Ring til os på 29 72 06 77

Indlægget er tagget med ‘Undgåelse’

  • Evaluering af behandlingsforløb

    Evaluering af behandlingsforløb 2022

    Evaluering af behandlingsforløb 2022

    På grund af travlhed i klinikken, er jeg først nu kommet til gennemgangen af journalerne for de forløb, jeg har afsluttet i 2022. Formålet er, at vise at det er muligt, at få effektiv psykologhjælp uden at skulle vente i månedsvis.

    Tallene er baseret på journaldata, og vurderingerne af forløbene er baseret på klienternes tilbagemeldinger ved sidste samtale. Tallene i parentes er fra den sidste måling jeg lavede for 2021.

     

    Alle fremmødte klienter

    Antal forløb: 91 (96)

    Antal forløb hvor behandlingen har hjulpet 1 : 72=79% (74=77%)

    Gennemsnitlig behandlingstid for forløb: 6,0 timer (6,1 timer)

    Klienter der opfylder kriterierne for henvisning via sygesikringen

    Antal forløb: 62 (67)

    Antal forløb hvor behandlingen har hjulpet 3 : 53=85% (56=84%)

    Gennemsnitlig behandlingstid for alle forløb: 5 timer (5,3 timer)

    Klienter med tydelig indikation på personlighedsforstyrrelse og/eller svær posttraumatisk belastningsreaktion eller anden svær psykisk sygdom

    Antal forløb: 13 (14)

    Antal forløb hvor behandlingen har hjulpet 4 : 6=46% (7=50%)

    Gennemsnitlig behandlingstid for forløb: 13 timer (11,9 timer)

    Parforhold, samarbejde og selvudvikling

    Antal forløb: 16 (15)

    Antal forløb hvor behandlingen har hjulpet: 13=81% (12=80%)

    Gennemsnitlig behandlingstid for alle forløb: 3,9 (4,7)

    Forløb afsluttet uden effekt

    Antal forløb: 19=21% (16=18%)

    Gennemsnitlig behandlingstid for forløb: 6,7 timer (5,7 timer)

    Årsager til manglende effekt:

    Behandling afsluttet af økonomiske årsager: 0 (0)

    Henvisning til anden hjælp: 2 (3)

    Flytning: 0 (1)

    Brug for "noget andet": 1 (8)

    Selvdestruktivt forsvar/dårlig alliance: 5 (3)

    Afsluttet af forsikringsselskab: 2 (1)

    Ikke angivet/ikke vendt tilbage: 6 (6)

    Afviser psykisk problem: 3 (0)

    COVID-19: 0 (0)

    Ikke samtaleterapiegnet: 0 (0)

    Somatisk sygdom/barsel: 0 (0)

    Utilfredshed med klinikkens regler: 0 (0)

     

     

    Kommentarer til tallene

    Tallene fra i år afviger ikke signifikant fra tallene for 2021. Det betyder dog ikke, at der ikke sker noget nyt i klinikken. Jeg har indledt et samarbejde med AS3, hvilket betyder at langt flere klienter bliver henvist med ”simpel tilpasningsreaktion”, eller arbejdsrelateret stress, hvor den primære indsats består i at analysere årsagen til overbelastningen, opmuntre klienten til at tage den med ro, indtil de begynder at kede sig, og så rådgive om hvordan tilbagevenden til arbejdspladsen kan foregå, og hvilke forebyggende tiltag der kan virke. Dette giver mange korte og vellykkede forløb, såfremt der er tale om arbejdspladser med en interesse for deres medarbejderes velbefindende. Jeg har også bemærket et stigende antal henvisninger på grund af parforholdsproblemer. Disse forløb kan være svære og langstrakte, da der enten er brug for begge parters velvilje til at løse problemet, eller en accept fra klienten af, at de ikke kan løse problemet med terapi, og kan være nødsaget til at acceptere konsekvenserne af et forlist parforhold.

    Jeg har i år omdøbt kategorien ”Klienter uden diagnoser” til ”Parforhold, samarbejde og selvudvikling”. Men det er ikke særlig præcist, for psykiske problemer påvirker altid parforhold og familie, til gengæld kan man jo godt passe ind under flere af henvisningskriterierne for psykologhjælp, uden at opfylde kriterierne for en psykiatrisk diagnose. Kategorien skal her forstås som forløb, hvor der ikke ligger en psykisk lidelse til grund for det problem der arbejdes med.

    Også i år er der en del henvendelser, hvor konsekvenserne af Coronaen er en del af den udløsende årsag til den problemstilling der ønskes bearbejdet. Ensomhed, social angst, uhensigtsmæssige mestringsstrategier og ændringer i arbejdslivet har sat sine spor. Det er mit indtryk, at det kun i de færreste tilfælde er det der har været den primære årsag til angst og depressioner, men at mennesker der i forvejen har kæmpet med selvtilliden har været ekstra hårdt ramt.

    Der er fortsat et højt antal klienter med svære psykiatriske diagnoser. I betragtning af, at jeg ikke har det tværfaglige team at trække på, som jeg havde i psykiatrien, er jeg godt tilfreds med behandlingseffekten. Det ser ud til at den afgørende faktor i forhold til hvem der profiterer af behandlingen er, om der er én eller flere pårørende som bakker op om forløbet. Ofte har personer i denne kategori et så kaotisk og omtumlet liv, at det kommer til at sabotere gode behandlingsforløb.

    Gruppen af klienter med svær psykisk sygdom er meget bredt defineret. Det vil sige at klienter i denne gruppe som minimum har opfyldt kriterierne for PTSD udløst af et enkeltstående traume, men også indeholder personer som har været udsat for mangeårigt fysisk, psykisk og seksuelt misbrug. Kriterierne for ”god effekt” kan både være en betydelig reduktion i symptomer, og en evne til at leve med de symptomer der er. Nogle klienter bruger terapien som en del af et langvarigt udviklingsarbejde hos flere behandlere, mens andre har hele deres forløb hos mig. De længste forløb har varet siden jeg åbnede klinikken. Tallene for denne lille klientgruppe kan derfor kun i ringe grad sige noget generelt om forløbene. Siden klinikken åbnede, har ca. 60% af personerne i denne gruppe oplevet af have god effekt af terapien.

    Antallet af forløb uden effekt ligger nogenlunde stabilt i forhold til sidste år. Årsagerne til disse afslutninger er meget forskellige, lige fra viderehenvisning til anden hjælp (2), til manglende effekt af behandlingen eller dårligt samarbejde (5). Siden jeg har fået flere forsikringssager, er antallet af afslutninger uden angivelse af årsag steget (6 de sidste to år), sandsynligvis fordi klienterne sjældent selv vælger hvem de bliver henvist til, og fordi de nemt kan bede om at blive omvisiteret. Dette ærgrer mig, da det ofte har en gavnlig effekt for klienten at give udtryk for frustrationer forbundet med samarbejdet, både fordi det hjælper til at korrigere et fejlagtigt terapeutisk fokus og giver klienten en oplevelse af at kunne gøre en forskel. Der sker sjældent, at forløb afsluttes uden effekt fordi forsikringsselskaberne stopper forløbene (2). Endelig er der de forløb hvor klienter får afklaret, at det slet ikke er psykologhjælp de ønsker. Enten fordi de alligevel ikke synes at de har et psykisk problem, eller at det ikke er noget de ønsker at arbejde med, eller fordi de hellere vil benytte sig af en anden type professionel sparring, eller støtte fra familien. Jeg har overvejet om det burde tælle som en positiv effekt af samtalen, men besluttede, at siden det ikke har løst klientens problem, må det stadig tælle som ingen effekt.

    Mål for 2023

    Den ”normale” tilstand jeg havde ønsket for i år, er indtruffet i længere perioder, men har ikke været definerende for året. Corona, inflation og andre verdensomspændende kriser, samt hvad der tilstøder mig og alle andre af personlige og helbredsmæssige problemer, er et livsvilkår som man bare er nødt til at acceptere, og ellers få det bedste ud af det. Jeg ser frem til at kunne deltage langt oftere i supervision og på kurser, hvilket helt sikkert hjælper til at højne niveauet af behandlingen.

    Kort om behandlingsforløb

    Jeg anbefaler at forløb starter med en 3 timers udredning og prøveterapi. Denne følges som regel op med en samtale ugen efter. Herefter ligger femte og efterfølgende timer med 1-2 ugers mellemrum, afhængig af den enkelte klients økonomi. Det vil sige, at de fleste klienter har fået den hjælp de havde behov for inden 1,5 måned. Til sammenligning tager det 3-6 måneder at få tid hos en psykolog med ydernummer.

    Jeg arbejder med metoden intensiv dynamisk korttidsterapi (ISTDP), som blandt andet er kendetegnet ved, at den adresserer de mekanismer, der får klienten til at vige uden om de centrale problemstillinger, og der lægges pres på at være følelsesmæssigt nærværende og omsorgsfuld for sig selv. Metoden indeholder flere teknikker som også anvendes inden for andre anerkendte terapiformer og kan derfor nemt tilpasses den enkeltes behov. ISTDP er én af flere metoder der anbefales af Sundhedsstyrelsen ved behandling af depression.

    Hvis du ønsker at vide mere om min klinik eller mine arbejdsmetoder, er du velkommen til at kontakte mig direkte eller læse videre på min hjemmeside: www.psykologacb.com.

  • Hvordan overlever jeg julen?

    Hvordan overlever jeg julen?

    For rigtig mange af os, er julen den bedste tid på året! For rigtig mange af os, er julen den værste tid på året. Og for endnu flere af os, er den rigtig meget af begge dele. Forventninger, ønsker, minder, traumer, svigt, overforbrug, lettelse, lykke og skuffelse blandes sammen i denne måned, i en kæmpe julekage af følelser, som det kan være svært at fordøje. Dette betyder, at mange af de sociale begivenheder i julen der er ment som en hyggestund, for nogle af os kan opleves stressende og angstprovokerende. Jeg har ikke nogen one-size løsning til rådighed på, hvordan alle de blandede julefølelser kan forløses, men jeg vil gerne dele nogle af mine forslag til ikke at overbelaste en hjerne, der allerede er belastet i forvejen, uanset om det er tankemylder, angst, svære følelser eller udbrændthed der ligger bag.

    Hjernen bruger rigtig meget energi på at omstille sig til nye opgaver. Opgaver som at overskue folks ønskesedler, planlægge en julefrokost, forholde sig til flere mennesker til en julefrokost og andre situationer hvor det er nødvendigt hyppigt at skifte fokus, er ikke noget vi normalt tænker over når vi har det godt. Det er dog ofte én af de funktioner der tydeligt svækkes, når hjernen udtrættes. Andre tegn kan være manglende lyst til at deltage, angstsymptomer og katastrofetanker. Det kan være svært at tænke rationelt, og mange er tilbøjelige til at skamme sig over deres symptomer, i stedet for at søge støtte fra omgivelserne.

    1. Det er i orden ikke at have lyst! Dette gælder i mange af livets henseender, men ofte er vi opdraget til at gøre hvad vi ”bør” gøre, ikke det vi har godt af. Hvis du er ked af det eller sur, kan du spørge dig selv, om det vil være i orden også at have de følelser med der hvor du skal hen. Essensen af julen (i hvert fald som jeg forstår det oprindelige koncept), er at vi alle er elsket som vi er, og ikke kun for den maske vi sætter på for at leve op til forventningen om, at alle er glade i julen. Lever selskabet ikke op til det kriterie, er det ikke et julearrangement, og så er du lovligt undskyldt.

    2. Gå ikke alene. Find én eller to allierede, som ved hvordan du har det, og ved hvordan de kan støtte dig. Ofte kan det hjælpe bare at vide, at du ikke er alene.

    3. Tag afsted alligevel. Ofte er angsten og de negative forventninger kraftigst lige op til du skal noget, og aftager så hurtigt når din frygt bliver afkræftet. Det kan selvfølgelig ikke garanteres at det bliver en god oplevelse, så husk råd nummer 4:

    4. Aftal med dig selv hvornår du har givet dig selv en chance. Det er selvfølgelig en rigtig god ide at tage hjem igen, hvis du opdager at julefrokosten lever op til dine værste mareridt, men giv dig selv mulighed for at se det med dine egne øjne, i stedet for at lade angsten og katastrofetankene vurdere det for dig. En aftale kan eksempelvis være: ”Jeg giver det lige en time, og hvis jeg stadig har xxx symptomer, tager jeg hjem og roser mig for at have vovet mig afsted.”

    5. Afstem forventninger med værten. Det kan jo ske at værten for det du skal til, har nogle meget klare forventninger til hvad der skal foregå, og at du der har svært ved at holde til det, kommer til at gå fra det ene nederlag til det næste. I så fald, se råd nummer 1. Det kan dog også ske at værten er en person, der faktisk godt kan forstå at du er nødt til at gøre en ekstra indsats for at passe på dig selv, og vil være ked af at det bliver en dårlig oplevelse for dig at være med, og måske ligefrem kan hjælpe med ét eller andet.

    6. Hold rygepauser. Jeg vil selvfølgelig ikke anbefale at begynde at ryge, men de afbræk hvor man går for sig selv, eller sammen med en lille flok, ud og får lidt frisk luft og ro i hovedet, er altså så sunde, at jeg mistænker dem for at være medvirkende til at tobak er så afhængighedsskabende.

    7. Alkohol! På én gang løsning og årsag til mange af de problemer der opstår i julen. Alkoholens evne til at dæmpe de mekanismer der begrænser os, gør at den virker angstdæmpende, og vi bliver mere direkte med at udtrykke vores følelser og føle os tættere på hinanden. Meget alkohol dæmper vores tilbageholdenhed meget, og det kan blive svært at styre hvad der kommer ud. Det kan både give flere konflikter her og nu med de mennesker du er sammen med, eller konflikter med dig selv dagen efter, når du har udleveret dig selv mere end du følte dig klar til. Der er selvfølgelig også en masse andre sundhedsskadelige effekter, som du sikkert hurtigt vil kunne Google dig frem til. Hvis du vil skåne din hjerne, så beslut dig for hvor meget du vil drikke pr. time, og drik som minimum en tilsvarende mængde vand. Husk at mere vil have mere, og på et vist promilleniveau bliver hjernen ligeglad med hvad du sagde til den inden festen. Det gælder om at stoppe inden du når der til.

    8. Hvis du alligevel beslutter dig for at pjække fra julefesten, så se Die Hard! Det er en rigtig god actionfilm, der handler om alle de særlige ting i julen som ikke får så meget plads: Komplicerede familierelationer, gidseltagning, klaustrofobi, gå på glasskår, sårende bemærkninger og at skyde på hinanden med maskinpistoler. Hvis du alligevel ikke kan undgå det, så omfavn det.

    9. Del gerne denne liste med én eller flere du holder af, uanset om de er psykisk overbelastede eller ej. Jo mere vi snakker om problemerne, desto mindre tabubelagt og angstfremkaldende er det at have dem, og så kan vi få arbejdsro til at gøre noget ved dem.

    10. Hav en XXXX jul! Om den bliver god eller dårlig handler ikke om hvilke følelser der fylder mest inde i dig når jorden har en bestemt position i forhold til solen, men om at vi alle giver plads til både hinanden og os selv.

  • Parforhold psykolog

    Det deprimerede parforhold

    Par- og gruppeterapi er ligesom individuel terapi, bare med flere mennesker, ikke? Det troede jeg før jeg satte mig ind i emnet, og begyndte at arbejde med grupper. De psykologiske processer der foregår inde i et individ udspilles også imellem mennesker, så på den måde kan viden om individers psyke også bruges til at forstå par og grupper. En gruppe kan være tryg, stresset, nedtrykt, manisk eller lykkelig, ligesom et individ kan være det, og kan, uden at være bevidst om det, benytte forsvarsstrategier for at håndtere kriser og dårlig stemning. Man skal dog passe på ikke at blive for fokuseret på individet i en gruppeterapi, da dette ville svare til kun at fokusere på én side af personligheden hos et individ.

     

    Problemet ved dette ensidige fokus viste sig for eksempel i den parterapi jeg havde for nylig, med et par der forsøgte at holde sammen på deres ægteskab under nogle meget stressende livsvilkår. Begge var meget motiverede for at få det til at fungere, så selvom det var svært at finde tid og overskud til det, benyttede de hver en lejlighed de havde, til at prøve at finde ud af hvad der gik galt, og hvad de kunne gøre ved det. De havde dog begge oplevelsen af ikke at nå til bunds i problemerne, eller at de fandt nogle fornuftige løsninger på deres problemer, men ikke følte sig bedre tilpas af den grund.

     

    De fremlagde alle de opgaver, udfordringer, problemer og vanskeligheder de dagligt skulle klare i forhold til arbejde, børn, sig selv og hinanden, og jeg kunne godt forstå det var hårdt. Vi diskuterede hvordan de prioriterede i deres planlægning, og de redegjorde rationelt for hver eneste prioritering de hver især foretog, og jeg kunne mærke en voksende mistanke om, at jeg heller ikke ville kunne regne ud hvordan de skulle få det hele til at gå op. Støt og roligt faldt humøret i lokalet, og en stemning af opgivelse og hjælpeløshed bredte sig. Og pludselig kunne jeg genkende situationen fra indviduel terapi! Patienten, dvs. parret, var blevet deprimeret.

     

    Det sker tit i psykoterapi, at i takt med at en klient opremser alle sine symptomer og problemer, og mislykkede forsøg på at rette op på det hele, får vedkommende talt sig selv ned. Så kan det virke helt håbløst blot at overveje at forsøge at gennemføre en behandling. Derfor afbryder jeg altid klienten, hvis jeg får mistanke om at dette foregår. Ikke fordi jeg ikke interesserer mig for klientens liv og tidligere erfaringer, men fordi forsøget på at analysere sig ud af krisen har et selvdestruktivt resultat.

     

    Intellektualisering er når vi fokuserer på vores tanker om et problem, fremfor de modsatrettede følelser forbundet med problemet. I vignetten nedenfor demonstreres en intervention sammen med en deprimeret klient som har brugt lang tid på at kortlægge og kritisere sine egne fejl og mangler:

     

    Mig: Undskyld mig, men jeg afbryder dig lige! Har du bemærket hvordan det lige nu påvirker dit humør, når du opremser alle de ting i dit liv der er gået galt?
    Klient: Jeg kan mærke det hele virker håbløst, og jeg føler mig dum fordi jeg ikke kan regne ud hvad jeg gør forkert.
    M: Kan det være, at du i dit forsøg på at regne dig selv ud, kommer til at fremhæve alt det ved dig selv og dit liv som du er utilfreds med?
    K: Ja.
    M: Kan det være medvirkende til at du ofte bliver deprimeret og opgivende?
    K: Ja, men jeg ved ikke hvad jeg ellers skal gøre.
    M: Skal vi to sammen prøve at finde en metode til at forfølge dine mål, frem for at forfølge dig selv?
    K: Ja det vil jeg rigtig gerne (dybt suk).
    M: Hvad vækker det af følelser at forfølge et positivt mål sammen med mig?
    K: Som om noget af presset på mine skuldre forsvinder og jeg kan trække vejret igen (smiler og får tårer i øjnene).

     

    Klienten giver udtryk for håbløshed og hjælpeløshed overfor sine problemer. Han kritiserer sig selv over at være for dum til at finde en løsning på et problem han ikke forstår, dvs. han bebrejder sig selv over ikke at kunne løse en umulig opgave. Jeg afbryder hans selvkritiske tankestrøm for at hjælpe ham til at se de selvdestruktive konsekvenser af den, og foreslår straks et positivt mål, et samarbejde for at hjælpe ham, inden hans indre dæmon kan nå at kritisere ham for at være selvkritisk. Klienten tager imod tilbuddet om at indgå i et terapeutisk fællesskab, hvilket vækker blandede følelser og en smule angst. Jeg ignorerer angsten og inviterer ham til at fokusere på den følelsesmæssige oplevelse af at være sammen med et andet menneske i sin søgen efter noget godt inden i ham, og de varme følelser får resten af angsten til at lette.

     

    Det foregår ikke altid så nemt og hurtigt som her beskrevet, men grundprincipperne er de samme i ethvert terapiforløb. Det samme kunne jeg sige om parterapien fra før. Der var alt for meget fokus på hvad der var forkert ved parforholdet, og alt for lidt på det de prøvede at redde.

     

    Når vi ikke giver tilstrækkeligt med kærlighed til de mennesker vi elsker, rammes vi af skyldfølelse. Da dette er rigtig ubehageligt, og ofte associeres med andre dårlige oplevelser fra vores fortid, vil vi som regel forsøge at benytte vores analytiske evner til at forstå problemet og dets årsager, optælle hver detalje og vurdere rimeligheden af den ene eller den anden løsning, for til sidst at lægge en handlingsplan for hvordan vi kan blive mere opmærksomme på vores egne, og hinandens fejl, så vi kan bremse dem, og derved slippe for skyldfølelse. Alt for ofte bliver resultatet, at vi bruger det meste af vores tid på at kritisere det parforhold vi elsker og prøver at redde.

     

    Kan det tænkes at denne kritik af parforholdet gør det deprimeret og stresset?!

     

    Og hvordan vil det være, i stedet for at kritisere parforholdet, at gøre opmærksom på hver gang det gør noget godt, på samme måde som vi roser små børn når de gør noget vi vil have dem til at gøre mere af.

     

    Det betyder ikke at vi aldrig må sige når der er noget der ikke fungerer, men langt de fleste parforhold, består af to mennesker med en rimelig kapacitet for selvindsigt og skyldfølelse, samt en overudviklet evne til at kritisere sig selv. Det betyder, at vi godt ved hvornår vi ikke slår til, og er gode til at bebrejde os selv dette. Her er det rigtig rart at blive mindet om, at den som man ikke slår til overfor, godt ved at vi gør vores bedste, også når det ikke kan ses.

     

    At vise kærlighed og omsorg for sig selv eller andre, må ikke forveksles med en objektiv beskrivelse af tingenes tilstand. Kærlighed er ekstremt subjektivt, hvilket betyder at vi selv kan bestemme hvilken del af virkeligheden vi vil fokusere på, og dermed forstærke.

     

    “Jeg er så træt af at du…” eller “du gør mig glad når du…”.

     

    Hvordan starter dine sætninger?

     

    Jeg fik gjort parret fra før opmærksom på, at jeg synes vi havde rodet os ud i en situation, hvor vi kun havde fokuseret på det negative og umulige i deres parforhold, og spurgte dem om det var en situation de kunne genkende:

     

    Par: Ja, det minder meget om det der sker, når vi snakker sammen derhjemme.
    Mig: Kan det tænkes at denne selvkritik gør jeres parforholdet deprimeret og stresset?
    P: Ja, men vi kan ikke finde ud af hvorfor det er blevet sådan, eller hvordan vi løser det! Vores parforhold er virkelig elendigt, når vi ikke kan finde nogen holdbare løsninger.
    M: Kan det være, at I i jeres forsøg på at regne jeres parforhold ud, kommer til at fremhæve alt det ved det, som I er utilfredse med?
    P: Ja.
    M: Kan det være medvirkende til skabe en stemning af modløshed og opgivenhed?
    P: Ja, men vi ved ikke hvad vi ellers skal gøre.
    M: Vil I to sammen med mig, prøve at finde en metode til at forfølge det som i elsker ved hinanden, frem for at forfølge det som I ikke kan lide?
    P: Ja, det vil vi rigtig gerne, men vi er så presset hele tiden.
    M: Ja, det lyder som om et døgn på 24 timer ikke er tilstrækkeligt til, at I kan vise hinanden den kærlighed i føler for hinanden. Hvordan føles det?
    P1: Det er jeg rigtig ked af. Jeg har det som om jeg aldrig slår til.
    P2: Sådan har jeg det også. Jeg ville ønske jeg havde bedre tid til dig, men jeg kan ikke se hvordan vi kan få tid til at være sammen.
    P1: Det kan jeg heller ikke, men jeg elsker dig altså alligevel.
    P2: Jeg elsker også dig, men det giver os jo ikke mere tid.
    M: Det lyder som om jeres problem ikke er jeres parforhold, men det faktum, at jeres liv er organiseret efter et døgn på 24 timer og en uge på syv dage, ligesom de fleste andre menneskers liv.
    P1: Ja, det er rigtigt. Jeg ville ønske vi kunne stoppe tiden.
    M: Men det kan I ikke.
    P1: Nej, men sådan føltes det dengang vi mødtes. Vi troede vi kunne klare det hele.
    M: Det må være smertefuldt for jer at komme til den erkendelse, at jeres kærlighed ikke var stærk nok til at stoppe tiden i virkeligheden.
    P2: Vi ved godt det ikke kan lade sig gøre, men vi vil ikke miste det forhold vi havde den gang.
    M: Men I fortæller mig, at I allerede har mistet det. At I ikke kan leve det liv i gjorde da I havde færre forpligtelser. Måske er det på tide at tage afsked med det liv I havde dengang, hvor det føltes som om kærligheden fik tiden til at stå stille. Hvis det er det parforhold i forventer i dag, kan I kun blive skuffede når i møder virkeligheden i stedet.
    P2: Men vi har jo ikke mistet hinanden.
    M: Nej, det er rigtigt, men måske er I kommet til at forveksle de to mennesker I var dengang med de to personer I er nu. Du mistede den kæreste du blev forelsket i, og i stedet har du fået den partner du har nu. Den sorg må I bære sammen.
    P1: Nåh, det er måske ikke så sørgeligt endda. Der er alligevel en del ting vi har mere styr på end de der unge forelskede nogen! Hvis de havde stået i vores sko, var de blevet blæst omkuld!
    P2: Ja, vi har alligevel stået en del igennem sammen som vi ikke havde kunnet klare på egen hånd. Vi er nok mere seje når det kommer til stykket, end vi går og tror.
    M: Nåda, jamen prøv at give nogle eksempler på hvad der er godt ved jeres forhold.

  • Forsvarsmekanismer stress

    Hvad er forsvarsmekanismer? – Værktøj – flugt – fængsel

    Dette er tredje del af serien om terapiens grundelementer: følelser, angst og forsvar.

    En rationel løsning på et irrationelt problem.

    Når angsten aktiveres, går det ofte så stærkt, at vi ikke når at registrere hvad der udløser den. Det er så op til frontallapperne, at forsøge at regne ud, hvad det er den ubevidste del af hjernen reagerer så voldsomt på. Krybdyrhjernen vil instinktivt få os til, at undgå steder og situationer, hvor vi har oplevet angsten. Frontallapperne hvis primære eksistensberettelse er at skabe sammenhæng mellem ydre begivenheder og indre tilstande, ved som regel ikke hvad krybdyrhjernen reagerer på, men vil blot få tingene til at passe sammen. Den kan derfor give sig til, at lede efter eksempler der forklarer og bekræfter det rationelle i krybdyrhjernens irrationelle strategi. Og så er det, det begynder at blive kompliceret, og tankerne ikke giver mening!

    Ubevidste forsvar – det tveæggede sværd

    Forsvarsmekanismer er en samlebetegnelse for alt det vi ubevidst foretager os, for at begrænse følelsesoplevelsen, fordi det dæmper angsten. Man kan opdele forsvarsmekanismerne i forskellige kategorier, efter deres ”modenhed”, eller sagt på en anden måde, graden af bivirkninger ved dem.

    Forsvarsmekanismer er på den ene side helt nødvendige for at kunne fungere socialt, fordi de sætter et filter op for følelserne og gør os i stand til at bremse vores umiddelbare impulser, men hvis de bliver dominerende for vores adfærd, bliver vores følelsesliv overfladisk og afstumpet.

    Udvalgte eksempler på forsvarsmekanismer:

    Jeg har forsøgt at lave en liste over alle de forsvarsmekanismer jeg har kunnet komme i tanke om, og sat dem i rækkefølge efter graden af bivirkninger. Det vil sige at forsvarsmekanismer i starten af listen ofte vil gavne mere end de skader, og derfor er mere socialt acceptable. Jo længere nede ad listen man kommer, desto større negative konsekvenser har en hyppig brug af forsvarsmekanismerne for dannelsen af sunde relationer.

     

    Modne forsvarsmekanismer

    • Isolation af affekt, evnen til at rumme følelserne, og tage udgangspunkt i dem i en samtale eller beslutningstagen, uden at lade sig overvælde af dem.
    • Humor
    • Dække følelser bag et smil
    • Rationalisering, fokus på årsagen til følelserne frem for oplevelsen
    • Intellektualisering, fokus på tanker om følelsen frem for oplevelsen
    • Sublimering, når energien i følelserne rettes mod en socialt acceptabel adfærd
    • Distraktion fra følelserne ved at tænke på eller gøre noget helt andet
    • Altruisme og medlidenhed, tilsidesættelse af sig selv for at hjælpe og glæde andre
    • Diversifikation, emneskift til mindre ”farlige” emner
    • Dækord og vaghed, undgåelse af at give direkte udtryk for egne følelser og ønsker, ved brug af mere ”diplomatisk” sprog. Også kendt som ”politiker-sprog”, ”new speech” og ”bullshit”.

     

    Neurotiske forsvarsmekanismer

    • Følelsesmæssig tilbagetrækning, både fysisk ved at undgå øjenkontakt, gemme sig bag en skærm, have tankerne andre steder.
    • Ignoreren af angst og følelser, fx ved at bagatellisere, eller blot tale hen over den kropslige oplevelse.
    • Forskydning af følelser fra den person følelserne udløses af, til en anden person (slå bamse i stedet for far eller skælde ud på sin kæreste i stedet for den dumme chef).
    • Selvkritik og identifikation med angriber. ”Hvis jeg kritiserer mig selv, på samme måde som du kritiserer mig på, behøver du ikke være vred på mig længere. En måde hvorpå et barn kan vise sin underkastelse overfor forældrenes magt.
    • Compliance/pleasing, ”Hvis jeg gør som du siger, uden indvendinger (vrede), vil du kunne lide mig”.
    • Sarkasme, ”Jeg udtrykker min utilfredshed ved at sige det modsatte af hvad jeg mener, men på en vred måde, så jeg kan reagere på min følelse, uden du kan beskylde mig for at være vred… Og bagefter kan jeg retfærdiggøre min indestængte vrede med, at du ikke kan forstå hvad jeg mener”.
    • Reaktionsdannelse, der reageres ud fra den ”modsatte” følelse end den der udløses. Manden slår sin kone, og hun siger undskyld.
    • Negation: At sætte ordet ”ikke” ind foran det man mener. For eksempel: ”Bare jeg ikke siger op i dag”. Eller som en tidligere leder sagde i psykiatrien efter at psykologgruppen havde udtalt sig meget kritisk overfor ledelsesstilen ”Jeg er ikke vred på psykologerne, jeg ønsker ikke at fyre jer”.
    • Overdreven informationssøgning (idealisering af autoriteter): Overdreven brug af eksempelvis Google, opslagsværker, sundhedspersonale, brevkasser, Mads og Monopolet eller netværk til at finde svar på indre følelsesmæssige problemstillinger, som der ikke kan gives et objektivt rigtigt svar på.
    • Fysisk undgåelse af situationer, personer og steder der associeres med uhåndterbare følelser.
    • Gentagelsestvang, forsøg på at løse den indre psykiske konflikt, ved ubevidst at opsøge eller skabe relationer som dem den psykiske konflikt opstod i (se også projektiv identifikation).

     

    Primitive forsvarsmekanismer

    • Acting out/afreageren: irrationelle handlinger på baggrund af følelsernes impulser, uden bevidst forholden sig til de bagvedliggende følelser. Man kan godt sige, at det nærmere er manglen på en forsvarsmekanisme, der er problemet.
    • Regression, indtagelse af en mere umoden rolle, for eksempel hjælpeløshed, opgivenhed, handlingslammelse, påtaget uvidenhed, depression.
    • Fornægtelse af den virkelighed der udløser følelserne.
    • Splitting eller sort/hvid-tænkning, fornægtelse af enten de positive eller negative sider af sig selv, en anden person eller situation, hvilket kan komme til udtryk som:
      • Projektion: oplevelsen af at ens fornægtede følelser og handlinger optræder hos andre. Fx ”Jeg er ikke vred på dig, du er vred på mig” (fornægtelse og fraspaltning af vrede, som projiceres over i den anden person).
      • Projektiv identifikation, når projektionen udløser de følelser i dig, som jeg fornægtede og projicerede, og dermed gør projektionen til en selvopfyldende profeti. ”Du var faktisk ikke vred på mig, før jeg reagerede som om du var det, men nu er du vred!”
      • Devaluering af andre for at skabe følelsesmæssig afstand, det positive i relationen. fornægtes (had, afsky og væmmelse).
      • Omnipotens, overdreven tro på egne evner og værdi.
    • Idealisering af en anden, hvor alt negativt fornægtes. ”Selv når du gør noget jeg ikke kan lide, kan jeg overbevise mig selv om, at du ved bedre, og handler sådan for mit eget bedste”. Personer med høj grad af omnipotens kan virke tiltrækkende for personer med høj grad af idealisering, som søger efter en stærk og ufejlbarlig leder.
    • Paranoia, når projektionen finder sted konstant, så det opleves som om alle er efter én.
    • Trodsighed gennem tavshed, tilbageholdenhed eller polemisk opførsel, der blokerer andre mod at komme tæt på.
    • Somatisering, fokus udelukkende på de kropslige (somatiske) aspekter af en oplevelse, på bekostning af følelsesmæssig indsigt.
    • Søvnighed.
    • Flashback, akut genoplevelse af tidligere situation hvor følelsen optrådte, hvor erindringen ikke kan skelnes fra virkeligheden.
    • Psykose, flugt ind i en alternativ virkelighedsoplevelse.
    • Selvsabotage, selvtortur i tanker eller handlinger og misbrug af enhver art, som afreageren på skyldfølelse.
    • Selvskade som distraktion fra følelser.
    • Selvmordstanker, selvmord og idealisering af døden som løsning.

    Forsvarsmekanismer og psykisk sygdom

    De modne forsvarsmekanismer kan hjælpe til at bevare den gode stemning, de neurotiske mekanismer kan hjælpe os gennem en svær situation, mens de primitive mekanismer hjælper os til at flygte fra en uudholdelig virkelighed, og ind i fantasien.

    Gennem livet bruger vi forsvarsmekanismer fra flere forskellige kategorier. De fleste mennesker vil med tiden komme til, overvejende at benytte sig af de modne forsvarsmekanismer det meste af tiden, mens neurotiske forsvarsmekanismer aktiveres i situationer med stærkere eller mere blandede følelser. De primitive forsvarsmekanismer aktiveres når vi er under ekstremt pres.

    Aktiveringen af neurotiske og primitive forsvarsmekanismer er ikke en indikation på psykisk sygdom. Det er fleksibiliteten i brugen af forsvarsmekanismer, der er afgørende for om vi generelt er i stand til at håndtere de følelser som aktiveres af det liv vi lever. Betegnelsen psykisk sygdom kan bruges, når forsvarsmekanismerne er blevet så stor en del af vores adfærd, at vi ikke kan lægge dem til side, og håndtere de følelser der dukker op, hvilket forhindrer kroppen i at hele sig selv. Fastlåste forsvarsmekanismer forårsager og vedligeholder symptomer der gør livet uudholdeligt.