Ring til os på 29 72 06 77

Indlægget er tagget med ‘Terapi’

  • Eksponering virker ikke…

    For nylig, havde jeg en samtale med en klient, hvis psykiater havde foreslået ham at gå i gang med såkaldte eksponeringsøvelser, for at overvinde sin angst for at færdes en række steder. På baggrund af mit kendskab til klienten, valgte jeg imidlertid at forhold mig skeptisk til ønsket om at blive sat i gang med eksponering, hvilket vakte nogen undren, når nu psykiateren havde anbefalet det.

     

    Eksponering går ud på, at man udsætter sig for det sted eller den situation, der opleves som udløsende for angsten, men som reelt ikke frembyder nogen trussel. Dette vil naturligvis få angsten til at intensiveres i starten, men efter et stykke tid i den angstprovokerende situation, hvor der ikke er sket noget farligt, vil angsten begynde at aftage, og der vil langsomt, men sikkert opbygges en erfaring af, at dét, som tidligere opfattedes som en truende situation, er ganske ufarligt. Ofte suppleres eksponeringen med beroligende øvelser, hvor man fokuserer på at trække vejret langsomt og slappe af i kroppen, hvilket signalerer til nervesystemet, at kroppen er i sikkerhed. Igennem livet, oplever vi alle effekten af denne tilvænning i en lang række situationer, for eksempel når vi møder nye mennesker, færdes et nyt sted, springer ud fra en vippe i svømmehallen osv. Ud fra denne viden, må det derfor anses for at være et godt råd, når en angstpatient opfordres til gradvis at udsætte sig for det, som opleves som udløsende for angsten, for vi ved alle det virker…

     

    …for det meste.

     

    I de sidste 5 år, har jeg arbejdet i psykiatrien med traumatiserede flygtninge. Flertallet af disse patienter, lider af posttraumatisk belastningsreaktion (også kendt som PTSD), hvilket oftest opfattes som en angstdiagnose, og det har derfor været meget udbredt, at bruge eksponeringsterapi som et hovedelement i behandlingen af denne patientgruppe. Desværre betyder det, at der findes en evidensbaseret behandlingsform, dog ikke, at det lykkes at behandle alle angstpatienter. Faktisk er det langt fra tilfældet. En del af årsagen til dette, kan selvfølgelig findes i, at mange af disse patienter også har andre, både sociale og somatiske problemer, som gør det svært at koncentrere sig om behandlingen. Men i princippet burde disse jo kunne løses, hvis blot man fik bugt med angsten. Der er også personer, der ikke tror, at samtaleterapi vil kunne hjælpe dem, eller ikke mener, at deres problemer er relateret til deres psyke, og derfor ikke ønsker behandling. Tilbage er der den største gruppe, som synes, de har et psykisk problem og gerne vil have hjælp, men alligevel ikke får noget ud af behandlingen, eller endda får det værre. Hvordan kan det være?

     

    For det første, er posttraumatisk stress ikke bare en angstlidelse, hvor en ekstraordinært skræmmende oplevelse, har resulteret i en fobi for alt, der kan minde om denne oplevelse. Det er cirka sådan lidelsen står beskrevet i håndbogen over psykiatriske diagnoser, ICD-10, men virkeligheden er langt mere kompleks. Det samme gælder såmænd også for de andre angstlidelser, der står beskrevet. Ja, jeg tør godt sige for enhver diagnose. Den diagnostiske manual er, trods alt, kun en oversigt over symptomer der skal hjælpe med at beskrive noget meget kompliceret, et menneske. Den er ikke en komplet oversigt over, hvad det vil sige at være menneske, og den kan derfor kun beskrive de symptomer, der er karakteristiske for de forskellige lidelser, ikke hvordan det enkelte menneske forholder sig til dem. Og det har en afgørende betydning for behandlingen!
    En eksponering kan både være overfor en angstfremkaldende situation du forestiller dig eller faktisk befinder dig i. Når eksponeringen starter, stiger angsten som sagt, og skulle derefter gerne begynde at aftage, i takt med, at du indser, at du ikke er i fare. Hvis dette ikke sker, vil jeg som behandler først undersøge, om du overhovedet er bevidst om angstsymptomerne. Selvom øvelsen går ud på at behandle angsten, er der rigtig mange mennesker, som enten forsøger at ignorere eller skjule deres angstsymptomer, fordi de er bange for dem, synes de er pinlige eller har lært fra andre, at det er sådan, de skal håndtere angsten. Det ville virke ulogisk, at gå fra en konsultation hos lægen uden at fortælle om det brækkede ben, eller det åbne sår, man kom for at få behandlet. Men psykiske problemer er for mange tabuiserede og skjules derfor mere eller mindre bevidst. Det er naturligvis umuligt at regulere din angst, hvis du ikke er opmærksom på den.
    Jeg har også oplevet, at mange mennesker slet ikke er klar over, at de symptomer, de har, kan være tegn på øget angst. Det kan for eksempel være kvalme, forstoppelse, sure opstød, hovedpine, svimmelhed, sløret syn, susen for ørerne og koncentrations- og hukommelsessvigt, for at nævne de mest almindelige. Angsten kan komme til udtryk som hosteanfald, astma, irritabel tyktarm, betændelsestilstande, overfølsomhed og uforklarlige smerter. På grund af ligheden med somatisk sygdom, er det vigtigt altid at få undersøgt disse symptomer hos lægen. Men hvis undersøgelserne gang på gang ikke kan give en forklaring på symptomerne, er der stor sandsynlighed for, at de er angstrelaterede.

     

    ”Det er også åndssvagt, at jeg ikke kan styre den angst”, ”den tager magten fra mig, jeg er så svag, at jeg ikke kan kæmpe imod”, ”det er så latterligt det her”, ”jeg burde bare kunne tage mig sammen, jeg ved jo godt det ikke er farligt”…, og meget mere af samme slags. Disse sætninger hører jeg ofte i forbindelse med beskrivelsen af angstsymptomer. Sætninger, som siger noget om folks holdning til deres egne angstsymptomer, og dermed også gengiver deres holdning til sig selv. Jeg kan godt forstå impulsen til at håne, latterliggøre og fornærme en modstander, der invaderer og overtager ens liv, som angsten kan gøre. Selvfølgelig bliver man vred på ”nogen” der overskrider éns grænser. Når det handler om angst, er ”nogen” imidlertid dit eget nervesystem, der forsøger at beskytte dig mod en oplevet trussel, uanset hvor ulogisk dette virker for den mere rationelle side af bevidstheden. Al vreden, fornærmelserne og nedgørelsen, rammer derfor dig selv og bliver til et selvangreb i stedet for et forsvar, med det resultat, at angsten tager til i styrke. Så kan du følge op med at bebrejde dig selv dine selvbebrejdelser, og således begynde på en ond spiral, hvor angsten intensiveres, jo mere du kæmper imod den. I disse tilfælde virker de beroligende øvelser, jeg nævnte i starten, ikke. Hvis du får at vide, at ”nu skal du bare slappe af og tage det helt roligt…”, er det virkelig ødelæggende for den beroligende effekt at følge op med ”…ellers er du virkelig en ynkelig taber, som ikke fortjener at leve”. Det er betydeligt sværere at gå ind i din egen angst og regulere den, hvis du samtidig angriber dig selv med dine tanker. Det kan være som at sidde anklaget i en retssal, hvor anklageren bliver ved med at stille dig kritiske spørgsmål og insinuere en forbrydelse, du har begået, men aldrig kommer frem til, hvilken konkret forbrydelse det er du er anklaget for. De konstante anklager fjerner tværtimod fokus fra sagens kerne: de følelser du har i den vanskelige situation.

     

    Behandlingsforløb kan nemt havne i den blindgyde, hvor patient og behandler forsøger at finde ud af, hvorfor patienten har angst, hvilket risikerer at føre til, at den ”retssag”, patienten har til at køre inde i hovedet, i stedet kommer til at udspille sig mellem patient og behandler, og derved ødelægger samarbejdet. I stedet er det vigtigt at fokusere på, hvordan du har angst. At udforske sammen, hvad det er, der sker, når angsten tager til. Vi skal begge være nysgerrige på en omsorgsfuld og respektfuld måde efter at finde ud af, hvilke følelser det er, der bliver holdt ude, når du går til angreb på dig selv. Ved at lære selvangrebene at kende, bliver det nemmere at skubbe dem til side, så det bliver muligt at fokusere på angsten og de bagvedliggende følelser.

     

    Det sker dog, at selvom behandleren faktisk er omsorgsfuld, venlig, imødekommende, nysgerrig og respektfuld, så har det tilsyneladende ingen beroligende effekt på patienten. Jeg oplever ofte, at folk kommer for sent til deres konsultationer hos mig. Det er ikke så mærkeligt, da mange af de mennesker, jeg taler med, har nedsat evne til at huske og planlægge på grund af angsten, er sløvet af medicin, er ambivalente i forhold til behandlingen, fordi de emner der tales om, vækker smertefulde følelser, eller er uheldige at komme til at køre bag en mejetærsker på en smal landevej. Jeg bebrejder aldrig nogen, at de kommer for sent, for jeg ved, at hvis de ikke ønskede at tale med mig, kunne de være blevet væk. Ikke desto mindre oplever jeg nogle gange, at personer, der er kommet for sent, sidder og stirrer på mig med rædsel i blikket og sveden drivende, som om de forventer, at jeg vil gøre dem fortræd. En patient, jeg havde haft over 20 samtaler med, for sammen, da jeg rakte ud efter en kuglepen. Han fortalte mig, at han selvfølgelig godt vidste, at jeg ikke ville gøre ham noget, men i et splitsekund troede han, at jeg ville slå ham, ligesom det var sket under politiets forhør i hans hjemland. Andre fortæller, at de ikke kan slippe tanken om, at jeg er vred på dem, eller tænker dårligt om dem.

     

    Det, som personen frygter eller foragter ved sig selv, kan i dette tilfælde kun rummes ved ubevidst, at skubbe det over på en anden person, for eksempel behandleren, som så kommer til at opleves som aggressiv eller dømmende. Dette kaldes en projektion. Resultatet er, at behandlingen opleves som farlig, og der opstår en reel frygt overfor en ydre trussel, i stedet for angst forårsaget af svære følelser indeni personen. Selvom dette kan lyde mystisk, kender du måske til at have overvejelser om, hvordan du ser ud i andres øjne, og endda hvilke af dine hemmelige fejltagelser, andre bebrejder dig. Hvis du kommer for sent til en vigtig aftale, er det naturligt at føle skyld overfor den, der har måttet vente, og overfor dig selv, for selv at få mindre ud af mødet. Skylden opstår, fordi vi svigter nogen, vi har varme følelser for og ønsker skal føle på samme måde for os. Hvis aftalen var ligegyldig, ville vi ikke føle noget. Den, vi svigter, uanset om det er en anden eller os selv, har valget mellem at straffe eller at tilgive os. Vi kan aldrig vide med sikkerhed, hvad den anden vælger, men ud fra vores egne erfaringer med svigt og skyld danner vi vores forventninger om, hvordan vedkommende vil reagere overfor os. I stedet for at opleve vores egen skyldfølelse over at komme for sent kommer der i stedet selvbebrejdelser, som projiceres over på den anden, som opleves som værende vred, hvilket forstærker angsten. Eksponeringen virker ikke, hvis du er overbevist om, at du faktisk er i fare. Hvis tankerne er så stærke, at de forvrænger oplevelsen af virkeligheden. Jeg har gode erfaringer med, sammen med patienter, at lære disse projektioner at kende, når de dukker op i terapien. Når projektioner kan opleves som ens egne tanker, bliver det muligt at skelne dem fra virkeligheden, som derfor ikke længere bliver farvet af vores egne negative forventninger og selvangreb.

     

    En sidste årsag til, at eksponering ikke altid virker, er, at det kan være svært at finde ud af, hvad du skal eksponeres for. På den ene side kan man sige, at enhver aktivitet, der aktiverer angst i et omfang, hvor du oplever at kunne genvinde kontrollen over den, vil øge din evne til selv at regulere din angst. På den anden side har jeg også oplevet patienter opgive at gennemføre en behandling, ikke fordi de ikke forstod rationalet bag eksponeringen, eller fordi de ikke var motiverede, men fordi de ikke forstod formålet med det. Bare fordi du har højdeskræk og ikke kan stille dig op på en trappestige, kan du jo godt have et fint liv. Hvis du har arbejde som håndværker og skal op på et stillads, kan højdeskræk blive et problem, som det kan være en god ide at behandle. Det er nemlig ikke særlig behageligt at udsætte sig selv for eksponering eller terapi i det hele taget. Der er altid en del smertefulde følelser at skulle igennem, før der indtræder en lettelse. Så hvis du har planer om at skulle overvinde dig selv, sørg i det mindste for, at der også venter en passende belønning i den anden ende. Er det her noget, du gør, fordi din læge siger, du skal? For at glæde dine forældre? For at blive accepteret af dine venner? Og hvad får du ud af det? Hvordan kan det gøre dit liv bedre at overvinde angsten? Den er der jo for at advare dig mod dine egne følelser og impulser. Så er du klar til at se dem i øjnene, når angsten ikke længere skjuler og fordrejer dem? Og hvad koster det dig, hvis du lader være?

     

    Ovenstående er ikke en udtømmende liste over de vanskeligheder, der kan være ved at overvinde angst, men et udvalg af de mest almindelige vanskeligheder jeg støder på, når jeg forsøger at hjælpe almindelige mennesker med at se den smerte i øjnene, som angsten skjuler. Jeg håber, det giver dig et indtryk af, at angstbehandling, eller psykoterapi i det hele taget, ikke bare handler om at tage sig sammen, men ofte er en lang indre rejse.

     

    Eksponering må ikke overvurderes som terapiredskab. Jeg vil snarere betegne eksponeringen som et livsvilkår, ikke en teknik vi kan vælge til eller fra. Den går i gang, så snart du åbner øjnene om morgenen, eller har dagens første tanke. Hvis du i terapien spørger mig, “hvornår starter eksponeringen?”, vil mit svar være, at den er i fuld gang. Når du ønsker dig noget, eksponerer du dig for risikoen for ikke at få det, du ønsker, og de følelser der hører til. Hvis du elsker en anden, eksponerer du dig for risikoen for svigt eller tab. Hvis du elsker dig selv, eksponerer du dig for at måtte træffe svære valg og forsvare dig. Jo mere du vælger at leve, desto stærkere blandede følelser vil du opleve, og desto bedre bliver du, forhåbentlig, til at udholde, at et liv i balance ikke er resultatet af et neutralt følelsesliv, men af at acceptere de voldsomme udsving, der opstår, når vi oplever kærlighed, vrede, sorg og skyld.

     

    Angsten er ikke et ubrugeligt levn fra dengang, vi levede som aber, den har stadig en vigtig funktion som advarsel mod potentielt smertefulde eller fatale hændelser. Vi lever dog i et samfund, der er så styret af “sund fornuft”, at vores krop finder det nødvendigt at advare os mod de følelser, der kunne bringe os ud af balance og få os til at miste selvkontrollen. Det er rigtigt nok, at der er meget lille sandsynlighed for at blive overfaldet af løver og terrorister, men der er en stor risiko for, at det, du føler, kan komme i konflikt med, hvad du synes du “burde” føle. Det er denne konflikt, der driver angsten, og den er der stadig, når angsten aftager.

     

    Hvis du vil undgå smerte, sorg, vrede og skyldfølelse, så hold fast i angsten! Undgå at se op fra din skærm, at bevæge dig ud, at opsøge din familie og dine venner. Lad være med at engagere dig eller brænde for noget. Du risikerer, at eksponeringen virker, at angsten forsvinder, og at du rammes af livet!

     

    Baggrundslitteratur:
    Fredrickson, Jon. Co-Creating Change. Seven Leaves Press
    Abbas, Allan. Reaching through Resistance. Seven Leaves Press

    Psykolog Anders Christian Böss
  • Det vigtigste spørgsmål i terapien

    Jeg sætter konsekvent 3 timer af til den første samtale i et terapiforløb. Forklaringen på dette er, meget kort, at det tager tid at sætte sig så grundigt ind i et andet menneskes psyke, at man kan bidrage med noget konstruktivt. Det gør også en forskel, at man efter en times samtale, kommer udover den høflighedsbarriere, som vi til daglig har overfor mennesker vi ikke kender. Og så tager det tid, i fællesskab at definere en psykologisk problemstilling så præcist, at det også bliver muligt at finde ud af, hvordan der skal arbejdes med den. Resultatet er, at mine klienter som regel går fra den første session med en fornemmelse af, at terapi virker, og at de selv kan gøre noget, for at få det bedre, hvilket giver kortere behandlingstid og mere holdbar effekt af behandlingen.

     

    Jeg bliver ofte spurgt om, hvad der sker til den første samtale i et terapiforløb. Jeg har eksempelvis oplevet, at nogen gør sig mange tanker om hvad de skal fortælle, for at jeg kan hjælpe dem, og kan have så travlt med at få fortalt det hele, at vi begge er ved at drukne i ord og beretninger. Den første samtale kan også være anledning til bekymring og forværring af symptomer. For at afmystificere terapien, vil jeg gerne fortælle lidt om, hvordan jeg starter alle mine samtaler.

     

    Essensen af samtalen er i fællesskab at besvare det følgende spørgsmål: Hvad er det for et indre psykisk problem, du ønsker min hjælp med?

     

    Nogle gange er det nemt at besvare spørgsmålet, nogle gange tager det lang tid, og ofte ændrer svaret sig flere gange i løbet af samtalen, i takt med at forståelsen af spørgsmålet ændrer sig. Spørgsmålet virker måske simpelt, men består af flere vigtige komponenter, så jeg vil her dele det op i mindre bidder.

     

    Til en begyndelse er det vigtigt, at fastslå, at det er dig der stiller opgaven. Jeg oplever nogle gange, at folk spørger mig om, hvilke problemer jeg synes de har. Det er ikke min opgave eller min ret, at bestemme hvad der er et problem for andre, det er altid op til én selv at vurdere.

     

    Som psykolog kan jeg hjælpe med psykologiske problemstillinger, det vil sige problemer relateret til følelser. Ofte er det dog ikke følelserne der fylder mest, men snarere deres fravær, eller den angst, der kommer i vejen for at kunne mærke dem. Til tider kan en psykisk problemstilling komme til udtryk som kvalme, hovedpine, rygsmerter og sanseforstyrrelser, som ikke kan forklares ved anden sygdom.

     

    For at behandlingen skal virke, er det vigtigt at sætte et positivt mål; “hvad ville jeg bruge mine kræfter på, hvis angsten ikke fik mig til at stoppe?” Et negativt mål er, at slippe af med angsten, problemet, smerterne, de svære følelser eller dem der udløser dem. Dette kan opnås ved at holde sig for sig selv, undgå alt der kunne udløse angsten, og opgive enhver forhåbning om, at livet kunne være anderledes. Stoffer eller alkohol kan være nyttige hjælpemidler ved brug af denne metode, som jeg har oplevet have god effekt på angsten. Desværre med den bivirkning, at den fører direkte til en depression. En positiv målsætning indebærer, at opsøge det der er svært, men eftertragtet, hvilket er hårdt arbejde. Jeg vil derfor sikre mig, at du synes det vil være besværet værd, at opnå dit mål.

     

    Den hyppigste årsag til at folk opsøger mig er, at de er plaget af angstsymptomer i et eller andet omfang, og at de gerne vil af med angsten. Nogle gange er det nemt at afgøre hvad der udløser symptomerne, mens det andre gange kræver noget detektivarbejde. Angstsymptomer er i de fleste tilfælde nemme at behandle, fordi de fleste mennesker som børn, har lært at gøre dette automatisk, og blot skal hjælpes til at huske disse egenskaber (Jf. Et øjeblik). Angstbehandlingen handler dog ikke om at finde kroppens slukknap, for angsten har altid en funktion, selvom det oftest er de ubehagelige bivirkninger ved angsten, der løber med opmærksomheden. Angstbehandling handler om, ikke at flygte fra angsten, men at gå igennem den, for at nå sine mål.

     

    Grunden til, at jeg spørger til et indre problem, er for det første, at jeg ikke kan hjælpe dine forældre, dine venner eller din irriterende chef til, at I får et bedre forhold til hinanden. Terapien går ud på at hjælpe dig med at håndtere dine følelser overfor dem. For det andet kan jeg kun hjælpe dig med dit problem. Hvis du er kommet i behandling, fordi dine forældre, din kæreste eller din læge eller sagsbehandler synes du har et problem, men du selv synes du har det fint, er der ikke noget problem at arbejde med. Hvis du har et problem, men kun ønsker at løse det for andres skyld, smuldrer motivationen væk inden du når målet.

     

    Til sidst er det vigtigt at stilling til, om det faktisk er min hjælp du ønsker. Én af grundene til at jeg bruger så lang tid på den indledende samtale er ikke kun, at jeg har brug for tid til at lære dig at kende, men at du også har brug for at lære mig at kende, før du kan tage stilling til, om du ønsker at dele dine private tanker og følelser med mig. De fleste mennesker tænker kun på hvor meget den der lytter, lærer om dem, ikke på hvor meget de lærer, om den der lytter.

     

    Først når det ovenstående er på plads, har vi en aftale om hvad vi skal bruge vores samtale til, og du kan beslutte, om vi sammen skal udforske situationer hvor du oplever problemet, med henblik på at finde en bedre måde at håndtere det på.

    Psykolog Anders Christian Böss
  • Et øjeblik

    Forleden havde jeg én af de der “aha”-oplevelser, hvor en masse af de spørgsmål, jeg ikke havde været opmærksom på, pludselig blev besvaret på og ved et øjeblik.

     

    Jeg sad i en samtale, med en klient, som jeg har haft et langt forløb med. Undervejs i forløbet, har hun fået stor forståelse for sine egne problemer, men bliver alligevel ved med at hænge fast i dem. På den pågældende dag, var hun godt træt af det hele, havde ondt i hele kroppen, og så også helt udmattet ud. Faktisk så udmattet, at det var svært for mig, overhovedet at komme til at se hende i øjnene. Jeg spurgte, om hun selv var opmærksom på dette, hvilket hun ikke var, så jeg opfordrede hende til rette sin opmærksomhed mod sit eget blik, samtidig med at hun kiggede på mig. Efter to sekunder, flakkede hendes blik væk igen, så jeg gjorde hende opmærksom på dette, og ige og igen med få sekunders mellemrum, og sådan blev vi ved i et minuts tid, indtil hun udbrød, at det altså var helt vildt svært.

     

    Fra mit arbejde med traumatiserede flygtninge, er jeg vant til, at mennesker med posttraumatisk stress, kan finde det ekstremt angstprovokerende, at have øjenkontakt, eller at blive inviteret til at se i en bestemt retning. Dette kan skyldes, at de har været tvunget til at se på ekstreme grusomheder. Det kan også være en måde, at undgå at tiltrække sig opmærksomhed på, hvilket desværre kan være relevant, hvis det sted man bor, er besat af soldater eller andre bevæbnede mennesker, hvis aggressionstærskel er væsentligt sænket af alkohol og stoffer, eller af de grusomheder de selv har været igennem. Som mange af dem siger, “jeg er bange for, at du kan se igennem mig”, med andre ord, “aflæse hvad jeg tænker og føler”. Og dertil kan ofte tilføjes angsten for, hvad jeg måtte tænke og føle om dem.

     

    Og det er jo rigtigt nok. Der sker noget, når vi ser hinanden i øjnene. Prøv bare, at holde øjenkontakt i et minut eller to med en anden person, og læg mærke til hvor meget kroppen bliver aktiveret. Det er en udfordring! Prøv det!

     

    Kvinden som jeg talte med denne dag, fortalte, at hun ikke var bange for, at have øjenkontakt, hun var bare ikke så vant til det. Hun ville dog gerne prøve det af, så vi sad bare og kiggede på hinanden et stykke tid. Øjnene flakkede stadig en smule, men hun blev hurtigt bedre til at holde øjenkontakten, og begyndte langsomt, at slappe af med det. Vi snakkede videre om, at det med at holde øjenkontakten, betød, at vi bedre kunne se hvordan hinanden havde det, og det var som om vi kom tættere på hinanden. Faktisk nævnte hun en fornemmelse i kroppen, som svarede til dengang hun var nyforelsket i sin mand. Pludselig udbrød hun: “Hov, jeg har jo helt glemt, at have ondt!” De bekymringstanker, som hun ellers er konstant plaget af, var også gledet i baggrunden.

     

    Det var tilsyneladende lykkedes, at finde en metode til at kurere hendes bekymringstanker og kroniske smerter. Da jeg spurgte, om hun også troede denne metode ville kunne bruges derhjemme, svarede hun skeptisk. “Det kan godt blive svært, det kommer i hvert fald til at kræve nogle forandringer”. Hun fortalte videre, at når familien spiste aftensmad, sad børnene ofte med en ipad ved siden af, der bippede ofte en sms ind, og efter maden, sad hun og hendes mand som regel med hver deres telefon og læste nyheder, mens børnene spillede computer eller så fjernsyn. “Det er nok derfor jeg ikke er så god til at se dig i øjnene,” konkluderede hun “jeg er ude af træning.

     

    Næste gang jeg skal tale med kvinden, har hun været hjemme og prøve, om behandling via øjenkontakt også kan praktiseres med de mennesker hun elsker allermest. Jeg havde selv et betydeligt mere intenst blik, da jeg kom hjem til min egen familie den aften, og kunne faktisk også mærke den der forelskede fornemmelse i kroppen.

     

    Jeg ved godt, at det er nemt, at give sit barn en ipad, når man har brug for lidt ro, og jeg har ofte selv sat mig foran en skærm, for at stresse af. Men det der er nemt og praktisk, har det med også, at blive til vaner, og det kan ske, at vi som kvinden her, kommer ud af træning med at have en tæt følelsesmæssig kontakt, til de mennesker vi er knyttet tættest til. Vi kan glemme, at nærheden til et andet menneske faktisk kan være både afstressende, smertelindrende og endda forelskende!

     

    Ny øvelse! Næste gang du overvejer at tage blomster, eller kage, eller en anden gave med til dem du holder af, så giv dem i stedet et langt øjeblik med dig.

     

    …eventuelt suppleret med blomster og kage.

    Psykolog Anders Christian Böss
  • Hvordan vælger jeg psykolog?

    At starte i et psykologforløb, er en stor beslutning. Der kan være mange overvejelser i forhold til om en psykolog kan hjælpe? Om det ville være bedre, at snakke med venner eller familie? Om det er pengene værd? Er det bedre, at se tiden an? Og når beslutningen endelig er truffet, skal der stadig tages stilling til, hvilken psykolog man skal vælge. Kvaliteten af psykologbehandling i Danmark, er generelt høj. Det er dog ikke kun psykologens erfaring og uddannelse der er afgørende for behandlingen, men også om klient og psykolog passer godt sammen. Jeg kan derfor ikke give et simpelt svar på hvordan man vælger den rette psykolog, men vil gerne dele de overvejelser jeg ville gøre mig, hvis jeg skulle vælge en psykolog at snakke med, på baggrund af de mange behandlingsforløb jeg har haft.

    Hvad kan en psykolog hjælpe med?

    En psykologs opgave er, at hjælpe dig med at forstå og håndtere indre tilstande af konflikt eller uro. Disse kommer ofte til udtryk som uro eller rastløshed i kroppen, tankemylder eller koncentrationsbesvær, og et humør der enten har store udsving eller ligger helt dødt. Du behøver ikke at have en diagnose eller en lægehenvisning, og omfanget af problemet er heller ikke vigtig, så længe det har betydning for dig. Jeg plejer at sige, at et psykisk problem, er en konflikt mellem dig og dig, og terapi går ud på at forstå begge parter.

    Hvad koster det, at gå til psykolog?

    En psykologsamtale koster ca. 900kr for 45 til 60 minutter, afhængig af hvem du henvender dig til. Det er muligt, at få en henvisning fra sin egen læge ved visse psykiske problemer, hvorved prisen bliver på ca. 300kr. Du skal dog være opmærksom på, at dette kun gælder for psykologer som har overenskomst med sygesikringen, så ventetiden kan være længere her. Hvis du er medlem af ”danmark”, kan du få tilskud på 300kr. Endelig er psykologbehandling en del af mange sundhedsforsikringer som du kan have tegnet privat, eller eksempelvis via din fagforening. Hvorvidt en psykolog er medlem af en forsikringsordning eller har overenskomst med sygesikringen, siger ikke i sig selv noget om kvaliteten af behandlingen.

    Hvor skal jeg lede?

    De fleste læger har en liste med psykologer de henviser til. Listen er dog ikke nødvendigvis en komplet opgørelse over de psykologer der findes i området. Nogle læger kan give anbefalinger, baseret på andre patienters oplevelser. Du bør dog ikke nøjes med, at følge anbefalingen, for der kan være stor forskel på hvad andre mennesker har fået hjælp med, og hvad de har fundet hjælpsomt. Spørg derfor ind til hvorfor lægen netop anbefaler én psykolog frem for andre.

    Du kan også selv søge oplysninger på nettet. De fleste psykologer har en hjemmeside hvor de præsenterer sig selv, deres klinik og deres arbejdsmetoder. Jeg synes det er lige så vigtigt, at fornemme stemningen på hjemmesiden, som at læse hvad psykologen har skrevet, fordi det kan give et første fingerpeg om, hvordan det er at tale med vedkommende.

    Du må også gerne ringe eller skrive til psykologen for at få en fornemmelse af hvilken person du kan komme til at møde. Ligegyldigt hvem du kontakter, vil de være imødekommende og hjælpsomme, men alle har deres egen måde at være det på, så vælg den psykolog som passer bedst sammen med dig!

    Hvilken terapiform skal jeg vælge?

    Der er efterhånden opstået så mange terapiformer, at det ville være helt uoverskueligt, at skulle gennemgå dem alle her. Det diskuteres heftigt, hvilken terapiform der er mest effektiv overfor hvad, og det diskuteres også hvordan man egentlig kan måle hvor effektiv terapi er. Der er desuden forskning der viser, at den afgørende faktor i om en terapiform er effektiv er, om psykologen har det godt med at bruge den. Vælg derfor en psykolog med flere års erfaring og uddannelse indenfor sin behandlingsform, og som kan forklare dig, hvorfor han arbejder som han gør. Du bør have en rimelig forståelse af, hvad terapien går ud på, efter den første samtale med psykologen.

    Jeg har et problem med en person der står mig nær, men jeg vil ikke bagtale vedkommende

    De fleste mennesker oplever en loyalitetskonflikt, hvis de omtaler egenskaber ved en person de holder af, som irriterer dem, eller gør dem kede af det. Psykoterapi handler dog ikke om andre mennesker, end dem der er til stede i rummet. Psykologens opgave er ikke, at løse en konflikt mellem dig og en anden person, men at hjælp dig til, at forstå og håndtere de følelsesmæssige mekanismer, der gør det svært for dig selv at løse problemet. Terapi handler derfor ikke om, eksempelvis din kæreste, men om de blandede følelser du har overfor ham eller hende.

    Hvad gør jeg, hvis jeg ikke er enig i det psykologen siger?

    Et godt princip i kundeservice er, at kunden har altid ret! Det betyder ikke nødvendigvis, at du ved mere om psykologi eller terapi end din psykolog, men at du ved mere om dig selv og dit liv end nogen som helst anden person. Du har en helt særlig adgang til din krop og dine følelser fordi du er dig selv, i modsætning til psykologen, som må nøjes med, at betragte dig udefra, og høre hvad du fortæller. Terapien virker bedst når du tillader dig selv, at gøre opmærksom på den tvivl, uenighed, utryghed, irritation og skepsis, der kan opstå når man taler med en fremmed person om et kompliceret emne.

    Jeg kan ikke huske hvad vi talte om i terapien

    Det er vigtigt, at du kan tage noget med dig fra hver samtale, så du kan arbejde videre med dit problem på egen hånd. Det sker dog, at man kan føle sig mere forvirret efter en samtale, eller opleve forværring af symptomer. Dette kan ske, hvis samtalen har bredt sig ud over et større emne end du kan overskue. Det er bedre, at behandle ét emne eller en del af et emne i dybden, fremfor at tage sig af alt på én gang. Af samme grund, vil jeg afslutte dette oplæg her, og måske vende tilbage til det på et senere tidspunkt.

    Psykolog Anders Christian Böss