleves som om alle er efter én.
    • Trodsighed gennem tavshed, tilbageholdenhed eller polemisk opførsel, der blokerer andre mod at komme tæt på.
    • Somatisering, fokus udelukkende på de kropslige (somatiske) aspekter af en oplevelse, på bekostning af følelsesmæssig indsigt.
    • Søvnighed.
    • Flashback, akut genoplevelse af tidligere situation hvor følelsen optrådte, hvor erindringen ikke kan skelnes fra virkeligheden.
    • Psykose, flugt ind i en alternativ virkelighedsoplevelse.
    • Selvsabotage, selvtortur i tanker eller handlinger og misbrug af enhver art, som afreageren på skyldfølelse.
    • Selvskade som distraktion fra følelser.
    • Selvmordstanker, selvmord og idealisering af døden som løsning.

    Forsvarsmekanismer og psykisk sygdom

    De modne forsvarsmekanismer kan hjælpe til at bevare den gode stemning, de neurotiske mekanismer kan hjælpe os gennem en svær situation, mens de primitive mekanismer hjælper os til at flygte fra en uudholdelig virkelighed, og ind i fantasien.

    Gennem livet bruger vi forsvarsmekanismer fra flere forskellige kategorier. De fleste mennesker vil med tiden komme til, overvejende at benytte sig af de modne forsvarsmekanismer det meste af tiden, mens neurotiske forsvarsmekanismer aktiveres i situationer med stærkere eller mere blandede følelser. De primitive forsvarsmekanismer aktiveres når vi er under ekstremt pres.

    Aktiveringen af neurotiske og primitive forsvarsmekanismer er ikke en indikation på psykisk sygdom. Det er fleksibiliteten i brugen af forsvarsmekanismer, der er afgørende for om vi generelt er i stand til at håndtere de følelser som aktiveres af det liv vi lever. Betegnelsen psykisk sygdom kan bruges, når forsvarsmekanismerne er blevet så stor en del af vores adfærd, at vi ikke kan lægge dem til side, og håndtere de følelser der dukker op, hvilket forhindrer kroppen i at hele sig selv. Fastlåste forsvarsmekanismer forårsager og vedligeholder symptomer der gør livet uudholdeligt.