Par- og gruppeterapi er ligesom individuel terapi, bare med flere mennesker, ikke? Det troede jeg før jeg satte mig ind i emnet, og begyndte at arbejde med grupper. De psykologiske processer der foregår inde i et individ udspilles også imellem mennesker, så på den måde kan viden om individers psyke også bruges til at forstå par og grupper. En gruppe kan være tryg, stresset, nedtrykt, manisk eller lykkelig, ligesom et individ kan være det, og kan, uden at være bevidst om det, benytte forsvarsstrategier for at håndtere kriser og dårlig stemning. Man skal dog passe på ikke at blive for fokuseret på individet i en gruppeterapi, da dette ville svare til kun at fokusere på én side af personligheden hos et individ.

Problemet ved dette ensidige fokus viste sig for eksempel i den parterapi jeg havde for nylig, med et par der forsøgte at holde sammen på deres ægteskab under nogle meget stressende livsvilkår. Begge var meget motiverede for at få det til at fungere, så selvom det var svært at finde tid og overskud til det, benyttede de hver en lejlighed de havde, til at prøve at finde ud af hvad der gik galt, og hvad de kunne gøre ved det. De havde dog begge oplevelsen af ikke at nå til bunds i problemerne, eller at de fandt nogle fornuftige løsninger på deres problemer, men ikke følte sig bedre tilpas af den grund.

De fremlagde alle de opgaver, udfordringer, problemer og vanskeligheder de dagligt skulle klare i forhold til arbejde, børn, sig selv og hinanden, og jeg kunne godt forstå det var hårdt. Vi diskuterede hvordan de prioriterede i deres planlægning, og de redegjorde rationelt for hver eneste prioritering de hver især foretog, og jeg kunne mærke en voksende mistanke om, at jeg heller ikke ville kunne regne ud hvordan de skulle få det hele til at gå op. Støt og roligt faldt humøret i lokalet, og en stemning af opgivelse og hjælpeløshed bredte sig. Og pludselig kunne jeg genkende situationen fra indviduel terapi! Patienten, dvs. parret, var blevet deprimeret.

Det sker tit i psykoterapi, at i takt med at en klient opremser alle sine symptomer og problemer, og mislykkede forsøg på at rette op på det hele, får vedkommende talt sig selv ned. Så kan det virke helt håbløst blot at overveje at forsøge at gennemføre en behandling. Derfor afbryder jeg altid klienten, hvis jeg får mistanke om at dette foregår. Ikke fordi jeg ikke interesserer mig for klientens liv og tidligere erfaringer, men fordi forsøget på at analysere sig ud af krisen har et selvdestruktivt resultat.

Intellektualisering er når vi fokuserer på vores tanker om et problem, fremfor de modsatrettede følelser forbundet med problemet. I vignetten nedenfor demonstreres en intervention sammen med en deprimeret klient som har brugt lang tid på at kortlægge og kritisere sine egne fejl og mangler:

Mig: Undskyld mig, men jeg afbryder dig lige! Har du bemærket hvordan det lige nu påvirker dit humør, når du opremser alle de ting i dit liv der er gået galt?
Klient: Jeg kan mærke det hele virker håbløst, og jeg føler mig dum fordi jeg ikke kan regne ud hvad jeg gør forkert.
M: Kan det være, at du i dit forsøg på at regne dig selv ud, kommer til at fremhæve alt det ved dig selv og dit liv som du er utilfreds med?
K: Ja.
M: Kan det være medvirkende til at du ofte bliver deprimeret og opgivende?
K: Ja, men jeg ved ikke hvad jeg ellers skal gøre.
M: Skal vi to sammen prøve at finde en metode til at forfølge dine mål, frem for at forfølge dig selv?
K: Ja det vil jeg rigtig gerne (dybt suk).
M: Hvad vækker det af følelser at forfølge et positivt mål sammen med mig?
K: Som om noget af presset på mine skuldre forsvinder og jeg kan trække vejret igen (smiler og får tårer i øjnene).

Klienten giver udtryk for håbløshed og hjælpeløshed overfor sine problemer. Han kritiserer sig selv over at være for dum til at finde en løsning på et problem han ikke forstår, dvs. han bebrejder sig selv over ikke at kunne løse en umulig opgave. Jeg afbryder hans selvkritiske tankestrøm for at hjælpe ham til at se de selvdestruktive konsekvenser af den, og foreslår straks et positivt mål, et samarbejde for at hjælpe ham, inden hans indre dæmon kan nå at kritisere ham for at være selvkritisk. Klienten tager imod tilbuddet om at indgå i et terapeutisk fællesskab, hvilket vækker blandede følelser og en smule angst. Jeg ignorerer angsten og inviterer ham til at fokusere på den følelsesmæssige oplevelse af at være sammen med et andet menneske i sin søgen efter noget godt inden i ham, og de varme følelser får resten af angsten til at lette.

Det foregår ikke altid så nemt og hurtigt som her beskrevet, men grundprincipperne er de samme i ethvert terapiforløb. Det samme kunne jeg sige om parterapien fra før. Der var alt for meget fokus på hvad der var forkert ved parforholdet, og alt for lidt på det de prøvede at redde.

Når vi ikke giver tilstrækkeligt med kærlighed til de mennesker vi elsker, rammes vi af skyldfølelse. Da dette er rigtig ubehageligt, og ofte associeres med andre dårlige oplevelser fra vores fortid, vil vi som regel forsøge at benytte vores analytiske evner til at forstå problemet og dets årsager, optælle hver detalje og vurdere rimeligheden af den ene eller den anden løsning, for til sidst at lægge en handlingsplan for hvordan vi kan blive mere opmærksomme på vores egne, og hinandens fejl, så vi kan bremse dem, og derved slippe for skyldfølelse. Alt for ofte bliver resultatet, at vi bruger det meste af vores tid på at kritisere det parforhold vi elsker og prøver at redde.

Kan det tænkes at denne kritik af parforholdet gør det deprimeret og stresset?!

Og hvordan vil det være, i stedet for at kritisere parforholdet, at gøre opmærksom på hver gang det gør noget godt, på samme måde som vi roser små børn når de gør noget vi vil have dem til at gøre mere af.

Det betyder ikke at vi aldrig må sige når der er noget der ikke fungerer, men langt de fleste parforhold, består af to mennesker med en rimelig kapacitet for selvindsigt og skyldfølelse, samt en overudviklet evne til at kritisere sig selv. Det betyder, at vi godt ved hvornår vi ikke slår til, og er gode til at bebrejde os selv dette. Her er det rigtig rart at blive mindet om, at den som man ikke slår til overfor, godt ved at vi gør vores bedste, også når det ikke kan ses.

At vise kærlighed og omsorg for sig selv eller andre, må ikke forveksles med en objektiv beskrivelse af tingenes tilstand. Kærlighed er ekstremt subjektivt, hvilket betyder at vi selv kan bestemme hvilken del af virkeligheden vi vil fokusere på, og dermed forstærke.

“Jeg er så træt af at du…” eller “du gør mig glad når du…”.

Hvordan starter dine sætninger?

Jeg fik gjort parret fra før opmærksom på, at jeg synes vi havde rodet os ud i en situation, hvor vi kun havde fokuseret på det negative og umulige i deres parforhold, og spurgte dem om det var en situation de kunne genkende:

Par: Ja, det minder meget om det der sker, når vi snakker sammen derhjemme.
Mig: Kan det tænkes at denne selvkritik gør jeres parforholdet deprimeret og stresset?
P: Ja, men vi kan ikke finde ud af hvorfor det er blevet sådan, eller hvordan vi løser det! Vores parforhold er virkelig elendigt, når vi ikke kan finde nogen holdbare løsninger.
M: Kan det være, at I i jeres forsøg på at regne jeres parforhold ud, kommer til at fremhæve alt det ved det, som I er utilfredse med?
P: Ja.
M: Kan det være medvirkende til skabe en stemning af modløshed og opgivenhed?
P: Ja, men vi ved ikke hvad vi ellers skal gøre.
M: Vil I to sammen med mig, prøve at finde en metode til at forfølge det som i elsker ved hinanden, frem for at forfølge det som I ikke kan lide?
P: Ja, det vil vi rigtig gerne, men vi er så presset hele tiden.
M: Ja, det lyder som om et døgn på 24 timer ikke er tilstrækkeligt til, at I kan vise hinanden den kærlighed i føler for hinanden. Hvordan føles det?
P1: Det er jeg rigtig ked af. Jeg har det som om jeg aldrig slår til.
P2: Sådan har jeg det også. Jeg ville ønske jeg havde bedre tid til dig, men jeg kan ikke se hvordan vi kan få tid til at være sammen.
P1: Det kan jeg heller ikke, men jeg elsker dig altså alligevel.
P2: Jeg elsker også dig, men det giver os jo ikke mere tid.
M: Det lyder som om jeres problem ikke er jeres parforhold, men det faktum, at jeres liv er organiseret efter et døgn på 24 timer og en uge på syv dage, ligesom de fleste andre menneskers liv.
P1: Ja, det er rigtigt. Jeg ville ønske vi kunne stoppe tiden.
M: Men det kan I ikke.
P1: Nej, men sådan føltes det dengang vi mødtes. Vi troede vi kunne klare det hele.
M: Det må være smertefuldt for jer at komme til den erkendelse, at jeres kærlighed ikke var stærk nok til at stoppe tiden i virkeligheden.
P2: Vi ved godt det ikke kan lade sig gøre, men vi vil ikke miste det forhold vi havde den gang.
M: Men I fortæller mig, at I allerede har mistet det. At I ikke kan leve det liv i gjorde da I havde færre forpligtelser. Måske er det på tide at tage afsked med det liv I havde dengang, hvor det føltes som om kærligheden fik tiden til at stå stille. Hvis det er det parforhold i forventer i dag, kan I kun blive skuffede når i møder virkeligheden i stedet.
P2: Men vi har jo ikke mistet hinanden.
M: Nej, det er rigtigt, men måske er I kommet til at forveksle de to mennesker I var dengang med de to personer I er nu. Du mistede den kæreste du blev forelsket i, og i stedet har du fået den partner du har nu. Den sorg må I bære sammen.
P1: Nåh, det er måske ikke så sørgeligt endda. Der er alligevel en del ting vi har mere styr på end de der unge forelskede nogen! Hvis de havde stået i vores sko, var de blevet blæst omkuld!
P2: Ja, vi har alligevel stået en del igennem sammen som vi ikke havde kunnet klare på egen hånd. Vi er nok mere seje når det kommer til stykket, end vi går og tror.
M: Nåda, jamen prøv at give nogle eksempler på hvad der er godt ved jeres forhold.