Ring til os på 29 72 06 77

Indlægget er tagget med ‘ISTDP’

  • Eksponering virker ikke…

    For nylig, havde jeg en samtale med en klient, hvis psykiater havde foreslået ham at gå i gang med såkaldte eksponeringsøvelser, for at overvinde sin angst for at færdes en række steder. På baggrund af mit kendskab til klienten, valgte jeg imidlertid at forhold mig skeptisk til ønsket om at blive sat i gang med eksponering, hvilket vakte nogen undren, når nu psykiateren havde anbefalet det.

     

    Eksponering går ud på, at man udsætter sig for det sted eller den situation, der opleves som udløsende for angsten, men som reelt ikke frembyder nogen trussel. Dette vil naturligvis få angsten til at intensiveres i starten, men efter et stykke tid i den angstprovokerende situation, hvor der ikke er sket noget farligt, vil angsten begynde at aftage, og der vil langsomt, men sikkert opbygges en erfaring af, at dét, som tidligere opfattedes som en truende situation, er ganske ufarligt. Ofte suppleres eksponeringen med beroligende øvelser, hvor man fokuserer på at trække vejret langsomt og slappe af i kroppen, hvilket signalerer til nervesystemet, at kroppen er i sikkerhed. Igennem livet, oplever vi alle effekten af denne tilvænning i en lang række situationer, for eksempel når vi møder nye mennesker, færdes et nyt sted, springer ud fra en vippe i svømmehallen osv. Ud fra denne viden, må det derfor anses for at være et godt råd, når en angstpatient opfordres til gradvis at udsætte sig for det, som opleves som udløsende for angsten, for vi ved alle det virker…

     

    …for det meste.

     

    I de sidste 5 år, har jeg arbejdet i psykiatrien med traumatiserede flygtninge. Flertallet af disse patienter, lider af posttraumatisk belastningsreaktion (også kendt som PTSD), hvilket oftest opfattes som en angstdiagnose, og det har derfor været meget udbredt, at bruge eksponeringsterapi som et hovedelement i behandlingen af denne patientgruppe. Desværre betyder det, at der findes en evidensbaseret behandlingsform, dog ikke, at det lykkes at behandle alle angstpatienter. Faktisk er det langt fra tilfældet. En del af årsagen til dette, kan selvfølgelig findes i, at mange af disse patienter også har andre, både sociale og somatiske problemer, som gør det svært at koncentrere sig om behandlingen. Men i princippet burde disse jo kunne løses, hvis blot man fik bugt med angsten. Der er også personer, der ikke tror, at samtaleterapi vil kunne hjælpe dem, eller ikke mener, at deres problemer er relateret til deres psyke, og derfor ikke ønsker behandling. Tilbage er der den største gruppe, som synes, de har et psykisk problem og gerne vil have hjælp, men alligevel ikke får noget ud af behandlingen, eller endda får det værre. Hvordan kan det være?

     

    For det første, er posttraumatisk stress ikke bare en angstlidelse, hvor en ekstraordinært skræmmende oplevelse, har resulteret i en fobi for alt, der kan minde om denne oplevelse. Det er cirka sådan lidelsen står beskrevet i håndbogen over psykiatriske diagnoser, ICD-10, men virkeligheden er langt mere kompleks. Det samme gælder såmænd også for de andre angstlidelser, der står beskrevet. Ja, jeg tør godt sige for enhver diagnose. Den diagnostiske manual er, trods alt, kun en oversigt over symptomer der skal hjælpe med at beskrive noget meget kompliceret, et menneske. Den er ikke en komplet oversigt over, hvad det vil sige at være menneske, og den kan derfor kun beskrive de symptomer, der er karakteristiske for de forskellige lidelser, ikke hvordan det enkelte menneske forholder sig til dem. Og det har en afgørende betydning for behandlingen!
    En eksponering kan både være overfor en angstfremkaldende situation du forestiller dig eller faktisk befinder dig i. Når eksponeringen starter, stiger angsten som sagt, og skulle derefter gerne begynde at aftage, i takt med, at du indser, at du ikke er i fare. Hvis dette ikke sker, vil jeg som behandler først undersøge, om du overhovedet er bevidst om angstsymptomerne. Selvom øvelsen går ud på at behandle angsten, er der rigtig mange mennesker, som enten forsøger at ignorere eller skjule deres angstsymptomer, fordi de er bange for dem, synes de er pinlige eller har lært fra andre, at det er sådan, de skal håndtere angsten. Det ville virke ulogisk, at gå fra en konsultation hos lægen uden at fortælle om det brækkede ben, eller det åbne sår, man kom for at få behandlet. Men psykiske problemer er for mange tabuiserede og skjules derfor mere eller mindre bevidst. Det er naturligvis umuligt at regulere din angst, hvis du ikke er opmærksom på den.
    Jeg har også oplevet, at mange mennesker slet ikke er klar over, at de symptomer, de har, kan være tegn på øget angst. Det kan for eksempel være kvalme, forstoppelse, sure opstød, hovedpine, svimmelhed, sløret syn, susen for ørerne og koncentrations- og hukommelsessvigt, for at nævne de mest almindelige. Angsten kan komme til udtryk som hosteanfald, astma, irritabel tyktarm, betændelsestilstande, overfølsomhed og uforklarlige smerter. På grund af ligheden med somatisk sygdom, er det vigtigt altid at få undersøgt disse symptomer hos lægen. Men hvis undersøgelserne gang på gang ikke kan give en forklaring på symptomerne, er der stor sandsynlighed for, at de er angstrelaterede.

     

    ”Det er også åndssvagt, at jeg ikke kan styre den angst”, ”den tager magten fra mig, jeg er så svag, at jeg ikke kan kæmpe imod”, ”det er så latterligt det her”, ”jeg burde bare kunne tage mig sammen, jeg ved jo godt det ikke er farligt”…, og meget mere af samme slags. Disse sætninger hører jeg ofte i forbindelse med beskrivelsen af angstsymptomer. Sætninger, som siger noget om folks holdning til deres egne angstsymptomer, og dermed også gengiver deres holdning til sig selv. Jeg kan godt forstå impulsen til at håne, latterliggøre og fornærme en modstander, der invaderer og overtager ens liv, som angsten kan gøre. Selvfølgelig bliver man vred på ”nogen” der overskrider éns grænser. Når det handler om angst, er ”nogen” imidlertid dit eget nervesystem, der forsøger at beskytte dig mod en oplevet trussel, uanset hvor ulogisk dette virker for den mere rationelle side af bevidstheden. Al vreden, fornærmelserne og nedgørelsen, rammer derfor dig selv og bliver til et selvangreb i stedet for et forsvar, med det resultat, at angsten tager til i styrke. Så kan du følge op med at bebrejde dig selv dine selvbebrejdelser, og således begynde på en ond spiral, hvor angsten intensiveres, jo mere du kæmper imod den. I disse tilfælde virker de beroligende øvelser, jeg nævnte i starten, ikke. Hvis du får at vide, at ”nu skal du bare slappe af og tage det helt roligt…”, er det virkelig ødelæggende for den beroligende effekt at følge op med ”…ellers er du virkelig en ynkelig taber, som ikke fortjener at leve”. Det er betydeligt sværere at gå ind i din egen angst og regulere den, hvis du samtidig angriber dig selv med dine tanker. Det kan være som at sidde anklaget i en retssal, hvor anklageren bliver ved med at stille dig kritiske spørgsmål og insinuere en forbrydelse, du har begået, men aldrig kommer frem til, hvilken konkret forbrydelse det er du er anklaget for. De konstante anklager fjerner tværtimod fokus fra sagens kerne: de følelser du har i den vanskelige situation.

     

    Behandlingsforløb kan nemt havne i den blindgyde, hvor patient og behandler forsøger at finde ud af, hvorfor patienten har angst, hvilket risikerer at føre til, at den ”retssag”, patienten har til at køre inde i hovedet, i stedet kommer til at udspille sig mellem patient og behandler, og derved ødelægger samarbejdet. I stedet er det vigtigt at fokusere på, hvordan du har angst. At udforske sammen, hvad det er, der sker, når angsten tager til. Vi skal begge være nysgerrige på en omsorgsfuld og respektfuld måde efter at finde ud af, hvilke følelser det er, der bliver holdt ude, når du går til angreb på dig selv. Ved at lære selvangrebene at kende, bliver det nemmere at skubbe dem til side, så det bliver muligt at fokusere på angsten og de bagvedliggende følelser.

     

    Det sker dog, at selvom behandleren faktisk er omsorgsfuld, venlig, imødekommende, nysgerrig og respektfuld, så har det tilsyneladende ingen beroligende effekt på patienten. Jeg oplever ofte, at folk kommer for sent til deres konsultationer hos mig. Det er ikke så mærkeligt, da mange af de mennesker, jeg taler med, har nedsat evne til at huske og planlægge på grund af angsten, er sløvet af medicin, er ambivalente i forhold til behandlingen, fordi de emner der tales om, vækker smertefulde følelser, eller er uheldige at komme til at køre bag en mejetærsker på en smal landevej. Jeg bebrejder aldrig nogen, at de kommer for sent, for jeg ved, at hvis de ikke ønskede at tale med mig, kunne de være blevet væk. Ikke desto mindre oplever jeg nogle gange, at personer, der er kommet for sent, sidder og stirrer på mig med rædsel i blikket og sveden drivende, som om de forventer, at jeg vil gøre dem fortræd. En patient, jeg havde haft over 20 samtaler med, for sammen, da jeg rakte ud efter en kuglepen. Han fortalte mig, at han selvfølgelig godt vidste, at jeg ikke ville gøre ham noget, men i et splitsekund troede han, at jeg ville slå ham, ligesom det var sket under politiets forhør i hans hjemland. Andre fortæller, at de ikke kan slippe tanken om, at jeg er vred på dem, eller tænker dårligt om dem.

     

    Det, som personen frygter eller foragter ved sig selv, kan i dette tilfælde kun rummes ved ubevidst, at skubbe det over på en anden person, for eksempel behandleren, som så kommer til at opleves som aggressiv eller dømmende. Dette kaldes en projektion. Resultatet er, at behandlingen opleves som farlig, og der opstår en reel frygt overfor en ydre trussel, i stedet for angst forårsaget af svære følelser indeni personen. Selvom dette kan lyde mystisk, kender du måske til at have overvejelser om, hvordan du ser ud i andres øjne, og endda hvilke af dine hemmelige fejltagelser, andre bebrejder dig. Hvis du kommer for sent til en vigtig aftale, er det naturligt at føle skyld overfor den, der har måttet vente, og overfor dig selv, for selv at få mindre ud af mødet. Skylden opstår, fordi vi svigter nogen, vi har varme følelser for og ønsker skal føle på samme måde for os. Hvis aftalen var ligegyldig, ville vi ikke føle noget. Den, vi svigter, uanset om det er en anden eller os selv, har valget mellem at straffe eller at tilgive os. Vi kan aldrig vide med sikkerhed, hvad den anden vælger, men ud fra vores egne erfaringer med svigt og skyld danner vi vores forventninger om, hvordan vedkommende vil reagere overfor os. I stedet for at opleve vores egen skyldfølelse over at komme for sent kommer der i stedet selvbebrejdelser, som projiceres over på den anden, som opleves som værende vred, hvilket forstærker angsten. Eksponeringen virker ikke, hvis du er overbevist om, at du faktisk er i fare. Hvis tankerne er så stærke, at de forvrænger oplevelsen af virkeligheden. Jeg har gode erfaringer med, sammen med patienter, at lære disse projektioner at kende, når de dukker op i terapien. Når projektioner kan opleves som ens egne tanker, bliver det muligt at skelne dem fra virkeligheden, som derfor ikke længere bliver farvet af vores egne negative forventninger og selvangreb.

     

    En sidste årsag til, at eksponering ikke altid virker, er, at det kan være svært at finde ud af, hvad du skal eksponeres for. På den ene side kan man sige, at enhver aktivitet, der aktiverer angst i et omfang, hvor du oplever at kunne genvinde kontrollen over den, vil øge din evne til selv at regulere din angst. På den anden side har jeg også oplevet patienter opgive at gennemføre en behandling, ikke fordi de ikke forstod rationalet bag eksponeringen, eller fordi de ikke var motiverede, men fordi de ikke forstod formålet med det. Bare fordi du har højdeskræk og ikke kan stille dig op på en trappestige, kan du jo godt have et fint liv. Hvis du har arbejde som håndværker og skal op på et stillads, kan højdeskræk blive et problem, som det kan være en god ide at behandle. Det er nemlig ikke særlig behageligt at udsætte sig selv for eksponering eller terapi i det hele taget. Der er altid en del smertefulde følelser at skulle igennem, før der indtræder en lettelse. Så hvis du har planer om at skulle overvinde dig selv, sørg i det mindste for, at der også venter en passende belønning i den anden ende. Er det her noget, du gør, fordi din læge siger, du skal? For at glæde dine forældre? For at blive accepteret af dine venner? Og hvad får du ud af det? Hvordan kan det gøre dit liv bedre at overvinde angsten? Den er der jo for at advare dig mod dine egne følelser og impulser. Så er du klar til at se dem i øjnene, når angsten ikke længere skjuler og fordrejer dem? Og hvad koster det dig, hvis du lader være?

     

    Ovenstående er ikke en udtømmende liste over de vanskeligheder, der kan være ved at overvinde angst, men et udvalg af de mest almindelige vanskeligheder jeg støder på, når jeg forsøger at hjælpe almindelige mennesker med at se den smerte i øjnene, som angsten skjuler. Jeg håber, det giver dig et indtryk af, at angstbehandling, eller psykoterapi i det hele taget, ikke bare handler om at tage sig sammen, men ofte er en lang indre rejse.

     

    Eksponering må ikke overvurderes som terapiredskab. Jeg vil snarere betegne eksponeringen som et livsvilkår, ikke en teknik vi kan vælge til eller fra. Den går i gang, så snart du åbner øjnene om morgenen, eller har dagens første tanke. Hvis du i terapien spørger mig, “hvornår starter eksponeringen?”, vil mit svar være, at den er i fuld gang. Når du ønsker dig noget, eksponerer du dig for risikoen for ikke at få det, du ønsker, og de følelser der hører til. Hvis du elsker en anden, eksponerer du dig for risikoen for svigt eller tab. Hvis du elsker dig selv, eksponerer du dig for at måtte træffe svære valg og forsvare dig. Jo mere du vælger at leve, desto stærkere blandede følelser vil du opleve, og desto bedre bliver du, forhåbentlig, til at udholde, at et liv i balance ikke er resultatet af et neutralt følelsesliv, men af at acceptere de voldsomme udsving, der opstår, når vi oplever kærlighed, vrede, sorg og skyld.

     

    Angsten er ikke et ubrugeligt levn fra dengang, vi levede som aber, den har stadig en vigtig funktion som advarsel mod potentielt smertefulde eller fatale hændelser. Vi lever dog i et samfund, der er så styret af “sund fornuft”, at vores krop finder det nødvendigt at advare os mod de følelser, der kunne bringe os ud af balance og få os til at miste selvkontrollen. Det er rigtigt nok, at der er meget lille sandsynlighed for at blive overfaldet af løver og terrorister, men der er en stor risiko for, at det, du føler, kan komme i konflikt med, hvad du synes du “burde” føle. Det er denne konflikt, der driver angsten, og den er der stadig, når angsten aftager.

     

    Hvis du vil undgå smerte, sorg, vrede og skyldfølelse, så hold fast i angsten! Undgå at se op fra din skærm, at bevæge dig ud, at opsøge din familie og dine venner. Lad være med at engagere dig eller brænde for noget. Du risikerer, at eksponeringen virker, at angsten forsvinder, og at du rammes af livet!

     

    Baggrundslitteratur:
    Fredrickson, Jon. Co-Creating Change. Seven Leaves Press
    Abbas, Allan. Reaching through Resistance. Seven Leaves Press

    Psykolog Anders Christian Böss
  • Det vigtigste spørgsmål i terapien

    Jeg sætter konsekvent 3 timer af til den første samtale i et terapiforløb. Forklaringen på dette er, meget kort, at det tager tid at sætte sig så grundigt ind i et andet menneskes psyke, at man kan bidrage med noget konstruktivt. Det gør også en forskel, at man efter en times samtale, kommer udover den høflighedsbarriere, som vi til daglig har overfor mennesker vi ikke kender. Og så tager det tid, i fællesskab at definere en psykologisk problemstilling så præcist, at det også bliver muligt at finde ud af, hvordan der skal arbejdes med den. Resultatet er, at mine klienter som regel går fra den første session med en fornemmelse af, at terapi virker, og at de selv kan gøre noget, for at få det bedre, hvilket giver kortere behandlingstid og mere holdbar effekt af behandlingen.

     

    Jeg bliver ofte spurgt om, hvad der sker til den første samtale i et terapiforløb. Jeg har eksempelvis oplevet, at nogen gør sig mange tanker om hvad de skal fortælle, for at jeg kan hjælpe dem, og kan have så travlt med at få fortalt det hele, at vi begge er ved at drukne i ord og beretninger. Den første samtale kan også være anledning til bekymring og forværring af symptomer. For at afmystificere terapien, vil jeg gerne fortælle lidt om, hvordan jeg starter alle mine samtaler.

     

    Essensen af samtalen er i fællesskab at besvare det følgende spørgsmål: Hvad er det for et indre psykisk problem, du ønsker min hjælp med?

     

    Nogle gange er det nemt at besvare spørgsmålet, nogle gange tager det lang tid, og ofte ændrer svaret sig flere gange i løbet af samtalen, i takt med at forståelsen af spørgsmålet ændrer sig. Spørgsmålet virker måske simpelt, men består af flere vigtige komponenter, så jeg vil her dele det op i mindre bidder.

     

    Til en begyndelse er det vigtigt, at fastslå, at det er dig der stiller opgaven. Jeg oplever nogle gange, at folk spørger mig om, hvilke problemer jeg synes de har. Det er ikke min opgave eller min ret, at bestemme hvad der er et problem for andre, det er altid op til én selv at vurdere.

     

    Som psykolog kan jeg hjælpe med psykologiske problemstillinger, det vil sige problemer relateret til følelser. Ofte er det dog ikke følelserne der fylder mest, men snarere deres fravær, eller den angst, der kommer i vejen for at kunne mærke dem. Til tider kan en psykisk problemstilling komme til udtryk som kvalme, hovedpine, rygsmerter og sanseforstyrrelser, som ikke kan forklares ved anden sygdom.

     

    For at behandlingen skal virke, er det vigtigt at sætte et positivt mål; “hvad ville jeg bruge mine kræfter på, hvis angsten ikke fik mig til at stoppe?” Et negativt mål er, at slippe af med angsten, problemet, smerterne, de svære følelser eller dem der udløser dem. Dette kan opnås ved at holde sig for sig selv, undgå alt der kunne udløse angsten, og opgive enhver forhåbning om, at livet kunne være anderledes. Stoffer eller alkohol kan være nyttige hjælpemidler ved brug af denne metode, som jeg har oplevet have god effekt på angsten. Desværre med den bivirkning, at den fører direkte til en depression. En positiv målsætning indebærer, at opsøge det der er svært, men eftertragtet, hvilket er hårdt arbejde. Jeg vil derfor sikre mig, at du synes det vil være besværet værd, at opnå dit mål.

     

    Den hyppigste årsag til at folk opsøger mig er, at de er plaget af angstsymptomer i et eller andet omfang, og at de gerne vil af med angsten. Nogle gange er det nemt at afgøre hvad der udløser symptomerne, mens det andre gange kræver noget detektivarbejde. Angstsymptomer er i de fleste tilfælde nemme at behandle, fordi de fleste mennesker som børn, har lært at gøre dette automatisk, og blot skal hjælpes til at huske disse egenskaber (Jf. Et øjeblik). Angstbehandlingen handler dog ikke om at finde kroppens slukknap, for angsten har altid en funktion, selvom det oftest er de ubehagelige bivirkninger ved angsten, der løber med opmærksomheden. Angstbehandling handler om, ikke at flygte fra angsten, men at gå igennem den, for at nå sine mål.

     

    Grunden til, at jeg spørger til et indre problem, er for det første, at jeg ikke kan hjælpe dine forældre, dine venner eller din irriterende chef til, at I får et bedre forhold til hinanden. Terapien går ud på at hjælpe dig med at håndtere dine følelser overfor dem. For det andet kan jeg kun hjælpe dig med dit problem. Hvis du er kommet i behandling, fordi dine forældre, din kæreste eller din læge eller sagsbehandler synes du har et problem, men du selv synes du har det fint, er der ikke noget problem at arbejde med. Hvis du har et problem, men kun ønsker at løse det for andres skyld, smuldrer motivationen væk inden du når målet.

     

    Til sidst er det vigtigt at stilling til, om det faktisk er min hjælp du ønsker. Én af grundene til at jeg bruger så lang tid på den indledende samtale er ikke kun, at jeg har brug for tid til at lære dig at kende, men at du også har brug for at lære mig at kende, før du kan tage stilling til, om du ønsker at dele dine private tanker og følelser med mig. De fleste mennesker tænker kun på hvor meget den der lytter, lærer om dem, ikke på hvor meget de lærer, om den der lytter.

     

    Først når det ovenstående er på plads, har vi en aftale om hvad vi skal bruge vores samtale til, og du kan beslutte, om vi sammen skal udforske situationer hvor du oplever problemet, med henblik på at finde en bedre måde at håndtere det på.

    Psykolog Anders Christian Böss
  • Det deprimerede parforhold

    Par- og gruppeterapi er ligesom individuel terapi, bare med flere mennesker, ikke? Det troede jeg før jeg satte mig ind i emnet, og begyndte at arbejde med grupper. De psykologiske processer der foregår inde i et individ udspilles også imellem mennesker, så på den måde kan viden om individers psyke også bruges til at forstå par og grupper. En gruppe kan være tryg, stresset, nedtrykt, manisk eller lykkelig, ligesom et individ kan være det, og kan, uden at være bevidst om det, benytte forsvarsstrategier for at håndtere kriser og dårlig stemning. Man skal dog passe på ikke at blive for fokuseret på individet i en gruppeterapi, da dette ville svare til kun at fokusere på én side af personligheden hos et individ.

     

    Problemet ved dette ensidige fokus viste sig for eksempel i den parterapi jeg havde for nylig, med et par der forsøgte at holde sammen på deres ægteskab under nogle meget stressende livsvilkår. Begge var meget motiverede for at få det til at fungere, så selvom det var svært at finde tid og overskud til det, benyttede de hver en lejlighed de havde, til at prøve at finde ud af hvad der gik galt, og hvad de kunne gøre ved det. De havde dog begge oplevelsen af ikke at nå til bunds i problemerne, eller at de fandt nogle fornuftige løsninger på deres problemer, men ikke følte sig bedre tilpas af den grund.

     

    De fremlagde alle de opgaver, udfordringer, problemer og vanskeligheder de dagligt skulle klare i forhold til arbejde, børn, sig selv og hinanden, og jeg kunne godt forstå det var hårdt. Vi diskuterede hvordan de prioriterede i deres planlægning, og de redegjorde rationelt for hver eneste prioritering de hver især foretog, og jeg kunne mærke en voksende mistanke om, at jeg heller ikke ville kunne regne ud hvordan de skulle få det hele til at gå op. Støt og roligt faldt humøret i lokalet, og en stemning af opgivelse og hjælpeløshed bredte sig. Og pludselig kunne jeg genkende situationen fra indviduel terapi! Patienten, dvs. parret, var blevet deprimeret.

     

    Det sker tit i psykoterapi, at i takt med at en klient opremser alle sine symptomer og problemer, og mislykkede forsøg på at rette op på det hele, får vedkommende talt sig selv ned. Så kan det virke helt håbløst blot at overveje at forsøge at gennemføre en behandling. Derfor afbryder jeg altid klienten, hvis jeg får mistanke om at dette foregår. Ikke fordi jeg ikke interesserer mig for klientens liv og tidligere erfaringer, men fordi forsøget på at analysere sig ud af krisen har et selvdestruktivt resultat.

     

    Intellektualisering er når vi fokuserer på vores tanker om et problem, fremfor de modsatrettede følelser forbundet med problemet. I vignetten nedenfor demonstreres en intervention sammen med en deprimeret klient som har brugt lang tid på at kortlægge og kritisere sine egne fejl og mangler:

     

    Mig: Undskyld mig, men jeg afbryder dig lige! Har du bemærket hvordan det lige nu påvirker dit humør, når du opremser alle de ting i dit liv der er gået galt?
    Klient: Jeg kan mærke det hele virker håbløst, og jeg føler mig dum fordi jeg ikke kan regne ud hvad jeg gør forkert.
    M: Kan det være, at du i dit forsøg på at regne dig selv ud, kommer til at fremhæve alt det ved dig selv og dit liv som du er utilfreds med?
    K: Ja.
    M: Kan det være medvirkende til at du ofte bliver deprimeret og opgivende?
    K: Ja, men jeg ved ikke hvad jeg ellers skal gøre.
    M: Skal vi to sammen prøve at finde en metode til at forfølge dine mål, frem for at forfølge dig selv?
    K: Ja det vil jeg rigtig gerne (dybt suk).
    M: Hvad vækker det af følelser at forfølge et positivt mål sammen med mig?
    K: Som om noget af presset på mine skuldre forsvinder og jeg kan trække vejret igen (smiler og får tårer i øjnene).

     

    Klienten giver udtryk for håbløshed og hjælpeløshed overfor sine problemer. Han kritiserer sig selv over at være for dum til at finde en løsning på et problem han ikke forstår, dvs. han bebrejder sig selv over ikke at kunne løse en umulig opgave. Jeg afbryder hans selvkritiske tankestrøm for at hjælpe ham til at se de selvdestruktive konsekvenser af den, og foreslår straks et positivt mål, et samarbejde for at hjælpe ham, inden hans indre dæmon kan nå at kritisere ham for at være selvkritisk. Klienten tager imod tilbuddet om at indgå i et terapeutisk fællesskab, hvilket vækker blandede følelser og en smule angst. Jeg ignorerer angsten og inviterer ham til at fokusere på den følelsesmæssige oplevelse af at være sammen med et andet menneske i sin søgen efter noget godt inden i ham, og de varme følelser får resten af angsten til at lette.

     

    Det foregår ikke altid så nemt og hurtigt som her beskrevet, men grundprincipperne er de samme i ethvert terapiforløb. Det samme kunne jeg sige om parterapien fra før. Der var alt for meget fokus på hvad der var forkert ved parforholdet, og alt for lidt på det de prøvede at redde.

     

    Når vi ikke giver tilstrækkeligt med kærlighed til de mennesker vi elsker, rammes vi af skyldfølelse. Da dette er rigtig ubehageligt, og ofte associeres med andre dårlige oplevelser fra vores fortid, vil vi som regel forsøge at benytte vores analytiske evner til at forstå problemet og dets årsager, optælle hver detalje og vurdere rimeligheden af den ene eller den anden løsning, for til sidst at lægge en handlingsplan for hvordan vi kan blive mere opmærksomme på vores egne, og hinandens fejl, så vi kan bremse dem, og derved slippe for skyldfølelse. Alt for ofte bliver resultatet, at vi bruger det meste af vores tid på at kritisere det parforhold vi elsker og prøver at redde.

     

    Kan det tænkes at denne kritik af parforholdet gør det deprimeret og stresset?!

     

    Og hvordan vil det være, i stedet for at kritisere parforholdet, at gøre opmærksom på hver gang det gør noget godt, på samme måde som vi roser små børn når de gør noget vi vil have dem til at gøre mere af.

     

    Det betyder ikke at vi aldrig må sige når der er noget der ikke fungerer, men langt de fleste parforhold, består af to mennesker med en rimelig kapacitet for selvindsigt og skyldfølelse, samt en overudviklet evne til at kritisere sig selv. Det betyder, at vi godt ved hvornår vi ikke slår til, og er gode til at bebrejde os selv dette. Her er det rigtig rart at blive mindet om, at den som man ikke slår til overfor, godt ved at vi gør vores bedste, også når det ikke kan ses.

     

    At vise kærlighed og omsorg for sig selv eller andre, må ikke forveksles med en objektiv beskrivelse af tingenes tilstand. Kærlighed er ekstremt subjektivt, hvilket betyder at vi selv kan bestemme hvilken del af virkeligheden vi vil fokusere på, og dermed forstærke.

     

    “Jeg er så træt af at du…” eller “du gør mig glad når du…”.

     

    Hvordan starter dine sætninger?

     

    Jeg fik gjort parret fra før opmærksom på, at jeg synes vi havde rodet os ud i en situation, hvor vi kun havde fokuseret på det negative og umulige i deres parforhold, og spurgte dem om det var en situation de kunne genkende:

     

    Par: Ja, det minder meget om det der sker, når vi snakker sammen derhjemme.
    Mig: Kan det tænkes at denne selvkritik gør jeres parforholdet deprimeret og stresset?
    P: Ja, men vi kan ikke finde ud af hvorfor det er blevet sådan, eller hvordan vi løser det! Vores parforhold er virkelig elendigt, når vi ikke kan finde nogen holdbare løsninger.
    M: Kan det være, at I i jeres forsøg på at regne jeres parforhold ud, kommer til at fremhæve alt det ved det, som I er utilfredse med?
    P: Ja.
    M: Kan det være medvirkende til skabe en stemning af modløshed og opgivenhed?
    P: Ja, men vi ved ikke hvad vi ellers skal gøre.
    M: Vil I to sammen med mig, prøve at finde en metode til at forfølge det som i elsker ved hinanden, frem for at forfølge det som I ikke kan lide?
    P: Ja, det vil vi rigtig gerne, men vi er så presset hele tiden.
    M: Ja, det lyder som om et døgn på 24 timer ikke er tilstrækkeligt til, at I kan vise hinanden den kærlighed i føler for hinanden. Hvordan føles det?
    P1: Det er jeg rigtig ked af. Jeg har det som om jeg aldrig slår til.
    P2: Sådan har jeg det også. Jeg ville ønske jeg havde bedre tid til dig, men jeg kan ikke se hvordan vi kan få tid til at være sammen.
    P1: Det kan jeg heller ikke, men jeg elsker dig altså alligevel.
    P2: Jeg elsker også dig, men det giver os jo ikke mere tid.
    M: Det lyder som om jeres problem ikke er jeres parforhold, men det faktum, at jeres liv er organiseret efter et døgn på 24 timer og en uge på syv dage, ligesom de fleste andre menneskers liv.
    P1: Ja, det er rigtigt. Jeg ville ønske vi kunne stoppe tiden.
    M: Men det kan I ikke.
    P1: Nej, men sådan føltes det dengang vi mødtes. Vi troede vi kunne klare det hele.
    M: Det må være smertefuldt for jer at komme til den erkendelse, at jeres kærlighed ikke var stærk nok til at stoppe tiden i virkeligheden.
    P2: Vi ved godt det ikke kan lade sig gøre, men vi vil ikke miste det forhold vi havde den gang.
    M: Men I fortæller mig, at I allerede har mistet det. At I ikke kan leve det liv i gjorde da I havde færre forpligtelser. Måske er det på tide at tage afsked med det liv I havde dengang, hvor det føltes som om kærligheden fik tiden til at stå stille. Hvis det er det parforhold i forventer i dag, kan I kun blive skuffede når i møder virkeligheden i stedet.
    P2: Men vi har jo ikke mistet hinanden.
    M: Nej, det er rigtigt, men måske er I kommet til at forveksle de to mennesker I var dengang med de to personer I er nu. Du mistede den kæreste du blev forelsket i, og i stedet har du fået den partner du har nu. Den sorg må I bære sammen.
    P1: Nåh, det er måske ikke så sørgeligt endda. Der er alligevel en del ting vi har mere styr på end de der unge forelskede nogen! Hvis de havde stået i vores sko, var de blevet blæst omkuld!
    P2: Ja, vi har alligevel stået en del igennem sammen som vi ikke havde kunnet klare på egen hånd. Vi er nok mere seje når det kommer til stykket, end vi går og tror.
    M: Nåda, jamen prøv at give nogle eksempler på hvad der er godt ved jeres forhold.

    Psykolog Anders Christian Böss